Klokken 6.30 i morges blev jeg vækket af seks politibetjente. Da det gik op for mit søvndrukne hoved, hvad der foregik, var min første tanke, for jeg var mig ikke bevidst at have gjort noget kriminelt: »Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.«
Jeg blev foreholdt en sigtelse på nogenlunde det samme, som Jaleh Tavakoli siges at have gjort. Jeg skal have linket til noget, der linkede videre, der linkede videre til den omtalte halshugningsvideo fra december. Det er fire en halv måned siden, så lige præcis hvor mange viderelinks der var, og om der overhovedet findes en video i enden af linkkæden, var jeg ikke klar over på stående fod. At “dele noget” er blevet en tricky, juridisk definition.
Jeg blev iført håndjern og kørt til den betonslum, man kalder Bellahøj Politistation og låst inde i en celle uden bælte og snørebånd. Jeg fik taget DNA, foto og fingeraftryk og låst inde igen. Så blev jeg afhørt og skrev under på dokumentet. Alle betjente opførte sig korrekt og professionelt, og jeg forsøgte at gøre det samme.
Af interesse for Snaphanen og læsere, er at politiet har beslaglagt alle computere, harddiske og SD kort i nogle måneder. Dette skrives på en lånt Chromebook. Jeg har en aftale med Steve Bannon og venner i Oslo i weekenden, og vil bestræbe mig for at få lagt noget på, men ellers kan jeg ikke sige noget om udgivelsestakten den nærmeste fremtid. Jeg må improvisere mig frem. Keep in touch!