Samtidig som Shinzo Abe sidder i møde med Ali Khamenei går Revolutionsgarden til angreb på et japansk tankskib. Abe vil overlevere et brev fra Donald Trump med tilbud om forhandlinger. Den øverste leder afslår tilbuddet.

Hvis dette stemmer har Irans leder vist at de er villig til at tage risici som de færreste troede var mulig.

Beviserne Pentagon lagde frem i nat vil blive analyseret. Hvis konklusionen er at Revolutionsgarden smed en ueksploderet mine, vil det være som at blive taget på fersk gerning. Så vil denne episode alvorlig svække tilliden til Iran.

Den er allerede svækket. Irans likvideringer i Europa undergraver tilliden. At likvidere modstandere på andre landes territorium har omkostninger. Det er sådan noget Putin driver med og hans ”standing” i Vesten er tilsvarende lav.

EU har ladet Iran slippe afsted med meget. Men beviserne tårner sig op.

Flere ton kunstgødning

Denne uge afslørede Telegraph at britisk politi fandt flere ton med kunstgødning pakket i isposer i 2015, lagre som var bygget op af Hizbollah. Et tilsvarende lager blev tidligere på året fundet på Kypros, med forgrening til Storbritannien.

Storbritannien holdt mund om afsløringen. Storbritannien havde akkurat indgået atomaftalen med Iran. Det ville have taget sig dårlig ud hvis sagen blev kendt.

Det var en fremmed tjeneste som tipsede briterne: Mossad. Det siges at Hizbollah havde tænkt at bruge ammoniumnitraten mod jødiske mål over hele verden.

Sagen fortæller to ting: Hvor antisemitiske Teheran og Hizbollah er. Mens ”sunni state actors” foretager pragmatiske vurderinger virker Teheran besat af at udslette den jødiske stat. For det andre viser lagrene at Hizbollah er et transnationalt foretagende: Amerikanerne opdagede at de drev en storstilet smugling af biler til USA, via Vestafrika. Hizbollah er tilstede i Latinamerika og handler også med drugs. Terror og narko utelukker ikke hverandre. Iran stod på god fod med Hugo Chavez. Der gik direkte flyrute mellem Caracas og Teheran. Amerikanerne har en grund til at følge med og være bekymret.

Det er ikke uden grund at Trump siger at grænsekontrol handler om national sikkerhed. Der strømmer mennesker fra hele verden ind over grænsen mod Mexico. USA har ikke kontrol.

Hukommelse

USA «husker». Israel «husker». Det var Iran som stod bag angrebet på det jødiske center i Buenos Aires 18. juli 1994, hvor 85 mennesker blev dræbt og hundredvis såret. Det er et af de blodigste angreb mod et jødisk mål. Opklaringen er blevet forstyrret af argentinsk korruption. Det, at den iranske stat er involveret, gør en opklaring vanskeligere. En stat kan benytte sig af diplomatpost og ekstraterritoriel jurisdiktion. «Diplomater» kan hjemkaldes og der skal meget til at holde dem tilbage. Fuglen er fløjet når beviserne eventuelt foreligger. Sådan har Iran gjort længe. Iran har haft en villighed til at bruge vold i udlandet som er opsigtsvækkende. Det er nok at tænke på attentatet på William Nygaard. Det kom fra Iran og var en direkte følge af ayatollah Khomeinis fatwa mod Salman Rushdie og alle andre, som havde haft noget med hans bog at gøre.

Hvorfor skulle Iran risikere goodwill i et andet land for å få has på en forlægger? Det er den type spørgsmål Norge ikke har villet stille. Så må de nemlig bevæge sig ind i et fremmed univers. Men det univers har siden 1993 fået en stort tilstedeværelse også i Europa og det har udløst et jihadistkalifat i Mellemøsten, det første siden det ottomanske rige gik under. For alle troende har dette en betydning som sekulariserede europæere ikke forstår.

Deres myndigheder er opsat på at hente krigernes familier «hjem» til Europa. Det er manglen på vilje til at forstå kalifatet, som gør dette til en nærmest selvmorderisk politik.

Irans sidste statsminister under shahen hed Shapour Bakhtiar. Da revolutionen vandt måtte han flygte. Man skulle tro at sejrherrerne var fornøjede. Men nej. 12 år senere myrder iranske agenter Bakhtiar og hans sekretær i deres hus udenfor Paris.

Modstanderne skal dø.

