Kommentar

Foto: Wikimedia commons. Кабінет Міністрів України

Lars Løkke Rasmussen formulerer sig som om han stiller danskerne overfor et kabinetsspørgsmål: Mig eller de polariserende Vermund og Paludan.

Er det så enkelt? Er det utænkeligt at det ikke er Lars Løkke Rasmussen, der polariserer? Er det muligt at statsministeren ikke ser elefanten i rummet, som er skyggen af hans egne undladelser?

Har han glemt de hvide pletter på Danmarkskortet som han talte om i nytårstalen?

I stedet for at forstå, at Nye Borgerlige og Stram Kurs er symptom på at noget er galt, vælger han at diagnosticere og stemple dem som ekstremister.

Det er en dumhed, der viser at Løkke Rasmussen overhovedet intet forstår, selv efter årtier i politik.

»Herhjemme er synspunkter, som de fleste mener, er ekstreme og fremmedfjendske, pludselig blevet en del af debatten, og noget man kan stille op til Folketinget på (…) Det er som om, polariseringen vokser, og nuancerne forsvinder. Det er farligt, for folkestyret bygger på samtale. Måske særligt med dem, man er uenig med,« siger Løkke.

Han slog også fast med henvisning til Stram Kurs:

»Jeg kommer ikke til at bygge en regering på politisk dialog eller politiske indrømmelser til det parti«.

Om Pernille Vermund og Nye Borgerlige sagde statsministeren:

 

»Det kommer med en pris at være statsminister (…) men prisen kan også være for høj, og jeg har nogle røde linjer (…) derfor vil man aldrig se mig i spidsen for en regering, der vender ryggen til internationale konventioner«.

Løkke Rasmussen siger implicit han er meget bedre end disse to. Han vil ikke røre dem med en ildtang. Han gør det til et spørgsmål om hvem der har den reneste karakter. Men danskerne er ude over dette punkt. De er optaget af deres fremtid. Hvis landets statsminister ikke fornemmer denne bekymring, falder hans afstandstagen fra Vermund og Paludan på stengrund. Da er det pludselig ham, der er et problem.

Giver ord som fremmedfjendsk og ekstrem nogen mening i dagens samfund? De udløser snarere hånlig latter. Hvad med det som kom til syne på Nørrebro? Alle kunne høre at Løkke Rasmussen undgik at gå i clinch med problemerne. Det er lettere at skælde Paludan ud.

Løkke Rasmussen er ved at overskride sidste salgsdato. Han har ikke forstået at bevægelsen til højre for Dansk Folkeparti er et varsel om, hvad der kommer og som han burde behandle med største alvor.

Han kan vælge at tage deres vælgere alvorlig, eller udskamme dem.

To begivenheder har øget tilslutningen bag de nye partier: Sri Lanka og Povlsen-børnenes skæbne og optøjerne på Nørrebro.

Der er en forbindelse mellem dem, og Lars Løkke ser den ikke.

Derfor mister han enhver relevans..

 

 

Løkke slår fast: Afviser samarbejde med Paludan og Stram Kurs