Dette er de otte selvmordsbombere som sprængte kristne og hotelgæster i luften første påskedag.

Vestmagterne troede de forstod nazismen, som Vesten af i dag tror den forstår islamismen til forskel fra islam. Vesten har ikke forstået at det ikke er den som sætter reglerne længere. Således bliver dramatiske hændelser til meget større nederlag end de ellers ville være blevet.

Hvordan var det muligt, at demokratierne ikke så og forstod hvilken fare Hitler og De tredje Rige udgjorde? En ny bog giver en helt ny forståelse.

Tim Bouverie hedder forfatteren, og bogen hedder kort og præcist: ”Appeasing Hitler”.

Når man læser om eksemplerne og dokumentationen er det umuligt ikke at få associationer til demokratiernes forhold til islam som politisk og religiøst system. Vore ledere lader ikke til at leve i samme virkelighed som vi andre gør. De sidder fast i en helt anden verden, og trækkes snarere nærmere islam, som møllen mod lyset.

En præmis ser ud til at være, at hvis mennesker har interesse i tro på noget, holder de fast i deres overbevisning, længe efter at begivenhederne har modsagt dem.

Mange troede Hitler var socialist.

Tim Bouverie has evidently spent rather more time on Appeasing Hitler, his first book, and his list of guilty men is more extensive, and sometimes surprising. The Oxford don and future Labour Cabinet minister Richard Crossman, for example, believed for most of the Thirties that Hitler was a socialist. AL Rowse remembered shouting at him that Hitler “meant not socialism, but fascism”: “Dick would defend Hitler with, ‘At least you must admit that he is sincere!’” AJP Taylor, another Oxford don, welcomed the Munich agreement as “a triumph for all that was best and most enlightened in British life”.

München-aftalen er selve symbolet på ”appeasement” – eftergivenhedspolitikken. I 1938 overdrog den britiske statsminister Neville Chamberlain det tysktalende område i Tjekkoslovakiet, Sudeterland, til Hitler under dække af at gøre en national uretfærdighed god igen. Tjekkoslovakiets militær lå her. Resten af landet blev derfor liggende forsvarsløst. Aftalen blev indgået hen over hovederne på tjekkerne. De blev forrådt. Et halvt år senere marcherede Hitler ind i resten af Tjekkoslovakiet. Det var voldtægt af et land, som havde stolet på vestmagterne.

Så var der dækket op til krig. Men Hitler troede han kunne bluffe sig til sejr endnu en gang, denne gang mod Polen. Han fejlberegnede briterne og krigen var et faktum.

Diskussionen, om hvis skyld det var, begyndte på britisk side.

In 1940, during the “Phoney War”, members of the Foreign Office’s Political Intelligence Department debated who was responsible for the war, and deserved to be “hanged on lamp-posts”. They agreed on the leading candidates: Sir John Simon, foreign secretary from 1931-35, was top of the list, followed by Stanley Baldwin and Sir Samuel Hoare. Also included, according to Robert Bruce Lockhart, who was present, were “Labour lunatics who wished to attack everyone and voted against rearmament”, the press baron Lord Beaverbrook, Geoffrey Dawson, editor of The Times, and of course Neville Chamberlain.

Flere af disse navne siger os ikke meget i dag, men når situationen vender og man får et ”eureka-øjeblik”, ser man fortiden i et helt andet lys. Da melder lysten sig til at straffe de ansvarlige. Det er toner man til stadighed hører i kommentarfelterne om dagens politikere.

Mange er optaget af at Europa nu igen går sin undergang i møde. Men blandt the establishment vækker sådanne tanker og følelser ingen genklang. Tværtimod. I skrivende stund synes NRK begejstret over at myndighederne på Sri Lanka formåede at lukke de sociale medier ned for at undgå spredning af ”fake news”. Det ligger i kortene at NRK kunne tænke sig noget af det samme.

Helst vil NRK og andre norske medier fjerne medier de mener spreder ”fake news” og de synes ikke at have nogen særlige betænkeligheder.,

Denne blanding af skråsikkerhed og hævngerrighed kan være katastrofal, hvis vi står i en situation som er trediverne om igen, men med helt andre figurer i rollerne som helte og skurke.

Det sidste er en utålelig tanke for ”the establishment”, og deres svar er at lukke de medier ned, som ikke vil være med på legen.

Der er eksempler i Bouveries bog som minder stærkt om dagens islamofili.

