Skærmdrop, Expresse.se

Tre opgør på fem timer. To dræbt, tre såret. En mistænkt pågrebet. Ellers intet. Men alle, som oplevede henrettelserne i Stockholm søndag, glemmer ikke. De kan ikke sove.

De som så og de som hørte. Lyden. Bam-bam-bam-bam. Stakkato. Tyve skud. De skyder målrettet og uden nåde. Sådan lyder det, når nogen henrettes.

Medierne kalder det “skyderi”. Skyderi er når folk fægter med armene og skyder vildt omkring sig. Det var dette ikke. Det var på klos hold for at være sikker på ikke at bomme. Når offeret sank sammen, fortsatte de med at skyde. For at være sikre på at jobbet var gjort færdigt.

Modus er alt.

Folk som blev øjenvidner, blev dybt præget. Ingen tør stå frem. Dette er Sverige. Myndighederne kan ikke beskytte sig selv. I det ene tilfælde blev politiet selv angrebet og måtte forsvare sig mod mennesker som gik bersærk. I dette reaktionsmønster ligger noget af forklaringen på volden: Ikke sorg, men aggression, skrig, sanseløs opførsel for at få afløb for følelser. Og fællesnævneren: Hæmningsløshed. Vi lægger bånd på os selv. Rammes vi af sorg går det indad. Her rettes det udad. I flok.

Blackeberg

Det begyndte i et område som hedder Blackeberg, i Stockholms vestre del. Dagens Nyheder beskriver området som “roligt”, men hvad vil det sige? At der ikke har været nogen henrettelse på åben gade før nu? Er det definitionen på “roligt”?

Området i Blackeberg i vestre Stockholm, hvor en 23-årig mand blev skudt og døde søndag aften, beskrives som roligt. Her bor mange børnefamilier og ældre mennesker. Op til ligger en skov med joggingsti.

Folk sad på deres altaner eller havde døre og vinduer åbne. De løb ud for at se hvad der skete.

– Bam, bam, bam, bam. Jag hann se hur en man stod och sköt de två sista skotten. Han stod helt stilla och siktade med rak arm mot offret.

– Samtidigt hörde jag skrik från killen som blev skjuten. Sen tystnade skriken och mördaren försvann i väg. Jag såg honom i tio sekunder ungefär. Jag vet inte om han såg mig.

Selv hunden

Hit-manden gjorde “jobbet” færdigt og skød også hunden. Svenske aviser er selv en del af problemet fordi de serverer læserne halvkvædede viser. Mange ved hvem offeret er ud fra beskrivelsen. Så hvorfor ikke navngive ham så folk forstår lidt mere af, hvem der rammes?

Strax utanför sin bostad låg en 23-årig man skjuten. Även hans hund hade skjutits. En person sprang upp med hunden och i trapphuset syns flera blodspår. Offret, som tidigare blivit dömd för en rad brott, hade börjat bli känd för sin musik.

At se nogen blive skudt på klos hold, gør noget ved dig. Scenerne går på båndsløjfe inde i hovedet. De er vanskelige at blive af med. Man bliver bange for høje lyde bagefter.

– Jag har inte kunnat sova någonting. I huvudet upprepas hela tiden den här bilden på hur han blir skjuten och de högljudda skotten. Det lät fruktansvärt. Det var en pistol och jag hörde mellan sju och nio skott, säger vittnet.

Sollentuna

Men likvideringen i Blackeberg var bare begyndelsen. Kl. 18.13 får politiet melding om at to mænd er skudt på Malmvägen i Sollentuna. Området har tidligere været belastet, men er nu blevet bedre, skriver DN. Det billede blev ødelagt på nogle få sekunder.

På pladsen fandt politiet to mænd i 20-årsalderen, skudt med automatvåben. En af dem døde af sine skader. Den andens vurderes som alvorlige, men ikke livstruende skader.

Den hårdt sårede bliver kørt til Karolinska Sykehus i Solna. Her møder oprørte pårørende og venner op og politiet må spærre indgangen af.

Tredje

Klokken 20 kommer meldingen om tredje skyderi, på et sted som hedder Kallhäll i Järfälla. En mand med alvorlige skudskader i benet bliver ført til sygehuset. Politiet rubricerer det som grov mishandling. Men det var skud. Man kan bløde ihjel af at blive skudt i benet.

Findes der nogen sammenhæng mellem de tre hændelser? Politiet er optaget af at tilbagevise en sådan antagelse. Men det er ikke det som er sagen. Det er at Stockholm oplever tre skyderier med skarpt på åben gade i løbet af fem timer. To af dem var henrettelser.

De kriminelle er ligeglade. At henrette nogen på åben gade er for dem bare en dag på kontoret.

Snak og mere snak

Indenrigsminister Mikael Damberg (S) siger at “vi skal prässa tilbaka voldet”. Helt på autopilot. Den vanlige bullshit. Ingen tager sig af det. Kun medierne, som bliver helt schizofrene:

Första halvåret i år har elva personer skjutits till döds i Stockholmsområdet, vilket kan jämföras med sex under samma period förra året. Samtidigt är siffran lika hög som hela förra året.

DN formår selvsagt at støve en akademiker op, Sven Granath, som relativiserer og bagatelliserer.

Sedan 2015 och 2016 har det skett en upptrappning av det dödliga skjutvåldet. Men Sven Granath tycker inte att man ska vara mer orolig efter de senaste skjutningarna.

– Det är klart att det är en olustig utveckling. Men man behöver nog inte vara mer orolig nu än för ett år sedan – men kanske mer än för tio år sedan. Det är en jätteliten risk att man ska hamna i skottlinjen.

Det utrolige er at svenske opinionsdannere tør sige den slags bullshit mens Sverige segner under volden.

Hvis svenske myndigheder havde vist sig lige så stålsatte og halsstarrige overfor volden, som når det gjaldt at benægte den, kunne Sverige have haft en chance.

Men desværre. Sådan ser det ikke ud.

En læserkommentar fortæller at søndagens skud kortvarigt blev omtalt på SVT.

Vidne: Jeg ser morderen skyde de to sidste skud

Bestil Douglas Murrays bog “Europas underlige død” fra Document Forlag her