Bernardo Strozzi Saint Antony of Padua holding Baby Jesus ca 1625

3. s. e. påske

Es 54,7-10

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage. I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig. For mig er dette som Noas dage: Som jeg dengang svor, at Noas vandflod ikke skulle komme over jorden igen, sådan sværger jeg nu, at jeg ikke vil blive vred og true dig. For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed.

Hebr 13,12-16

* Epistlen skrives i brevet til hebræerne: Det var også uden for byporten, Jesus led for at hellige folket med sit eget blod. Lad os da gå ud til ham »uden for lejren« og bære hans forhånelse; for her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme. Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn. Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i.

Joh 16,16-22

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«

3. søndag efter påske

Scenen er sat. Det er Skærtorsdag, og disciplene og Jesus er samlet omkring det traditionelle jødiske påskemåltid, da Jesus – ganske uventet – holder en tale, der lød for dem som det rene nonsens:

En kort tid, så ser I mig ikke længere,

og atter en kort tid, så skal I se mig.

I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.

De så ikke begivenhederne i bagklogskabens klare lys, ligesom vi gør, og de forstod ikke, at Jesus talte om, at han skulle dø – og opstå igen fra de døde.

Disciplene havde sat deres lid fuldt og helt til Jesus: at Jesus skulle være en konge, og at han ville skabe en ny jord og en ny himmel, hvor de skulle have kroner af guld og være som konger, og hvor døden og sorgen ikke mere skulle findes. Langfredag døde deres håb, sammen med Jesus, på korset. Men de fik håbet igen Påskemorgen. Da det ufattelige under skete, at Jesus stod op fra de døde, da fik de håbet tilbage – håbet om at dén opstandelse fra de døde ikke bare gælder Jesus, men hele verden. At Jesu opstandelse fra de døde også betyder deres opstandelse fra de døde. Det håb levede de og døde på, ligesom generationer af kristne verden over har levet og døet på det håb lige siden. Og i det håb er der trøst over al sorg, og en kur for enhver jordisk bekymring. Det er et håb, der kan overvinde døden.

Det kristne evighedshåb – håbet om opstandelsen fra de døde – har ikke noget at gøre med virkelighedsflugt eller ønsketænkning. Og det er heller ikke rigtigt, hvad der er mange, der prøver at bilde os ind, at håbet om et evigt liv i himlen får mennesker til at være ligeglade med livet på jorden. Det forholder sig lige omvendt. Hvis man læser historiebøgerne, så finder man ud af, at dé kristne, der gjorde mest gavn på Jorden, var dem, der havde håbet om Himmelen i behold. Apostlene selv – Paulus medregnet – som lagde grundstenen til kristendommens udbredelse. Munke som Frans af Assisi, der arbejdede kompromisløst for at hjælpe fattige og nødstedte mennesker. De engelske kvækere, der var med til at få slaveriet ophævet i Amerika. Alle de, og mange flere mænd og kvinder som dem, har alle sammen sat deres spor på Jorden, netop fordi håbet om Himlen levede i deres hjerter.

Derfor er det også en skam, når kristne mennesker holder op med at håbe på Himlen. Nogle har sikkert prøvet at bilde jer ind, at jordelivet bliver bedre, når man ikke håber på noget bedre. At håbet om en glædelig opstandelse fra de døde ikke er andet end en ’sutteklud’, som man kan give til dem, der ikke tør se tilværelsen i øjnene. Det passer ikke. Når vi mister håbet om evigheden, bliver vi ikke sat fri til at leve livet. Når vi mister håbet om himlen, bliver vi bange for jordelivet. Vi bliver lammet af jordelivets skrøbelige flygtighed, og begynder at blive ængsteligt optaget af at få alt i tilværelsen til at lykkes for os. Sommetider ender det i ideologier, hvor man i stedet for at håbe på det himmelske Paradis, forsøger at skabe et jordisk. Hidtil er alle menneskelige forsøg på at plante et Paradis på jorden endt med, at man i stedet har fået skabt et helvede. Sigt efter himlen, så får du jorden med. Sigt efter jorden, så får du ingen af delene, som forfatteren C.S. Lewis kunne udtrykke det. 

