Pisanello  Apparition of the Virgin to Sts Anthony Abbot and George (1445)

1. søndag efter påske 2019

Alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro, skrev apostlen Johannes. Det kan være svært at skimte kristendommens sejr over verden, set i lyset af den påske, som vi har haft. Hvor Notre Dame-katedralen i Paris – et gammelt vartegn for kristendommen i Europa, som har stået i 800 år – brød i brand, og nogle nu foreslår at erstatte det nedstyrtede spir med en muslimsk minaret. Og hvor 300 kristne brødre og søstre er omkommet i Sri Lanka, mens de fejrede påske, heriblandt tre danske børn, under omstændigheder som for en gangs skyld er beskrevet uden de store omsvøb i medierne. 

Det er ellers ikke meget, der er blevet skrevet om uhyrligheder såsom at hele familier bliver henrettet i Nordkorea, hvis blot én person er kristen, om at Islamisk Stat henrettede 21 kristne på Palmesøndag for et par år siden, eller om at 875 franske kirker er blevet vanhelliget eller ødelagt i løbet af 2018. Men har man fulgt lidt med i de nyheder, som de små nødhjælpsorganisationer, der er viet til at støtte verdens forfulgte kristne, længe har forsøgt at udbrede, så er man dog godt klar over, at forfølgelser og henrettelser af kristne er en dagligdags foreteelse mange steder i verden. 

På denne blodige baggrund – hvordan skal vi da kunne tage apostlen Johannes alvorligt, når han skriver, at alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro? Først må man forstå, at de kristne i den tidlige kirke ikke havde bedre kår, end vi har i dag. De første kristne blev kastet for løverne, trukket i stykker af heste, korsfæstet eller brændt på bålet. Slået ihjel for deres tros skyld. De ville ikke tilbede kejseren, og de ville ikke fornægte Kristus. Så ville de hellere lide døden. De blev det, som man kalder for martyrer for den kristne tro. 

Ordet martyr har fået en negativ klang, fordi det er blevet brugt i pressen om de onde mennesker, der kører lastbiler ind i folk, der er på julemarked,  eller som ifører sig veste fyldt med sprængstof, som de detonerer midt i en folkemængde, mens de skriger ”GUD ER STOR!” 

Men der skal I vide, at de islamiske mænd, der sprængte sig selv i luften for at tage livet af uskyldige påskefejrende kristne børn og voksne, de er ikke martyrer. De er mordere. De har blod på hænderne. Vore kristne brødre og søstre, som de myrdede – de er martyrer. Ordet martyr betyder tros-vidne, og den kristne kirke har brugt ordet til at beskrive kristne, der led døden for deres tro, siden de første store forfølgelsers tid. Deres død blev opfattet som et vidnesbyrd – på græsk: martyrium – nemlig et vidnesbyrd om, at de var villige til at lide legemets død, fordi de levede i det stærke håb, at Kristus ville oprejse dem fra de døde til evigt liv med ham. 

De gamle kristne martyrer behøvede ikke at dø. De kunne have valgt i stedet at kaste sig ned og tilbede kejseren; de kunne have valgt at aflægge sig deres kristne tro. På samme måde er det i dag. Islamisk Stat giver de kristne et valg: de kan fornægte Kristus og omvende sig til islam, eller de kan dø. Det, at de valgte at give deres liv for Kristus, viser, at det er sandt, at alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro. 

Paulus sagde om sig selv, da han sad fængslet og ventede på at blive henrettet for sin tro, at han havde vundet retfærdighedens sejrskrans. En sejrskrans er den laurbærkrans, som tilfaldt vinderen i et løb eller en konkurrence. Sådan skal vi  betragte dem, der bliver martyrer for den kristne tro: som sejrende atleter, der har vundet over verden. De kristne, der led døden i Sri Lanka, er vore martyrer, ligesom alle, der bliver forfulgt og slået ihjel for deres kristne tro i dag og til alle tider, er. Og ligesom den første kirke ærede deres martyrer, sådan bør vi ære vores. 

Den kristne martyrs død vidner om Kristi sejr over døden og om hans glædelige opstandelse, og det er ikke først og fremmest et vidnedsbyrd, der er for os kristne, men for verden. For alle de vantro, ja allermest for forfølgerne, for morderne, for terroristerne. For de kristne martyrers død er et vidnesbyrd om, at Kristus har vundet os alle det evige liv ved sin korsdød og opstandelse. Kristus er jo ikke kun død for de hellige, men for hele den faldne verden – og vi var alle Guds fjender engang. Men ligesom døden kom ind i verden for alle mennesker ved den første Adam, sådan blev den overvundet for os alle ved den anden Adam, Kristus. Dette er den kristne martyrs håb.

Jo mere terroristerne forfølger os og dræber os, des mere opnår Gud ære ved martyrernes blod. Jo mere de forsøger at knægte det kristne evangelium, des sikrere garanterer de dets forkyndelse. 

Og om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: ”Fred være med jer!”

Mens de holdt sig inde – bag lukkede døre – af frygt for jøderne, nemlig for at man ville slå dem ihjel, ligesom Jesus var blevet slået ihjel – da kommer Jesus til dem med ordene: ”Fred være med jer”. Verdens fred fik de ikke, nej, de fik forfølgelse og martyrdød, ligesom så mange andre efter dem. Men Jesus kommer heller ikke med verdens fred, men med Guds fred. Den fred, der gør rolig midt i våbenbrag, fordi det er den fred, der kommer af at vide, at man er frelst af Guds nåde til det evige liv. Har man det håb, så kan verden rase alt det, den vil – det tjener alt kun til ære for Gud og hans børn.
Og tager de vort liv, gods, ære, barn og viv,

lad fare i Guds navn, dem bringer det ej gavn,

Guds rige vi beholder. AMEN.