Frihed kolliderer logisk nødvendigt med islam: Det er den konflikt der udspiller sig over hele Vesten. Eliten kan in ikke indse at det er den der har inviteret islam ind og lægger skylden på konservative for volden. Antifa er deres forlængede arm. Venstrevold kaldes altid konfrontationer af medierne, som her i København: Venstreradikale konfronterer frihedsaktivister, 26. januar 2016; Foto: Document.dk
I Weekendavisen slår en international rådgiver og cand scient pol, Gunnar Olesen, til lyd for at genindføre blasfemiparagraffen. Med den muslimske opstand på Nørrebro som det seneste skrækeksempel på frihedens konsekvenser minder Olesen om erfaringerne fra Muhammedtegningerne. Fogh Rasmussen kunne have brugt blasfemiparagraffen “til at rejse sag mod Jyllands-Posten i 2005 for dens profetkarikaturer” og således tilfredsstille de muslimske ambassadører. Så havde Danmark ikke tabt anseelse i den muslimske verden “med dertilhørende skade for eksporten og risiko for ny terrorisme” og var ikke blevet betegnet som “racistisk i international presse”.
Gunnar Olesen henfører ulykkerne til udviklingen efter Murens fald, hvor den kulturliberale tendens, der “prioriterer frie rettigheder på alle planer” førte til “et logisk nødvendigt sammenstød” med en “modsatrettet tendens til, at aktiv religionsudøvelse igen er på vej frem”.
Og det har han ret i; frihed kolliderer logisk nødvendigt med islam.
Paludan eksponerer de eksisterende konflikter. Det kan de fleste godt se, selv Gunnar Olesen, der konkluderer at “Nettoresultatet af Paludans virksomhed har været at demonstrere, at islam faktisk har magten i visse danske områder.” Og nettoresultatet af at genindføre blasfemiparagraffen, som Olesen slår til lyd for, vil være at give islam magten i resten af Danmark.
Men Olesen laver en interessant observation, for en mand af hans vildfarelser, når han påpeger at politikerne i deres afvisning af at genindføre blasfemiparagraffen – fordi der intet argument er for en sådan paragraf – samtidig “lettere indpakket opfordrer politiet til at forbyde Paludans demonstrationer af hensyn til den offentlige orden”. Politikerne forstår i sandhed de abstrakte begreber bedre end den virkelighed de skaber ved ikke at gribe om nældens rod. Skål for ytringsfriheden og må vi så få ro!
De bagvendte indrømmelser af at det ikke er frihedens tendens, der ikke har bestået, hvad Olesen kalder, et “realitetstjek”, men det multikulturelle samfund, flyder rituelt over i medierne. Tidligere PET chefer Hans Jørgen Bonnichsen og Frank Jensen er enige om at Paludan er truet på livet og at det bare er “et spørgsmål om tid, før der er nogen uden for landets grænser, der bider mærke i det her”. Det er med samme indsigt i tyrens volatile sind, at Statsminister Lars Løkke Rasmussen twittede om Paludans “meningsløse provokationer”. Om provokationerne giver mening for Paludan er uinteressant for statsministeren når han ikke selv forstår noget.
En opfattelse helt på linje med Pernille Skipper fra den Enhedsliste, der var initiativtager til afskaffelsen af blasfemiparagraffen, som kun Socialdemokratiet stemte imod. Skipper mente at Paludan “med sine racistiske budskaber” ikke “har noget at gøre i vores dejlige og mangfoldige bydel”. Hun noterede sig at langt de fleste dage var uden bandeskyderier, gadekampe og granatattentater mod politiet og så lagde hun et yndigt billede af sig selv, der betragter en sød and i hendes aflåste gårdmiljø ud på de sociale medier og proklamerede at hun havde fået en ny ven. “Hvis I mangler fred og ro, kommer i bare til Nørrebro” skrev hun.
