Ingen symboliserer Demokraternes forløjethed bedre end Adam Schiff (D-CA) der er den fremste representanten for det man godt må kalde en dolkestødslegende: Den siddende president er en russisk agent.

Efter den specielle efterforsker Robert Muellers frifindelse af Trump og hans valgkampsmaskine for at have samarbejdet med ‘russerne’ og underløbet det amerikanske demokrati i 2016, er Demokraternes dolkestødsmyte ændret til at anklage præsidenten for at obstruere retfærdigheden, ved ikke at have været samarbejdsvillig nok med Muellers efterforskning. Mueller selv ville opsigtsvækkende, men afslørende for en dagsorden ikke tage stilling til om dette var tilfældet, da der blandt hans stab af Demokratiske topadvokater var delte meninger. I stedet blev det justitsministeriets jurister der traf en afgørelse og pure afviste at Trump havde handlet forkert på nogen måde.

Og så kom justitsminister William Barr under anklage for at beskytte præsidenten. Først for at give et referat at Muelles rapports hovedkonklusioner, hvilket blev udlagt som et forsøg på at sætte debattens dagsorden til fordel for Trump. Siden for ikke at offentliggøre nok af rapporten, som i forvejen ikke er til offentliggørelse, da den kun indeholder efterforskningens rationaler for, hvorfor man ikke vil rejse tiltale. Enten rejser man tiltale eller også gør man ikke, man fortæller ikke offentligheden at man synes den mistænkte er en lumpen figur.

De censurerede dele af rapporten er f.eks fortrolige oplysninger givet til en storjury, oplysninger, der kan spille ind på igangværende sager, der er åbnet i kølvandet på Muellers efterforskning mod Trump og andre associeret med ham og personfølsomme oplysninger, såsom om vidner havde udenomsægteskabelige affærer. 98% af rapporten var således det eneste offentligheden kunne læse, og Kongressens sikkerhedsudvalg blev betroet at læse 99,5% efter deres eget forgodtbefindende. Ingen af Demokraterne har indtil videre besværet sig med det.

Barr indvilgede i at vidne foran Kongressen – igen – men da høringerne ikke skulle forestås af udvalgets Demokratiske politikere, men derimod og stik mod al præcedens, af deres stab, takkede han nej. Demokraterne beskyldte ham for at udvise foragt for Kongressen og Trump svarede igen med at erklære, at han nu ville bestride alle anmodninger om aktindsigt ved domstolene over en bred karm. Dette var krig, belærte han sin justitsminister. Forfatningskrisen, der allerede simrede ved Trumps eksistens, var nu fuldbyrdet – Trump var en trussel mod Demokratiet for sin foragt for loven. Medierne svømmede over med bekymrede eksperters udlægninger af, hvad de mange overlappende love egentlig påbyder politikere og embedsmænd.

Et er jura, noget andet er politik: I politik kommer tvivlen den anklagende til gode.

800 tidligere anklagere har samlet deres grunde til at støtte fortolkningen af, at Trump har forsøgt at spænde ben for efterforskningen, Obstruction of justice. Argumenterne er Trumps fyring af daværende FBI direktør Comey, at han har forsøgt at fyre Mueller, (i så fald en opsigtsvækkende fiasko, da fyringer er en af hans spidskompetencer), at han har forsøgt at få begrænset Muellers efterforskning samt forsøgt at overtale og intimidere vidner til ikke at hjælpe Muellers efterforskning

Some of this tampering and intimidation, including the dangling of pardons, was done in plain sight via tweets and public statements; other such behavior was done via private messages through private attorneys, such as Trump counsel Rudy Giuliani’s message to Cohen’s lawyer that Cohen should “[s]leep well tonight[], you have friends in high places.”

Men den fortolkning er helt i skoven mener Andrew C McCarthy, der hæfter sig ved, at Trump ikke juridisk kan forsvare sig når anklagen ikke bringes for en domstol, men blot står som et ensidigt offentligt smædeskrift. Hvilket hele tiden var meningen med Muellers efterforskning. For Forfatningseksperten Alan Dershowitz er det absurd overhovedet at tale om, at en præsident kan stå i vejen for en efterforskning, når han har en Forfatningsmæssig ret og pligt til at udøve sine beføjelser. Som eksempel nævner han George Bush seniors benådning af daværende forsvarsminister Casper Weinberger og en række andre personer indblandet i Iran-Kontra skandalen. Bush lukkede de facto den sag helt ublut og uskønt, thi det var hans ret.

Som Demokraterne mener, at den nuværende justitsminister udløser en Forfatningskrise, hvis ikke han efterlever Kongressens stævninger om at offentliggøre de sidste 2% af Muellers rapport var forargelsen en by i Rusland da Republikanerne i 2011/12 stævnede Justitsministeriet for oplysninger om den fejlslagne Operation Fast & Furious. Her slog Demokraterne de republikanske krav om agtindsigt i, hvorfor en våbensporingsoperation endte med at bevæbne mexicanske gangstere og et mord på en amerikansk politimand, det hen som ‘latterlige’, med Nancy Pelosis ord.

