©Photo. R.M.N. / R.-G. OjŽda

Limbourg brothers David Foresees the Mystic Marriage of Christ and the Church

Kristi Himmelfartsdag

Sl 110,1-4

Salmisten skriver: Herren sagde til min herre: »Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!« Dit magtfulde scepter rækker Herren fra Zion, hersk midt blandt dine fjender! Dit folk møder villigt frem på din kampdag. »På hellige bjerge har jeg født dig som dug af morgenrødens moderskød.« Herren har svoret og angrer det ikke: »Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.«

ApG 1,1-11

* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt. Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – »om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.« Mens de nu var sammen, spurgte de ham: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« Han svarede: »Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.« Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.«

Dette hellige ev. skriver evangelisten Markus: 

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

Kristi Himmelfartsdag

I trosbekendelsen siger vi, at vi tror på Jesus Kristus som “opfaren til Himmels, siddende ved Gud Faders den “almægtiges højre hånd”. Og det er naturligvis denne egenskab ved Kristus, vi fejrer i dag, Kristi Himmelfartsdag. Men hvad vil det egentlig sige: “opfaren til Himmels”? Hvordan kan det være, at det var nødvendigt for Jesus på denne måde at skille sig fra sine disciple og lade sig optage i Himlen? Gennem årene har det været anledning til mange hovedbrud, at Jesus sådan tilsyneladende slipper Jorden med fødderne og forsvinder ud af menneskenes synsfelt Kristi Himmelfartsdag. 

For Jesus er jo ellers netop den synliggjorte Gud. Han er den Gud, der kom til Verden, levede i Verden og gav sit liv for Verden. Hvorfor lader han sig så nu bære til Himmels? Skiller han ikke dermed sig selv fra Verden igen, og gør sig til en tilskuer? En tilskuer, der måske nok kan finde på at gribe ind en gang i mellem, men dog en tilskuer. 

Tilsyneladende er det det, der sker Kristi himmelfartsdag: at Kristus forlader verden og stiger til vejrs, bort fra verden, i det der skabes større og større afstand mellem ham og Jorden, jo længere han hæver sig op over disciplene, som bare kan stå og se ham blive mindre og mindre. Er det virkelig det, Gud ønsker? En eksistens i ophøjet adskilthed fra menneskene i en verden langt borte fra vores? 

Nej, det er ikke Guds natur at sætte sig uden for verden. Gud ønsker ikke at adskille sig fra menneskene. Han ønsker netop at skabe forbindelse mellem sig og menneskene; at etablere en sammenhæng mellem Himmel og Jord. Sådan som han gjorde det i patriarken Jakobs drøm, da han lod en stige med engle strække sig ned fra Himlen og forbinde sig med Jorden, der hvor Jakob lå. Dengang lovede han Jakob at være med ham og bevare ham overalt, hvor han gik. Da Jakob vågnede, sagde han: “Herren er i sandhed på dette sted, og jeg vidste det ikke . … Det er jo selve Guds Hus, det er Himlens port!” 

I den salme, vi sang til at begynde med, bruger Grundtvig netop billedet af Jakobsstigen til at illustrere, hvad det er, der sker Kristi Himmelfartsdag. “Jorden løftet er mod Himlen / Himlen sænket er mod Jord, / stigen rejst til englegang / under støvets frydesang.” Grundtvigs pointe er, at Jesus lukker ikke porten til Himlen bag sig Kristi Himmelfartsdag; han åbner den. (Og hvis I går ind i Viborg Domkirke en dag, så prøv forresten at lægge mærke til, at Skovgaards billede af Himmelfarten står lige over for billedet af de frelste sjæle, som Kristus fører op fra Helvede og ind i Paradisets have. Kristus farer til himmels, og dermed åbner han porten for alle os fortabte sjæle.)

Nu står Himlens port ikke kun ved Betel, hvor Jakob fandt den en nat for længe siden. Nu er Himlens port åben for os overalt på jorden, og Jakobsstigen går ned fra Himmel til Jord, hver gang og hvor som helst, vi lovsynger Gud. 

Kristi Himmelfart udgør afslutningen på den fortælling, der indledtes med Jesu fødsel i Bethlehem. Den fortælling, der handler om, hvordan Himlen forbandt sig med Jorden. Men dermed er Bibelens historie ikke slut. Den fortsætter i dagens lektie fra Apostlenes Gerninger, hvor en ny fortælling begynder: Efter at Jesus er blevet båret til himmels, skifter perspektivet, og vi fokuserer nu på de efterladte, disciplene. De står stadig og stirrer lodret op i luften, efter at Jesus er forsvundet ud af syne. 

De holder ikke op med at stirre, før to engle kommer og spørger dem: “Hvorfor står I og ser op mod himlen?” Hvorfor står I og stirrer lodret op, når Jesus har sagt, at I skal vende blikket ud mod den verden, I lever i? Og englene fortsætter: “Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” 

Og det, at Jesus vil komme igen, det er ikke kun ment bogstaveligt, men også i videre forstand. Jesus kommer igen ved tidens ende; men han vil også komme igen mange gange, længe før, i sin Ånd og i sit Ord. Derfor siger Jesus til disciplene, at de skal gå ud og prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag, for at alle mennesker skal kunne føle, at Jesus ikke er forsvundet ud af verden, men at han kommer igen – og igen og igen – idet han udligner forskellen mellem Himmel og Jord, og lader Guds virkelighed bryde igennem midt i verden. Vores opgave er at holde os til det budskab, Jesus har efterladt os; for at vi ikke skal stirre os blinde på et bestemt sted eller en bestemt time, hvor vi regner med, at Jesus vil komme til syne. Vi kan se ham overalt til enhver tid, for han har en gang forbundet sin virkelighed med vores virkelighed; forbundet Himlen med Jorden. 

Derfor er Kristi Himmelfartsdag heller ikke – som man umiddelbart kunne forledes til at tro – en afskedens og adskillelsens dag. Det er tværtimod dagen, da Jesus slår bro mellem Himmel og Jord. Når vi beder; beder vi til Gud “som er i Himlen”, og dér er han selvfølgelig. Men han er også i Verden; han er “midt iblandt os”, sådan som han har lovet os.