Albert Anker The Crèche I (1890)

6 søndag efter påske
* Epistlen skriver apostlen Peter i sit første brev: Vær besindige og årvågne, så I kan bede; først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed. Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder! Amen. 1 Pet 4,7b-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« Joh 15,26-16,4

Du får ret og jeg får fred – den vending kender vi. Måske er det også tit, at vi gør det – lader andre få ret for at få fred. Man orker ikke. Man vil bare leve sit liv, behageligt på afstand af konflikter og splid.
”Jeg vil hellere slå min plæne end slå løs på pæne folk som Halfdan Rasmussen erklærer. Og videre:Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot, jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt.
Men det er ikke sikkert at fred, fordragelighed og magelighed altid er muligt. Og det er ikke sikkert det altid er muligt, uden at man dermed giver køb på sandheden.

Vi får en anelse om det i det fremtidsscenarie, Jesus maler for sine disciple i det evangelium, jeg lige har læst: de skal udelukkes og forfølges. Ja, endda slås ihjel.

Her ridser Jesus vilkårene for et kristenliv op. Det handler netop ikke om at slå sin pæne og passe sig selv og enes med sig selv og hinanden, men det betød ikke at de første kristne gav op. Skønt forfulgt af den romerske statsmagt opgav de ikke deres udgangspunkt for at få fred og leve i konfliktfri fordragelighed.

De nægtede at give kejseren ret. De nægtede at afsværge Kristus til fordel for kejseren. De nægtede at være med til den forgudelse af den romerske kejser som fandt sted og som var påkrævet. De nægtede at tilbede nogen anden Gud end Jesu Kristi far.
Derfor blev de også kaldt ateister – for kejseren var Gud. Men de første kristne afviste, at nogen politisk ide eller person skulle kunne kalde sig hellig.

Sådan tog vesterlandet sine første skridt i retning af frie samfund. For fastholdelsen af Gud som den eneste hellige er fundamentet for vores frie samfund. Kristendommen byder enhver at give Gud, hvad Guds er og kejserens hvad kejserens er. Af den grund kan love og politik og særlige samfundsindretninger ikke i sig selv være hellige. De er altid jordiske og foreløbige størrelser.
– Nej helligheden er hos Gud og derfor er kristendommen et nej til ethvert samfund, ethvert menneske – eller ideologi der vil gøre sig selv hellig eller absolut her på jorden.
At gøre en samfundsindretning hellig og absolut det er farligt, det ser vi hele tiden. Det er farligt for hvis noget er absolut kan det ikke tillades, at anfægte det – og hvis man gør er der dødsstraf eller udelukkelse eller deportation. Det er jo, hvad vi har set og ser i alle totalitære samfund. Fjender eller kritikere af sådanne samfund må uskadeliggøres og er blevet det.

Romerriget var i den forstand totalitært, et teokrati. At nægte at tilbede kejseren var ateisme og for det var der dødsstraf. Ved at slå de kristne ihjel mente statsmagten således, at de tjente deres gud. Det blev som Jesus havde forudsagt: der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.

Den dag er i dag. For dødsstraf og forfølgelse er lige nu virkeligheden for kristne i dag i Mellemøsten og Afrika og i Kina og Nordkorea. Her myrdes kristne fordi de er kristne. Fordi de ikke nægter statsmagten øverste autoritet fordi de ikke vil sætter noget over Kristus.

Måske kan evangeliet i dag få os til at tænke på, at det er ikke nogen selvfølge at vi stolt og uden fare for at miste liv og lemmer kan hejse vores flag med det hvide kors, at vi frit kan forsamles og synge og bede, at vi kan markere vores helligdage. At vi kan have vores kirkerum i fred. At tale og tanker er frie.

I dag minder os også om, at der er nogen, der er gået forud for os. Nogen der ikke gav andre end Gud ret selvom de havde skæbnesvangre konsekvenser for dem.

Det vi har hørt i dag minder os også om at Jesus lovede ikke de mennesker han mødte en tryg og fredelig tilværelse. Nej, han bad dem om at opgive deres tilværelse, opgive deres drømme om fremtiden, opgive deres ønske om sikre sig selv og deres fremtid – for i stedet at gå i hans fodspor. Han bad dem opgive sig selv og i stedet tjene hver andre i indbyrdes kærlighed. Det beder han også os om. Og han hævder endda at det er det sande liv. Livet i gensidig selvopofrelse. Det er ikke nødvendigvis særlig mageligt for kærligheden er da slet ikke magelig. Den ser aldrig på om det nu kunne gå hen og blive ubehageligt at elske. Nej, den elskende elsker uden omtanke.

Og når du ser på din elskede – så ser du slet ikke hans eller hendes fejl. Så ser du bare den elskede. For kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder. Når du elsker dine børn så elsker du dem uden forbehold. Det er besværligt men det giver dyb mening.
Og når man første gang står med et nyfødt barn i armene – som man har ansvaret for. Da ved man godt at nu er freden slut. Nu er det behagelige liv uden ansvar og uden bekymringer slut. Nu får man aldrig mere fred, for der vil altid være det kæmpestore ansvar det er at opdrage et barn og der vil altid være frygten for at miste det barn.

Når mennesker med fare for eget liv og lemmer går ind i brændende huse for at hjælpe forulykkede ud så tænker de ikke over om de får noget ud af det bagefter. De ser ikke risikoen. De ser ikke på udbyttet. For kærligheden gør blind. Kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder.

Sådan er det liv som Gud har skænket os. Det er dette hårde, dødelige og konfliktfyldte liv vi skal leve. Vi fritages ikke fra det. Vi får ikke et fredeligt liv hvor vi bare skal passe os selv og vores have og have det godt i bytte.

Vi skal leve dette liv med hinanden, forpligtede på hinanden. Og vi skal vide at Guds nåde og kærlighed er over dette liv og den død der skal slutte det.

Jesus sparede ikke sig selv. Han gav ikke usandheden, døden og mørket ret, for at han selv kunne få fred. Nej, han stod op mod døden og mørket og han overvandt den. Og ved hans sår fik vi fred. Men det er en anden fred end den verden giver. Mere om det næste søndag.

Amen

257 Vaj nu (Mel Laub)
683 den nåde som vor gud har gjort
646 Som lilliens hjerte
674 v. 1-2
308 Helligånd vor sorg