Otto Dix Salon (1927)
Der findes kun en måde at standse Paludan og Stram Kurs på: Kom op med en politik der er ærligere. Eller begynd i det mindste at tale om tingene, som de virkelig er, og som alle almindelige mennesker er klar over at de er.
Benægtelsen hersker i alle de vesteuropæiske lande. Derfor vokser det, eliten kalder højrepopulisme.
Et sammenfald af omstændigheder gør at fænomenet Paludan dukker op. Han har noget til fælles med Mogens Glistrup. Han er Klods-Hans i levende live.
Eliten klarer ikke at udskamme ham. Tværtimod. Jo mere de forsøger, jo mere vokser han. Men det forstår de ikke.
Mainstreammedierne og de otte andre partier er Paludans fremmeste spindoktorer.
Præcis som med Donald Trump.
Overreaktion
Eliten er ude af stand til at forstå at når forholdene har nået et vist punkt, vil noget ske. Muslimerne har givet os terror. Paludan er foreløbig bare ord. Alligevel reagerer eliten som om Paludan er det værste vi hidtil har set. Det er en voldsom overreaktion.
Ligesom Paludan har fået volden frem i de muslimske miljøer, har han fået manglen på realitetssans hos eliten frem.
Hvis de mener at Paludans ord er så farlige, at det berettiger ordet “nazisme”, hvorfor har de så ikke dækkende ord for den udvikling Danmark har gennemlevet de sidste fyrre år? Danmark har fået en befolkningsgruppe, der ikke respekterer danske værdier og ikke vil lade sig integrere. En minoritet blandt dem vil føre krig mod Danmark. De paraderer med sorte faner. Men når en provokatør dukker op, der ser elitens og muslimernes hykleri og bestemmer sig for at udnytte tomrummet til at provokere begge, går både eliten og muslimerne amok.
De gør begge præcis det, som Paludan ønsker de skal gøre: De giver ham maksimal opmærksomhed. Alligevel brokker eliten sig over at han er ufin i sit sprog og sin opførsel, og muslimerne vil slå ham ihjel.
Svækker sin stilling
Eliten har malet sig op i et hjørne. De kan ikke lade muslimerne slå ham ihjel og må nødvendigvis beskytte politikeren, der hades af både venstrefløjen og muslimerne. Derved taber eliten i muslimernes øjne, for de kan slet ikke forstå hvorfor de beskytter Paludan. De tænker anderledes. De ser helst at al beskyttelse trækkes tilbage så de kan slå ham ihjel.
Læg mærke til alle de fra venstrefløjen, der også klager over hvor dyr politibeskyttelsen er.
Islam har bragt det værste frem i venstrefløjen. Det morderiske. De har givet sig selv aflad på forhånd.
Men det er i virkeligheden drab de ønsker, når de klager over at politiet beskytter Paludan. Krænkeren.
Martyr
På den måden bliver Paludan til martyr og hans grovheder blegner mod truslen om at han kan blive dræbt.
Lars Løkke og de andre etablerede politikere kan ikke se noget af værdi i Paludan. De forstår ikke hvorfor han dukkede op.
Men de har selv skabt den situation, der frembragte ham. Det formår de ikke at se. De formår heller ikke at forestille sig at nogen frivilligt vil stille sig op i en position, hvor de kan blive dræbt.
Politikerne er vant til, at det er muslimerne, der går i døden for en sag. Nu er det pludselig en dansker. Hvad skal de stille op med det?
De har ikke ord for det.
Kun sandhed
Der er kun en ting som duer. Sandheden. Politikerne og medierne må tale sandt. Hvis de fortsætter med deres løgne, er de selv ansvarlige for en udvikling, der ender i vold.
Det gælder ikke bare Paludan. Danske medier behandler USA’s præsident som han var en king- size Paludan. De fortegner systematisk alt, der handler om Trump. De har løjet i tre år og holder ikke op, selv efter at det er bevist at hans modstandere har organiseret en sammensværgelse mod ham. Et slet skjult kupforsøg først mod kandidaten og senere præsidenten.
Demokraterne og anti-Trump-medierne er tossede. Det er de danske medier også. Men forskellen er at der næsten ikke findes alternativer i dansk presse. Når den samme presse ikke tåler at høre sandheden om befolkningsudskiftningen og islamiseringen, bliver summen meget mere negativ end i USA.
Det gør at politik i Vesteuropa udspiller sig mod et meget mørkere bagtæppe end i USA.
Præcis som i Weimar-republikken er det fornuften, der er forsvundet. Eliten har mistet sin vurderingsevne og er selv katalysator for radikaliseringen. De ved ikke hvor grænsen går mellem dem selv og en provokatør som Paludan.