Rembrandt Old man in prayer

Prædiken til 5 søndag efter påske

Der er bedt mange Bønner på jorden. Så længe der har været mennesker på jorden har mennesker sendt henvendelser til himlen, til Gud eller til den ukendte magt de følte, der var over dem og som holdt deres skæbner i sin hånd. Aldrig nogensinde vil solen stige op af havet en morgen og se ud over en jord, der ikke beder bønner. Man kan glæde sig over det, man kan trække på skuldrene af det, man kan undre sig over det og dog skal det stå fast at så længe mennesker taler med mennesker – så længe vil mennesker også tale med Gud. 

I bønnen står vi derfor over en stormagt, som står over alle denne verdens stormagter. Ægypten, Romerriget med dets pragt og herlighed, Det Tysk-Romerske rige, Sovjetunionen – alle er de gået under. For sådan går alverdens skiftende magter under, men bønnen består. I dens angst og mod, i dens håb og skuffelse, i dens ydmyghed og trods, i dens afmagt og almagt – består den. 

På samme måde som den mægtige Kong David bad ud af sin angst og nød, da han bad for sin søns liv, sådan folder hver aften den gamle kone sine rynkede hænder og beder sit fadervor. Ja selv det lille spæde barn rækker instinktivt ud efter hjælpen, hvor den findes, og det er det samme som at bede – det er, ubetinget, at give sig i en stærkeres vold og magt. 

Og den samme Gud som hørte David dengang hører det atter. Han ældes ikke, han omskiftes ikke, og han lytter til sine børns tale, dengang som nu.

Det er det ene. Det andet mægtige ved bønnen er, at den ingen begrænsninger har. 

Det lyder måske så letkøbt, men det er netop hvad trængte mennesker gennem årtusinderne har givet udtryk for. Bede kan man hvor som helst og når som helst. Det er frihedskæmperen under 2 verdenskrig der står over for dødsdommen og fangen i den nordkoreanske KZ lejr enige om: Bønnen kan lyde i de dybeste og mest håbløse fangehuller, ud af den dybeste nød, såvel som i de største og flotteste kirker. For alt kan man tage fra et menneske, men det der er inden i hjertet kan man ikke tage fra et menneske. Bønnen kan man ikke tage fra noget menneske. 

Så spørger du måske, hvad det nytter det hele. Hvis bønnen ikke kan hive dig op af fangehullet, hvad så? Hvordan skal vi i det hele taget forstå Jesu ord til sine disciple om, at de skal få det, de beder om i hans navn? 

For at forstå det må vi se på hvilken sammenhæng ordene er sagt i. De er sagt til disciplene inden Jesus efterlader dem, inden han selv skal korsfæstes. Efter at han har opmuntret dem og trøstet dem med at de kan bede om alt i hans navn, slutter sin tale til dem med at sige: 

”I verden har I trængsler, men vær frimodige, jeg har overvundet verden.”

Nu ved vi at Jesus med ”overvinde verden” ikke mente, at han ville fjerne alle farer og forhindringer for sine udsendinge. Tværtimod så ved vi, at de endte med at blive jaget fra by til by, hånet og udskældt og til sidst henrettet. 

Det vil sige, at det de – og vi får – er ikke fred med verden. Trængsler kommer de ikke til at undgå. De der var rasende og ville slå disciplene ihjel, blev jo netop ikke taget bort eller forvandlet til rare mennesker. Disciplenes problemer i denne verden forsvandt ikke. 

At bede om alt i hans navn kan altså så ikke handle om, at det der fremkalder modgang fjernes. Men hvad så?

Jo, bønnen i Jesu navn ændrer hjertet, så der alligevel er indre fred, selvom verden raser udenom. Det er forskellen på Kristi fred og verdens fred. Verdens fred består i, at det, der fremkalder frygten tages væk. Så længe det, der fremkalder frygten trykker dig, har du ikke fred. Tages det væk har du fred. Den form for fred forvandler dig ikke. Du bliver ved med at være lige modløs, det der truer dig er blot fjernet, så du ikke mærker modløsheden. 