Religiøse gangstere

Drabet på Bakhtiar indeholder måske noget af nøglen til at forstå dagens tilsyneladende dumdristige opførsel: Bakhtiar var den som slap ayatollah Khomeini ind i Iran fra sit eksil udenfor Paris. Bakhtiar ophævede undtagelsesstilstanden og censuren og gav oppositionen muligheder for at gøre sig gældende. Men han vandt ingen goodwill hos Khomeini af den grund, som måtte dræbe ham selv 12 år senere.

At the end of 1978 (as the Shah’s power was crumbling), Bakhtiar was chosen to help in the creation of a civilian government to replace the existing military one. He was appointed to the position of Prime Minister by the Shah, as a concession to his opponents, especially the followers of the Ayatollah Ruhollah Khomeini. Although that caused him to be expelled from the National Front, he accepted the appointment, as he feared a revolution in which communists and mullahs would take over the country, which he thought would ruin Iran.

In his 36 days as premier of Iran, Bakhtiar ordered all political prisoners to be freed, lifted censorship of newspapers (whose staff had until then been on strike), relaxed martial law, ordered the dissolving of SAVAK(the regime’s secret police) and requested for the opposition to give him three months to hold elections for a constituent assembly that would decide the fate of the monarchy and determine the future form of government for Iran. Despite the conciliatory gestures, Khomeini refused to collaborate with Bakhtiar, denouncing the premier as a traitor for siding with the Shah, labeling his government «illegitimate» and «illegal» and calling for the overthrow of the monarchy. Bakhtiar was accused by some of making mistakes during his premiership such as allowing Khomeini to re-enter Iran. In the end, he failed to rally even his own former colleagues of the National Front.

Dette er ikke politik som vi er vant til at forestille os: Politik er en dødelig magtkamp. Den som taber dør. Sådan styrede Assad Syrien, Saddam Irak og Gadaffi Libyen. Vesten ser blodtørsten og brutaliteten og rykker tilbage. Det vil ikke se modus operandi, som er politik som en gangsterfilm.

«Gudfaren» eller Sopranos med en hel stat til rådighed.

Mykonos

Massakren på de kurdiske oppositionslederne på restaurant Mykonos i Berlin 17. september 1992 var en belastning på forholdet mellem Tyskland og Iran. Det er ikke sådan at et regime som Iran angrer eller beklager. Da en af Bakhtiars mordere blev sluppet ud af fransk fængsel i 2010, blev han modtaget som en helt i Teheran. Iran kommer ikke og beklager at det forsøgte at dræbe William Nygaard.

Samme dag som kurderne blev dræbt i Berlin, skulle Ingvar Carlsson, Mona Sahlin og Pierre Schori også være mødtes på restaurant Mykonos. Men de blev hjemkaldt af statsminister Carl Bildt pga. en krise i svensk økonomi. Ellers kunne de tre svenskeres karrierer have fået en brat afslutning.

Misjonerende

Selv om modsætningerne mellem sunni-jihadister og shiaer er store, er de sammen om galskaben. Iran har sendt Hizbollah ind i Syrien til at slås for sig. De har «pressganged», tvangsrekrutteret unge mænd fra Pakistan og Bangladesh til at være kanonføde i Syrien.

Den iranske revolution udløste en messiansk bølge, og inspirerede både salafister og shiaer. Saudi-Arabien har ikhwan-brødrene som foragter alle kompromisser. Broderskabet i Egypten er en anden variant. Da Broderskabet fik magten begyndte de omdannelsen af Egypten til en islamistisk stat.

Nu gør Erdogan det samme med Tyrkiet.

Beirut

For amerikanerne har Beirut en speciel klang. Det var her selvmordsangreb i stor skala begyndte med angrebet på ambassaden i april 1983. 65 mennesker blev dræbt. Det virkelig store angreb kom mod amerikanske og franske soldater som var i Libanon på en fredsbevarende opgave. Hele 241 amerikanere blev dræbt og 58 franskmænd. Det er det største militære enkelttab USA har haft i fredstid.

Ronald Reagan trak amerikanerne ud. Selvmordsangreb som metode begyndte i Libanon. Hjernen bag var Imad Mugniyah, en libaneser med Iran-kontakter. Mugniyah blev dræbt af en bilbombe i Damaskus i 2008 i en fælles operation mellem CIA og Mossad.

Hvis man ser Teherans opførsel retrospektivt er opførslen i Perserbugten ikke så langt ude. De fremstår som rationelle indenfor deres eget univers.