Men nu er modstand mod stævninger om aktindsigt en trussel mod Forfatningen ifølge Demokraterne.

Selvfølgelig er de store ord om Forfatningskrise spil for galleriet. Joseph C McCarthy minder om, at en Rigsret er et politisk instrument, som kan bringes i anvendelse, hvis Demokraterne virkeligt mener, at Trump begår magtmisbrug. Det gør de sigende nok ikke. De har selvfølgelig ingen sag, hverken juridisk eller politisk, så de holder en hysterisk retorik gående, der skal tage fokus fra Trumps succes og deres egne problemer – især problemet med at forklare, hvorfor man troede på det russiske spøgelse i over to år.

Mennesker, der tror på spøgelser, observerer de samme fænomener, som os andre, men de fortolker dem ganske forskelligt.

CNNs juridiske analytiker Jeff Toobin skriver således i The New Yorker at “Trump will create a new constitutional norm—in which the executive can defy the legislature without consequence” ved at ville bestride Kongressens endeløse stævninger. Toobin nævner, at selvom det er normalt, at der udbryder strid om stævninger om aktindsigt mellem Kongressen og dele af regeringen, ser han intet fortilfælde, hvor en siddende præsident fører en direkte kampagne imod en anden del af den lovgivende magt og nu vil bestride alt for domstolene. Toobin påpeger, at Trumps undskyldning for at gå lodret imod Kongressen er at se sig selv som et offer, hvor alle stævningerne, er en koordineret kampagne imod hans embede, alle med udgangspunkt i den russiske konspirationsteori – som var det ikke tilfældet.

For de fleste mennesker er legalistiske slag i politik ikke andet end politik. Og det politiske attentatforsøg bliver helt tydeligt, når man forsøger at forklare Trumps mulige motiver til at ville forhindre en efterforskning han vidste ville rense ham. Det er et let gennemskueligt forsøg på en at få ham dømt for en ‘procesforbrydelse’, om ikke andet, så for folkedomstolen. Men den bliver træt af nidkærhed, som man så med eksemplet Bill Clinton, der ellers havde en dårlig sag i udgangspunktet.

Forsøget på at vælte Trump ved at overvælde ham med endeløse undersøgelser under dække af konspirationsteorien om fordækte Ruslandsforbindelser er slået fejl. Ikke blot sidder Trump endnu godt fast som præsident, han har også kunnet gennemføre de fleste af sine valgløfter. Og med den boomende økonomi er Trumps popularitet styrket, som han er favorit til at vinde præsidentvalget i 2020.

Tilbage står Demokraterne og deres medier med de første af en lang række regninger for omkostningerne for deres fejlslagne felttog. De er fanget af ikke at kunne undskylde for med vilje eller gedigen stupiditet, har spildt offentlighedens tid og sået lus i skindpelsen på almindelige amerikanere. De er tvunget til, at pisse videre i bukserne, indtil en ny generation overtager ledelsen af partiet og kan vaske tavlen ren.

De store mediehuse, der aggressivt dyrkede den store konspirationsteori har tabt troværdighed og tilsvarende seere, med underskud og fyringer til følge. Det tager tid at genvinde, og det kommer ikke med sensationelle afsløringer af, at Trump over en årrække i slutfirserne og halvfemserne tabte mere end en mia på sine mange forretninger, når Trump fortalte om det i bestselleren Never Give Up: How I Turned My Biggest Challenges into SUCCESS i 2008.

Mens Republikanernes stigende interesse i, hvorfor man overhovedet begyndte at spionere mod en politisk kandidat – når man vidste at udgangspunktet, den engelske tidligere efterretningsagent Christoffer Steeles rapport om Trump og tissende ludere i Moskva, var opspin – er flere, såsom den altid fremragende Andrew C McCarthy, begyndt at undre sig over hvad Robert Mueller har brugt tiden på, siden han sent i 2017 blev klar over at efterretningsvæsenerne havde indstillet al spionage mod Trump og hans stab. Dermed har Mueller og hans efterforskere vist, at der ikke var tale om nogen russisk konspiration i mere end et år.

Alligevel har Mueller og hans stab holdt offentligheden og den politiske proces hen i en falsk fortælling, som har forsuret den politiske debat og tilladt fortsat tilsværtning af præsidenten, som en russisk agent, kupmager og højforræder. James Comeys bog, hvor han redegør for sine motiver til at lække oplysninger til pressen, for at hvirvle en politisk stemning op, der skulle munde ud i Muellers efterforskning, hedder A Higher Loyalty. En politimand, der mener at hans loyalitet er mod et højere ideal, end de love han er sat til at opretholde – at han står over loven. Hvad kommer Muellers bog til at hedde, nu den titel er taget?