Kommentar

Eirik Werenskiold Olav Trygvassons saga
Gennem tusinder af år har danerne samlet sig om aftenen ved bålet for her at få mad og varme. Men også tryghed. For når de farvestrålende flammer skød op af de knitrende træstykker og dannede silhuetter på himlen, dannede de samtidig en mur til mod det farlige mørke, der omgav bålet.
Men når ilden døde ud, kom kulden, frygten og den uigennemtrængelige nat tilbage. Så skuttede folk sig og lagde sig tæt ved hinanden. Men selv gennem vindens susen kunne de høre foruroligende lyde fra skovene, der omgav dem. Lyde, der signalerede vilde dyr eller endnu værre: Fjendtlige stammer.
Uden ved kysterne havde danernes opsat bauner med passende mellemrum på høje bakker.  Skulle en fremmed flåde formaste sig til at sejle ind i fjorden eller bag om næsset, blev den nærmeste baune tændt. Et bål, der i natten kunne ses langt væk. Helt hen til det næste baune, hvor en anden udkiksmand her antændte sin ild, som kunne ses af det tredje baune i rækken. Og til sidst blev hele kyststrækningen oplyst.
Denne ild var ikke varm og tryg, men et varsel om ulykke. Og et varsel om, at det nu var tiden at kæmpe for sin stamme, sin kultur og sit liv.
I vor tid er bålene døde ud. Selv ikke asken er tilbage. Men danerne er ikke blevet mindre bange. Og nætterne er ikke blevet mindre mørke. Ej heller er de foruroligende lyde forstummet. De er blot blevet forvandlet fra lyde af jern mod jern og pilenes susen til lyden af skud, der affyres.
Men danerne kan end ikke flygte fra disse lyde. For de et ikke længere herrer i eget land. Et land, som i svundne tider beskyttede sit folk, men som nu er invaderet af en usynlig fjende, der i ly af mørket kan slå til hvor som helst.  For de udslukte bål giver dem fri adgang.
Og ingen frænder kommer danerne til hjælp.  For de ser ingen tændte bauner langs kysterne. De ser kun mørke, der for dem betyder, at alt ånder fred i danernes land.
En tilstand, der ikke ændres før en nat, hvor en daner endelig gør anskrig
– og tænder det første advarselsbål.