For de fleste af os er det svært overhovedet at forestille os himlen. Så hvordan kan vi gå og håbe på noget – og længes efter noget – som vi dybest set ikke ved, hvad er? Ikke desto mindre, så bor der en uforklarlig længsel inde i vel de fleste mennesker. En længsel, som kan være svær lige at sætte en finger på, men som ikke desto mindre kan være meget stærk. En fornemmelse af, at der er et eller andet vigtigt, som man mangler.

Der er mange ting, som vi kan komme til at tro, er svaret på den længsel. Et bedre hus, et lang luksusferie, en mand eller kvinde, eller at få børn. Men når man har fået de ting, er længslen der stadigvæk. Og det er den, selvom det så også er det perfekte hus, den absolutte drømmeferie, verdens dejligste ægtefælle eller de sødeste børn i verden. Alle disse ting er gode, men de er ikke svaret på vores dybeste længsel – for det er en længsel efter noget, der ikke findes på jorden.

Når det går op for én, at denne længsel ikke kan tilfredsstilles af noget på jorden, kan man enten vælge at resignere, slå sig til tåls og holde op med at håbe. Eller man kan sige, at når længslen er der, så må den også kunne tilfredsstilles, på samme måde som alle andre længsler kan. Sult, tørst, sexlyst, alle disse længsler kan tilfredsstilles. Så når jeg i mig har en længsel efter en anden verden, som er lige så dyb og føles lige så stærkt som andre længsler gør – så er det måske fordi, jeg i virkeligheden er skabt til at leve i en anden og bedre verden. 

Kritikere af kristendommen kan finde på at sige i spøg, at de ikke har lyst til at komme i himlen, for de gider alligevel ikke sidde og spille på harpe hele dagen. Til det må man bare svare, at hvis de ikke kan forstå bøger, der er skrevet for voksne, så skal de heller ikke tale om dem. For det bibelske billedsprog er blot et forsøg på – i symboler og billeder – at udtrykke noget uudtrykkeligt. Når himmeriget i Bibelen er beskrevet som et sted, hvor der er sød musik, så er det fordi, musik for mange mennesker er med til at skabe glæde og give tilværelsen mening. Når bibelen fortæller, at løven skal græsse sammen med lammet, så er det for at vi skal forstå, at i himmeriget er der ikke strid og fjendskab mellem nogen. Og når Jesus lover disciplene, at de skal få kroner af guld, så er det for at fortælle os, at himmeriget, ligesom guld, er noget bestandigt, noget smukt, og noget, vi skal tillægge stor værdi. Folk, der tager den slags symboler bogstaveligt kan lige så godt sige, at når Jesus sammenligner mennesker med får, så mener han, at de har uld og siger mæh.

Nej, himmeriget er ikke så ligetil at beskrive – og derfor forstår disciplene også så sjældent, hvad det er, Jesus taler om, når han fortæller dem om evigheden. Heller ikke i dagens evangelium, hvor han ellers prøver at skære det så meget ud i pap, som det næsten kan lade sig gøre: 

En kort tid, så ser I mig ikke længere,

og atter en kort tid, så skal I se mig.

I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde.

I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.

Det er det evige himmerige, Jesus taler om. Jesus lover os her en opstandelse fra de døde. Han lover os Himlen. Og hvis vi tror på Jesus, så må vi have tillid til, at han taler sandt. Lev derfor frejdigt dit liv her på jorden i tillid til, at hvad end der sker, hvor mange sorger, der end rammer dig her i livet , ja, om det hele så end ramler og du føler, at dit liv slet ikke vil lykkes, så har du – for nu at bruge endnu et bibelsk billede – en skat i himlen. Dér skal dit hjerte glæde sig, og ingen skal tage din glæde fra dig!

Amen.