Duccio  The Calling of the Apostles Peter and Andrew (1308-11)

Pinsedag 

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: »Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!« De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden. 1 Mos 11,1-9

* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.« ApG 2,1-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!« Joh 14,22-31

Pinsedag

Vi hørte for lidt siden beretningen om Babelstårnet fra Det gamle Testamente. Vi hørte, at ”Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål”, og det gjorde det let for dem i enighed og fordragelighed at blive enige om at bygge sig et tårn, der skulle nå helt ind i himlen.

Historien om Babelstårnet er med andre ord historien om menneskers stræben efter at blive lige med Gud. Og samtidig er det en fortælling om, hvor galt det kan gå, når vi forstår hinanden lige lidt for godt, og går hen og bliver enige om alting i hele verden. – en historie, der på den måde aldrig bliver gammel eller irrelevant.

Enhed og enighed i alle ting er noget, mange mennesker stræber efter. Det er en dragende tanke, dén at vi alle kan blive ét – smelte sammen i skøn samdrægtighed og alle stræbe mod et fælles mål. Der er også mange, der stræber efter at forene de mange forskellige kristne kirker til én. Og det er da også let at blive forvirret og træt af, at vi ikke alle sammen kan finde ud af at tale det samme sprog og arbejde sammen.  

Vi vil så gerne være en stærk kirke med en stærk stemme, der kan gøre en forskel i verden. Hvad kunne kirken da ikke udrette af store ting for verden, hvis den blot kunne tale som med én røst? Så kunne kirken være ”en stemme i klimadebatten”, som nogle gerne vil have. Eller ved valg til EU-parlamentet eller folketinget, som vi lige har haft, dér kunne den  gå ind og støtte de partier, som den syntes, ville være bedst til at hjælpe Gudsriget med at bryde frem på Jorden. ”Vi kan alt, hvis vi arbejder sammen!”, som de siger i næsten alle film for børn nu for tiden. 

Hvilket bringer mig til dagens gammeltestamentlige læsning, for var det mon ikke lige præcis dét, menneskene sagde til hinanden, inden de besluttede sig til at bygge et tårn, der skulle række helt op til Himlen?  Det tårnbyggeri fik Gud sat en stopper for. Og hvorfor mon han gjorde det? Hvis han ønsker, at mennesker skal arbejde sammen i enig flok, hvorfor forvirrer han så deres tungemål og spreder dem ud over hele jorden? Måske er det fordi, store flokke af enige mennesker har det med at antage dæmoniske træk. Kommunister. Nazister. Islamister. Alle fordrer de, at deres tilhængere marcherer i flok og sætter deres egen dømmekraft ud af spil til fordel for principper, der anses for at være uanfægtelige og universelle.

Sand kristendom kan derimod aldrig udarte til totalitarisme. Enhver idé om taktgang og konsensus dementeres nemlig lodret, ikke blot af Babelsmyten, men også af pinseberetningen. Både i Babelsmyten og i Pinseberetningen griber Gud ind på samme måde: ved at sørge for, at mennesker taler forskellige sprog, ikke med én, men med mange tunger. ”Se, de er ét folk med samme sprog!” er ikke en konstatering, Gud udsiger med jubel, men derimod med ærgrelse; det véd vi fra myten om Babelstårnet.

Babelstårnet må derfor aldrig blive til et kirketårn. Når kristne menigheder bliver forelskede i menneskelig enighed og enhed, så bliver kirken trang at være i for enhver, der stiller sig kritisk over for de vedtagne dogmer og normer. Og så sker der det, at det ikke længere er alle, der er lige velkomne i det gode kirkelige selskab. Der er ikke plads til dem, der ikke kan synge med på enhedens og enighedens unisone omkvæd. 

I kirken skal vi lade os nøje med at være fælles om det ene fornødne, nemlig troen på Jesus Kristus og vores bekendelse om, at han er Guds søn, vores frelser. Og andet behøver vi ikke være fælles om.

I Grundtvigs pinsesalme, Apostlene sad i Jerusalem, lyder det femte vers: ”Da sås der tunger som ild og glød. Guds venner de fløj i munden. På alle folks tunger Guds Ord genlød, mangfoldig, men ens i grunden.”

Mangfoldig – for Helligånden indvarsler ikke noget nyt Babelstårn. Disciplene begyndte ikke at tale som med én mund og sige det samme alle sammen. Tværtimod, så talte de hver især på mange forskellige sprog og på mange forskellige måder. Og fra Apostlenes Gerninger ved vi, at de langt fra altid var enige. Med andre ord: Det blev ikke pinse, fordi de alle sammen forstod hebraisk. Men det blev pinse, fordi de forstod, at talen om Guds storværker også omfattede dem!

Mangfoldig – men ens i grunden. Og det betyder ikke, at det, de sagde, i grunden var ens, men at det var ens i grunden, dvs. i sin grundvold. Den berømte, nu afdøde Århus-teolog, Regin Prenter, skrev i sin dogmatik: ”Der må i kirken altid herske vid rummelighed for de forskelligste læremeninger. Thi det gudstjenestelige fællesskab om samme tros bekendelse bærer overordentlig meget af menneskelig forskellighed.” I det gudstjenestelige fællesskab – i fællesskabet om nadveren og dåben; fællesskabet om bekendelsen til Jesus som Kristus, Guds søn – dér bliver vi ét. Dér samles vi om det eneste, der virkelig har betydning: Gud og hans Ord. Og dér bliver alt andet ligegyldigt: al vores menneskelige forskellighed, alle de ting, vi strides om og ikke kan komme til rette omkring, bliver sat i perspektiv af dette: at vi alle har det til fælles, at vi er henvist på Jesus Kristus som vejen og sandheden og livet i vores tilværelse.

Det er en enhed, der eksisterer tværs hen over alle uenigheder og uensheder. Ikke en synlig enhed, men et usynligt, udefinerligt fællesskab. Stærkt, idet det har sin grundvold på klippen. Og dog så luftigt og uhåndgribeligt som et vindpust – eller et åndepust, som det mere poetisk hed i den gamle bibeloversættelse. For det var jo ikke bare en vind, der fór hen over de tolv disciple den pinsedag, da kirken blev grundlagt og evangeliet forkyndt på utallige forskellige tungemål. Det var ikke en vind, men Guds ånd – eller Guds ånde, som i virkeligheden er to sider af samme sag. Gud skabte mennesket ved at blæse sin ånd eller ånde ind i hans næsebor, og sådan blev han en levende sjæl. Sådan fik han liv i sig. Og sådan bliver kirken også et fællesskab af levende stene. Og det er en bygning, der ikke er menneskeværk som Babelstårnet; men Helligåndens værk.

”I Jesu navn vi beder her, på Jesu ord vi bygge. Vort navn mod hans er intet værd, vort ord af hans kun skygge. Byg, Jesus med et guddoms-bliv, af stene, som har ånd og liv, dit tempel i vor midte!”