Hvad gør venstresiden når muslimers og LGBT-aktivisters interesser havner i konflikt med hinanden? Ved grundskolen Anderton Park i Birmingham protesterer muslimske forældre mod LGBT-inkluderende undervisning. Hvor er venstrefløjens indignation? spørger Katie Hopkins – og bliver selv mødt med indignation.

Et af de store paradokser ved de utopiske forestillinger om et harmonisk flerkulturelt samfund, er at det forudsættes at kunne eksistere helt udmærket med vildt forskellige syn på den seksuelle frihed side om side. Samtidig fremmer den officielle ideologi et bestemt syn på sagen, som i praksis deles af svært få mennesker af kød og blod.

I skrivebordsverdenen og idéernes verden får de mennesker, som lever der af offentlige midler, paradokset til at hænge sammen ved at fægte med de verbale våben. Ude i den kolde, hårde virkelighed er situationen en ganske anden.

Ved grundskolen Anderton Park i Birmingham har muslimske forældre i flere uger protesteret mod rektor Sarah Hewitt-Clarksons beslutning om at drive såkaldt LGBT-inkluderende undervisning for de hovedsagligt muslimske skolebørn.

Foto: David Stowell / Anderton Park School / CC BY-SA 2.0.

I marts holdt mange forældre børnene hjemme en dag i protest, og sidste måned måtte politiet rykke ud til skolen da LGBT-aktivister fik kastet æg på sig mens de bandt regnbuefarvede sløjfer til skoleporten.

Striden burde i princippet være velegnet til en bred offentlig debat om hvordan det flerkulturelle samfund skal skrues sammen under så desperat uforenlige menneskesyn. I stedet overlades situationen i det store og hele til sig selv med forventningen om at der ryddes op lokalt.

Heller ikke undervisningsdepartementet vil sige i detaljen hvad der skal være en del af undervisningen, og lader de lokale ledelser tage sig af de vanskelige dilemmaer. Det hører med til historien, at Anderton Park i sin tid blev forsøgt overtaget af islamister.

Når ingen højt på strå ønsker at få snavsede fingre, skyldes det naturligvis at det handler om to gruppers interesser, som samfundets rådende ideologi anser som ofre: muslimer og personer med en hvilken som helst anden seksuel retning eller identitet end den gennemsnitlige.

Det er let at tænke sig at der ville være blevet et helvedes postyr på nationalt plan, hvis det var konservative kristne som protesterede mod at skolen påduttede deres børn LGBT-ideologi, men Anderton Park-sagen har ikke skabt alverdens bølger. Det er noget andet hvis for eksempel Trump eller en østeuropæisk regering ikke fremstår som LGBT-venlig nok, disse er frit vildt.

Enter Katie Hopkins. I en selfie-video ved indgangen til Anderton Park som den britiske journalist postede til Twitter tirsdag, anklager hun venstresiden for hykleri. Hvorfor vil ellers normalt højtrøstede personer ikke tage stilling til sagen? 

https://twitter.com/KTHopkins/status/1135842548176625664

Hopkins selv nøler ikke med at tage stilling: Hvorfor skal man pådutte smårollinger en LGBT-ideologi?

På dette punkt ville ikke bare konservative kristne være enige med hende, men også de fleste mennesker som ikke er religiøse.

Problemet er at man ikke kan flashe det standpunkt når Anderton Park er åsted for begivenhederne, uden at vælge side med islamister blandt forældrene.

Katie Hopkins, som har været truet på livet af islamister, har ved flere anledninger langet ud mod islam generelt og muslimsk homofobi specielt, men under sit besøg i Birmingham undlod hun alligevel ikke at møde Shakeel Afsar og Amir Ahmed, som begge har været centrale i protesterne mod LGBT-undervisningen.

https://twitter.com/KTHopkins/status/1135929423692259328

Sin vane tro gør Twitter-venstre ikke andet end at eksplodere i en indignation, som sagen ikke fremkaldte før hun dukkede op, og det med en pavlovsk automatik som er let at fremkalde. Her møder det muslimske snæversyn angiveligt den nye højresides, som om LGBT-personer havde lige stor grund til at frygte begge.

Men det Hopkins gør, er simpelthen at sætte venstresidens berøringsangst i stærkest mulig relief: Hvor politisk korrekte hypermoralister ikke vil blive våde på benene, plasker hun ud i problemfeltet for fuld musik med sædvanlig trodsig taktløshed, og ikke så lidt mod.

Hopkins griber fat i hykleriet og gør det om til et politisk reality-show og et absurd teater – på samme tid dybt tragisk og hysterisk morsomt.

På denne måde sprænger hun nogle mentale rammer som simpelthen ikke længere kan bruges til at forholde sig til virkeligheden. Og akkurat dét er det mest smertefulde for hele den udvidede venstrefløj: Det mentale kort de er så stolte af, stemmer ikke længere overens med terrænet, og de hader at nogen viser det så klart.

For venstresiden har ikke noget imod at offentlige personer møder islamister, så længe det sker i en kontekst den kan sige god for. Det er galt når Hopkins gør det, så alt er galt så længe for eksempel Israel gør det.

Vi må lære at leve sammen selv om vi er uenige, tweetede Afsar. Det lyder vakkert, men klinger alligevel hult, og det den tavse almenhed tænker, er snarere at denne hersens sameksistens er alt for vanskelig. Derfor har muslimer også deres egne områder i Storbritannien.

Aller bedst ville det måske være om muslimerne i al hovedsag boede i deres egne lande, Storbritannien fortrinsvis ikke medregnet. Resultatet af suppleringsvalget i Peterborough viser at det spørgsmål ikke er helt afklaret.