Alternativets Uffe Elbæk og Venstres Søren Pind blev helt svenske i betrækket. Elbæk ville have statsministeren til at indkalde til et krisemøde så de etablerede partier kan “finde fælles fodslag” overfor Stram Kurs “som går til valg på forslag, der strider mod grundloven og de frihedsrettigheder, vi har bygget vores samfund på, og som går direkte efter minoriteter i vores samfund”. Pludselig skal der ikke gentænkes noget som helst alternativ til den eksisterende orden – selv om Grundloven indeholder regler for, hvorledes man ændrer den, hvis man mener, at den strider imod det hensigtsmæssige. Pinds løsning var mere ligefremt og tidsbesparende, han ville bare sætte spærregrænsen op for uønskede elementer “Et land skal også ledes. Det her tosseri er jo… tosseri”. Og apropos tosseri ønskede den somaliske viceborgmester i Ålborg at “landets borgmestre og lokalpolitikere kunne få lov til at bestemme, hvem de vil lukke ind i deres byer”. Den logik ændrer sig når man tænker nationalt.
Men som alle kunne se, den var helt gal, kunne ingen foreslå andet end variationer over temaet ‘gå væk, Paludan’, som Olesen påpegede. Officielt af hensyn til “den offentlige orden” og bevarelsen af den fredelige sameksistens, men reelt i frygt for illusionens endeligt, en illusionen ingen kan overskue at leve foruden. En betjent, der noget tidligere havde skaffet sig opmærksomhed, ved at advare en far om at melde ham til kommunen for at tage sin dreng med til en demonstration mod Hitz ut Tahrir bønnemøde foran Christiansborg, uddybede sin sympati for de ‘unge mennesker’ der kæmpede mod hans kollegaer på Nørrebro med bemærkningen “Man undrer sig jo heller ikke over, at tyren angriber, når man viser den en rød klud”. Islam er altså et vildt dyr, som det kan undre, at man lukker stadigt flere af ind i samfundet. Tale med dem kan man i hvert fald ikke.
Som Pernille Skipper vælger at betragte en and, mens tyren er tirret af frihedens væsen udenfor murene, henledte mange til de millioner, der bruges på at beskytte Paludans Grundlovssikrede rettigheder. Men udgifterne kan ikke tilskrives Paludan, tværtimod er de blot en forsvindende lille del af de udgifter, fra overførselsindkomster, terrorsikring, fængsler, integrationsindsatser, kvarterløft, vi allerede har til den islamiske tilstedeværelse.
“Syv familier på Nørrebro mandsopdækkes af kommunen, for at sønnerne ikke ender som bandemedlemmer” kan man læse i Berlingske Tidende. “»Selv om det er forældres ansvar, så bor vi et sted, der er farligt,« siger en af mødrene” uvidende om at Pernille Skipper ikke abonnerer på Berlingske, endsige realiteterne. Via tolk, strukturerer kommunens konsulenter de palæstinensiske familier med flygtningestatus, de daglige rutiner, fra morgen til aften, mad, lektier, fritid. “Opgaven er enorm”, hedder det ligeud i artiklen, men “det er billigere end dyre anbringelser og bandeindsatser”. I det multikulturelle samfund er der altid noget der er endnu dyrere og endnu værre.
Det er en enorm opgave for kommunen, bare at holde nogle drenge fri af bandevæsenet. I det lys bliver perspektivet for samfundet helt uoverskueligt. Det er et desperat eksperiment – “kommunens massive indsats stopper [når] drengene bliver til unge mænd” – ringe udsigter til lave forventninger. Men det handler ikke om prosaiske ressourcer, der ikke er uanede, skønt det er forudsætningen.
Nej, perspektivet for samfundet, som er det Paludan eksponerer, er ikke manglende integration, jobs der kun eksisterer med understøttelse eller i opgangstider, men kulturelt og fundamentalt. “Adspurgt om, hvad der er svært ved at bo i Danmark, svarer mødrene, at der er »meget frihed«”.
Ja, der er megen frihed, både til at smide tørklædet og sige sin mening. Hvis man vil friheden kan man ikke få det multikulturelle. Hvis man vil det multikulturelle kan man ikke have friheden. Paludan viser os det logisk nødvendige sammenstød.