Den fred du får ved at bede i hans navn derimod, kan give det mod der skal til for at tage kampen op mod det, der truer tilværelsen, men det er ikke fred fra kamp. Det er en form for fred, som har fjernet frygt for verden og som på den måde overvinder verden.

Dåben som vi skal døbe med om lidt ændrer heller ikke barnets livsvilkår, men ved dåben iklædes barnet Kristus – og dåben skal da være et skjold, en slags lysets rustning, der skænker den døbte fred trods nød og fare og som giver den døbte kraften fra det høje, så den døbte kan kæmpe sin strid her i livet med mod. 

Sådan har man talt om dåben siden apostlenes tid.

Sådan en kraft ligger der i bønnen i Jesu navn og på den måde er bønnen stærk og virksom og uafhængig af ydre forhold. Og kan de der beder bønnen ikke altid selv forstå bønnens kraft, så kan deres modstandere. 

Det findes der masser af eksempler på: 

Det fortælles fx at den hedenske sakserkonge Ethelfrid af Northumbria der i forbindelse med sin invasion af Wales stod foran et stort slag. Waliserne var på det tidspunkt blevet kristne modsat umbrierne. Da Ethelfried nu stod og betragtede sine modstanderes hær, der stillede op til kamp foran ham lagde han mærke til en skare af ubevæbnede mænd. Da han spurgte sine spejdere hvem disse mænd var fik han at vide, at det var kristne munke, der bad om sejr for deres hær. Situationens alvor stod da klart for ham og han beordrede nu sine mænd til at angribe disse bedende ubevæbnede mænd først, for Ethelfried kendte bønnens kraft. Han var klar over at et åndeligt fundament er nerven i enhver frihedskamp.

På samme måde skrev Martin Luther ivrigt salmer ”til at synge mod de ærkefjender Kristus og hans kirke har.”

En af de sange er den vi sang lige før. 

Luther mente desuden, at hvis noget kan skade fjenden, da må det være små børn, der beder fadervor. Her mente Luther jo ikke konkret at bønnen kunne eller skulle skade fjenden, men han pegede på bønnens betydning for et menneske såvel som et samfunds overlevelse. 

Af samme grund er det da også, at kristne forhindres i at samles til bøn og gudstjeneste i Iran og Kina og Nordkorea nu om dage. 

Myndighederne her ved hvad bøn kan mobilisere af kræfter i et menneske. Kristne samles dog alligevel til stille bøn og lovsang under jorden – forbud eller ej, for som jeg startede med at sige, så er bønnen stærkere end nogen stormagt. 

Beder I faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. De ord er i dag særligt ord til jer der bærer jeres barn til dåben i dag for at lægge det i Den almægtiges hænder. Den Herre om hvem det er sagt, at han tog de små i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Ved at gøre det I gør i dag tager I livets vilkår dybt alvorligt, for at opfostre et barn er måske en af de største og mest krævende opgaver, der fordres af et menneske overhovedet. Det er jo jer der vågner om natten for at høre om jeres barn stadigvæk trækker vejret. Det er jer, der skal lære jeres barn alt. I skal lære ham at tale, tage tøj på, spise, sove, synge og danse og lege. 

Vores børn er kilde til vores aller lykkeligste stunder men samtidig er de også årsag til vores værste sorger og bekymringer. 

Vil der derfor komme stunder da alt håb synes ude, hvor alt synes uoverskueligt, hvor I føler jer fortvivlede rådvilde og bange på jeres barns vegne, da husk på, at alt hvad I beder om i Faderens navn, det vil han give jer. Det betyder ikke, at alle jeres problemer vil forvitre og stige op i luften som varm luft, Nej, det betyder, at Gud vil give jer den styrke I har brug for. Han vil som de elskede, hellige og udvalgte I er give: Åndens gaver som er:  kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Det var med disse gaver de kristne for 2000 år siden vandt verden og det er ved de samme Åndens frugter, vi kristne fortsat skal vinde verden. Amen