Islamforsker Thomas Hoffmann anmelder en ny bog fra Juan Cole, en af Islam-apologiens ypperstepræster. Læs det hele på Weekendavisen.dk – Som Fanden læser Koranen.

“Coles tese er følgende: Muhammad blev født i en tid, hvor to store imperier stødte sammen, henholdsvis det kristne Byzantinske Rige og det zarathustriske Persien. Ifølge Cole så Muhammad med dyb sorg på alle de blodsudgydelser og følgeskader, som imperiernes lokale verdenskrig forårsagede. Netop derfor formedes i Muhammads sind en storslået vision om en fredsbevægelse.

Bevægelsen var islam, og den spredte sig med stor succes i hans livstid, primært ved at bero på åndelig soft power frem for rå militær magt. Når Muhammad blev angrebet af sine fjender, søgte han våbenhvilen frem for den blodige sejr. Med Coles ord: ‘I det multikulturelle Medina sammensatte Profeten en mangfoldig ‘nation’ af abrahamitter i håbet om at sætte monoteister (sammen med deres hedenske klienter) op imod Mekkas militante traditionalister.’ En slags monoteistisk økumene, der endda var tolerant over for hedninge.

Da Muhammad imod slutningen af sit liv indtog sin fødeby, Mekka, der i sin tid havde fordrevet ham, foregik det derfor ganske fredeligt. Ja, ifølge Cole var dette indtog snarere at sammenligne med Martin Luther Kings borgerrettighedsmarch ind i Washington i 1963 end en militær kampagne.

Cole indrømmer, at Muhammad af og til var blevet tvunget til at forsvare sig, men det var undtagelsen, der bekræftede fredsreglen. ‘Koranen,’ skriver Cole, ‘rummer en doktrin om retfærdig krig, men ikke om hellig krig, og den bruger ikke ordet jihad med den sidstnævnte association.’

Dette skønmaleri står i grel kontrast til konsensus i såvel forskningen som den islamiske tradition. Kan det virkelig passe, at forskningen i tidlig islam og jihad har fejlfortolket Koranen og læst kilderne forkert? Ja, hævder Cole. Og ikke nok med det, også muslimernes egen historieskrivning har misforstået Profeten og islam. Middelalderens muslimske lærde har nemlig opfundet dubiøse tolkningsmetoder og misbrugt dem til at kolportere en ufredelig og aggressiv islam frem for den oprindelige fredsversion.

Forskningens almindelige konsensus om, at islam udvikler sig mere og mere militant i løbet af Muhammads karriere, betragter Cole som en fordrejning af Profetens forkyndelse.

… det er et problem, hvis Cole som islamforsker ikke skelner mellem religiøs ønsketænkning og historisk forskning. Overhovedet er det én af de farligste faldgruber i moderne islamforskning – som alt for mange forskere mere eller mindre frivilligt hopper ned i. At en så dreven og indflydelsesrig islamforsker som Cole publicerer et sådan værk, er altså en smule bekymrende.

Næste store minus er hans selektive metode. Hans materiale er rigt, men det tenderer grov cherry picking. Således udvælger han alt det fredelige materiale, han kan få fat i, samtidig med at han ignorerer, nedtoner eller afviser alt det materiale, der umiddelbart modsiger eller komplicerer sagen. Det er det, man i psykologien kalder confirmation bias, hvor man ‘opdager’ de ting, der understøtter de hypoteser eller forventninger, man i forvejen har. I teologisk forskning er det en gammel traver, der kaldes eisegese: at læse ting ind i materialet, der faktisk ikke er belæg for.”