Rasmus Paludan, 13. januar 2019: Karsten Hønge burns holy Quran in Vollsmose

Rasmus Paludan er et løsgående missil, der kan ødelægge politikernes maskespil: Det, at der foregår reel debat om problemerne er en illusion. Alle partier, selv Dansk Folkeparti, har klare grænser for hvad de må sige. De opretholder en konsensus.

Nye Borgerlige brød med de uskrevne regler. Paludan gør det, medierne længe har gjort: Han sætter sagen på spidsen og provokerer for at fremkalde en reaktion.

Medierne vil gerne have disse metoder for sig selv: Dagligt karikerer de virkeligheden, indenfor sine egne grænser.

Paludan er som en elefant i en porcelænsbutik. Man hører lyden af knust glas.

Han udfordrer politikerne på alt hvad de ikke vil tale om, og han stjæler mediernes metoder.

Det gør ham til en X-faktor i dansk politik, der er bestemt af visse regler.

Hvis han klarer at blive opstillingsberettiget, er systemet nødt til at give ham plads: Med ham i studiet vil tv-debatterne tage en helt anden retning.

Vesteuropæisk politik er gabende kedelig. Søvndyssende. Med en provokatør i studiet bliver det hele uforudsigeligt.

Politikerne vil blive nødt til at tone rent flag.

Venstrefløjens alliance med islam vil blive tydeligere. Paludan er truet på livet og konsekvensen af hvad mange på venstrefløjen siger, er at Paludan må dø.

Formodentlig har han forsonet sig med at det godt kan blive udfaldet. Han vil være endnu farligere for ”the establishment”, hvis han lider det mange vil opleve som en martyrdød for Danmark.

Det er næppe eliten, som kommer til at skrive Paludans eftermæle.

Han skriver det selv, hver eneste dag og han bringer – med alle sine provokationer – noget frem, som dansk politik har manglet: liv og røre i andedammen. Han får konfliktlinjer frem, som politikerne slet ikke vil tale om.

Sådan set indsnævrer han afstanden mellem det virkelige liv og den offentlige samtale. Folk spidser ører.

Det var det samme Trump gjorde.

Det er fuldt ud realistisk at se Paludan som et symptom på at noget er alvorlig galt i det danske samfund. Han er ikke ufejlbarlig, men han får konfliktlinjer frem, som medierne og politikerne er enige om ikke at berøre.

Hvis man skal imødegå ham, må det være med sandfærdighed.