De tre totalitære politiske ideologier – kommunisme, nazisme og fascisme – havde en væsensforskellig tilgang til kunst.

Kunsten i Sovjetunionen var i de første år efter revolutionen stærkt eksperimenterende. Kazimir Malevich bidrog med værker som Sort kvadrat, og Malevichs konkurrent Vladimir Tatlin skabte modellen til et 300 meter højt tårn – Monument for 3. Internationale (første billede). Tatlins tårn nåede dog aldrig ud over modelstadiet, da Lenin ikke fattede sympati for projektet.

Lenin var i det hele taget ikke nogen stor tilhænger af den eksperimenterende sovjetrussiske samtidskunst, men foretrak litterære russiske klassikere som Tolstoj. Under Stalin blev den eksperimenterende kunst gradvist udfaset til fordel for socialistisk realisme. En kunstretning, der angiveligt tjente kommunistpartiets interesser bedre. Og Malevich’s eksperimenterende lærreder endte i museernes kældre, hvor almindelige Sovjetborgere ikke længere havde mulighed for at se dem. En kunst, der primært handlede om kunst, så regimet ikke med milde øjne på.

Nazismens kunstsyn er gået over i historien, da nazisterne simpelthen udvalgte kunst, som de opfattede som degenereret kunst – Entartete Kunst. Den kunst, der fik prædikatet degenereret, blev solgt til udlandet eller brændt.

Nazisternes had til samtidskunst er blevet tilskrevet Adolf Hitler ‘s egne uindfriede ambitioner som kunstner. Hvorvidt det er årsagen er et åbent spørgsmål.

Adolf Hitler blev afvist af kunstakademiet i Wien, men han ernærede sig efterfølgende som maler ved at sælge malerier og tegnede postkort på gaden. De fleste af disse værker har en vis teknisk standard, men er næppe andet end kitsch. Om Hitler selv opfattede de tegnede postkort og malerierne som kunst er tvivlsomt. Havde han solgt en del, arbejdede han ikke videre på nye billeder, før han havde brugt de penge, som han havde tjent. Så det var pengene og ikke nogen tvingende kunstnerisk nødvendighed, der drev Hitler, hvad disse billeder angik.

Hvis Vladimir Tatlins monument, der skulle fungere som blikfang ved en politisk sammenkomst, kvalificerer som kunst, kan man muligvis også argumentere for, at Adolf Hitlers hagekorsfane er kunst (det er ikke blevet forsøgt før grundet afsenderforholdet, og fanen er den dag i dag forbudt i flere lande).

Adolf Hitler lancerede hagekorsfanen i 1920 – den har altså 100 års jubilæum næste år – og baggrunden for fanens elementer er grundigt beskrevet i Min Kamp. Hvis man opfatter fanen som et billede – minder dette billede på sin vis ikke om nogen af Malevich’s billeder? – er det i hvert fald lykkedes billedkunstneren Hitler at lave et stærkt genkendeligt billede, der stadig genkendes af store dele af jordens befolkning den dag i dag. Sandsynlig kender flere Hitlers hagekorsfane-billede end Malevich’s sorte kvadrat.

Fascismen i Italien kørte i en vis udstrækning parløb med den radikale kunstretning futurismen. Futurismens grundlægger – digteren Filippo Tommaso Marinetti – blev en stålsat fascist og kæmpede som 67-årig for resterne af det fascistiske styre i Salò-republikken i Norditalien. Marinetti døde dog ikke i kamp,men af hjertestop, mens han arbejdede på en digtsamling, der hyldede Decima Flottiglia MAS – en enhed i den italienske flåde oprettet af fascisterne.