Lars Aslan Rasmussen forlader Christiansborg under Hizb ut-Tahrirs fredagsbønn 22. mars.

Det var let at se, at den voldsomme reaktion i medierne mod Rasmus Paludan ikke bare handlede om ham som person. Der lå også en dyb frygt for hvad Paludan kunne medføre.

Ved hver eneste konfrontation er det Paludan der får skylden, ikke muslimerne. Uanset hvor voldeligt de optræder.

Det er samme mønster som gentager sig i det civile samfund generelt: Uanset hvor grov kriminalitet, domstolene og politiet går forsigtigt frem og politikerne vil helst ikke vide noget om det.

Medierne fokuserer nu på at Paludan udløste vælgermobilisering blandt muslimerne. Men de glemmer helt at de selv var en vigtig aktør. Det var medierne der fokuserede på Paludans dårlige karakter, hans ondskab. Hvis man kalder nogen for nazist, har man da ikke selv et ansvar?

Det ansvar skøjter medierne glat henover.

I stedet fortsætter de med at give Paludan skylden for polariseringen. Se bare hvad højrefløjen har sat i gang!

Det minder lidt om hvad nazisterne sagde om jøderne: ”Der Jude ist immer Schuld!” Det er altid jøderne der har skylden.

Oversat til moderne dansk: Det er altid højrefløjen, der polariserer. Hvis vi slipper af med dem vil samfundet igen fungere som et fællesskab.

Derfor fører medierne krig mod højrefløjen.

Det gør dem til muslimernes forbundsfæller, hvilket de forsøger at skjule ved relativisering.

Jyllands-Posten spørger om den muslimske mobilisering gennem moskeerne og foreninger til fordel for Radikale Venstre og Enhedslisten er betænkelig. Journalisterne sørger for at hente eksperter ind, der kan berolige befolkningen: Det er ikke anderles end at landmænd eller forretningsfolk stemmer på deres partier.

Hvor dumme tror Jyllands-Posten at folk er?

Skaber muslimsk mobilisering øget polarisering – eller et bedre demokrati?

Valgresultatet – især måden, som det blev skabt på – vækker også bekymring. Bl.a. fordi det er sket i en muslimsk kontekst og i et samarbejde med områdets moskéer i forbindelse med f.eks. fredagsbøn og eid-fest.

Andre ser valgresultatet som et udtryk for, at det danske demokrati virker – og nu også i højere grad slår igennem i disse boligområder

Avisen. der en gang stod op for ytringsfriheden, imod sharia, er i dag totalt lobotomeret, kastreret:

Men er det anderledes, når en kendt erhvervsmand støtter et bestemt parti, der kæmper for topskattelettelser, når en fagforening støtter bestemte politiske holdninger. Herhjemme er der også et parti, der benævner sig efter en religiøs retning?

»Det må de gerne. Det er ikke forbudt. Derfor kan man fra mit perspektiv ikke gøre andet end at begræde udviklingen. Det er inden for demokratiets rammer,« svarer Sørine Gotfredsen.

Modsætningerne i det danske samfund vil udspille sig på et stadig højere niveau.

Paludan synliggjorde bare modsætninger, der er vokset frem i takt med at islam udfolder sig i et sekulariseret samfund.

Ved at gå ind for muslimsk valgdeltagelse på islams vilkår, har venstrefløjen vist hvor de står: For en sort politisk religion.

Det er et dødeligt favntag.

Radikale Venstre og Enhedslisten går islam i møde med åbne øjne.

Det store spørgsmål er hvad Socialdemokratiet gør.

Muslimerne valgte de to andre partier for at straffe Socialdemokratiet.

I Jyllands-Posten fredag fortalte Kasim Ahmad, tidligere talsperson for Det Islamiske Trossamfund, hvordan forskellige pakistanske, arabiske og tyrkiske foreninger i København er gået sammen, og at ramadanen har gjort det lettere hver dag at møde folk i moskéerne og derigennem – samt f.eks. også på sociale medier – at øge tilslutningen til bestemte kandidater. Han oplyser, at mobiliseringen om to år til kommunalvalget vil blive endnu mere effektiv, og at formålet er at give et »ordentligt smæk« til Socialdemokratiet.

Det fik partiet dog allerede ved dette valg i flere af de udsatte boligområder, hvor tilslutningen til Socialdemokratiet gik markant tilbage. I Gellerup faldt den f.eks. fra 30,5 pct. til 16,1 pct. I Nørrebrohallen blev tilslutningen til Socialdemokratiet markant mindre end til De Radikale og Enhedslisten.

Mette Frederiksen har udtalt at hun aldrig vil gå tilbage til den gamle politik i indvandringsspørgsmålet. Det vil det Radikale Venstre og Enhedslisten ellers forsøge at presse hende til.

Islam er kommet ind som en stor faktor i dansk politik. Muslimerne har vist at de kan mobilisere kollektivt og de er allierede med to danske partier.

Er Socialdemokratiet i stand til at stå imod?

Det er Jyllands-Posten ikke.

Lars Aslan Rasmussen forstår hvad der truer: Religionen kommer ind i politikken.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen, der er valgt på Nørrebro, er heller ikke begejstret for den mobilisering. Han oplevede i valgkampen at få sine plakater ødelagt og at blive chikaneret.

»Jeg kender ikke nogen moské i København, som jeg på nogen måde ønsker inddraget i et valg. Jeg ville også have svært ved, hvis kirken rendte rundt og sagde, at man skulle stemme på en bestemt måde. Det kender man meget fra Mellemøsten,« siger han.

Heller ikke Facebook-gruppen ”Muslimer til stemmeboksene i 2019” er han begejstret for.

»Forhåbentlig stemmer man ikke, fordi man er muslim, men fordi man som samfundsborger går op i andre ting end det religiøse. Det er ærgerligt, hvis man ser sig selv som noget andet, hvis man er muslim,« siger han.

Til at belyse denne vigtige problemstilling henvender JP sig til en venligboer, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, og religionssociolog Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet, der fordummer samtalen ved at sammenligne med DF´s fremgang i 2015.

Men kan netop det, at man stemmer så ensidigt, være med til at bidrage til polarisering?

»Den diskussion havde man også ved valget i 2015, hvor der var en massiv opbakning til Dansk Folkeparti i f.eks. Sønderjylland. Om det kunne være med til at polarisere samfundet. Men da var argumentet fra en bred kam af partier og kommentatorer, at det skulle man acceptere, og at det var inden for rammerne af, hvad et demokrati skal kunne tolerere. Det må være det samme her.«

JP vil belyse polarisering og vælger at spørge en ekspert, der selv er så politiseret at han kun taler den dummeste propaganda.