In 1938 John Reith, Director- General of the BBC, asked the German foreign minister to tell Hitler that the BBC was “not anti-Nazi”, adding that if his German opposite number were to visit, he would fly the swastika from Broadcasting House. Even after war was declared, the BBC decided not to allow Sir Horace Rumbold, a former ambassador to Berlin, to broadcast on Germany because he was “too antiNazi”.

En anden parallel er at man går ind i en modus som i dag kaldes Stockholm-syndromet: Man begynder at se verden med modpartens briller.

Et andet ord for det er simpelthen løgn. Vore myndigheder vidste at 2015 forandrede synet på migration hos mange. Alligevel underskrev de Marrakesh-aftalen, og forsøgte at gøre det uden debat. Da diskussionen kom, forsikrede de at pagten ikke var bindende.  Før det viste sig at det var den alligevel. Den kommer ind ad bakdøren.

Stort mere åbenlyst kan man ikke undergrave folks tillid, en tillid som allerede er tyndslidt.

Duff Cooper, who resigned from the Cabinet after Munich, told friends that if Chamberlain had “come back from Munich saying ‘peace with terrible, unmitigated, unparalleled dishonour’, perhaps I would have stayed. But peace with honour!” Harold Macmillan burnt Chamberlain in effigy on Guy Fawkes Night in 1938.

Der var helte også dengang, og ikke kun Churchill.

In 1932 Boothby was in Berlin, lecturing on the economic crisis, when he was introduced to “a short, dark, spare figure with a small moustache, who clicked his heels, raised his arm and shouted ‘Hitler’”; Boothby did the same, shouting “Boothby!”

”Appeasement” er en overbevisning man indtager for at retfærdiggøre en politik. I trediverne begyndte den med overbevisningen om at Versailles-freden var uretfærdig mod Tyskland. Da det blev den rådende opfattelse var næste skridt at sige, at det var vestmagterne, der var skyld i nazismens fremvækst. For at stække den var det nødvendigt at indfri krav, som genoprettede uretten begået i Versailles.

Dette var en cirkelargumentation. Man tog sig selv ved næsen og gik i ring.

Akkurat samme logik ligger indbygget i appeasement-politikken overfor islam.

Næste logiske skridt var at gå ind for nedrustning og afvæbning, som dagens regeringer også gør.

The mood of the country was “Never again!” In 1933, the Labour Party leader George Lansbury announced that he wanted to disband the Army and Air Force, and dare the world to “Do your worst”, and at the party conference in October delegates voted for total disarmament and a general strike in the event of war.

Vesteuropæiske regeringer vil helst afvæbne deres egen befolkning. De stoler ikke på dem. Denne mistillid stikker frem under al solskinssnakken om det nye samfund.

Begreberne højrepopulisme og højreekstremisme skal afskrække borgerne fra at tænke selv. Men hvis det virker, er det med en negativ effekt. Det hindrer en reel diskussion om hvad, der foregår.

Der blev krig, fordi Hitler forstod vestmagternes psykologiske svaghed. Han tog vestmagterne på sengen, på samme måde som islamister tager de vestlige lande på sengen. De spiddes på deres egne idealer.

Hvis du konsekvent reagerer forkert vil du havne i en stadig svagere position. Hitler fik ret igen og igen.

Islamismen er farligere, fordi der ikke går noget skarpt skel mellem den og almindelige muslimer. Mange er – når det kommer til stykket – islamister uden at vide det.

Uzma Ahmed hedder en kvinde på Nørrebro som laget et kærlighed- og krammeprojekt med dans og fest som svar på optøjerne. Hun forklarede på Facebook hvad der foregår i hendes hovede: Uzma var kandidat for det venstreorienterede parti Alternativet til Folketinget. Hun kom ikke ind, men……

Jeg opnåede en form for heltestatus i dét lokalområde jeg færdes i. Især børnene gav mig mod på at fortsætte, trods modvind. For man giver ikke op, når deres øjne er på én. Da valget var ovre, blev jeg fejret til den lokale skoles revy, på trods af, at jeg ikke kom i Folketinget. Jeg blev spurgt, hvornår vi skulle i valgkamp igen. Jeg var børnenes ’Super Uzma Ahmed’, og bliver den dag i dag mødt af det tilråb på gaden. Midt i festlighederne, kom en somalisk pige på omkring 10 år, hen til mig og krammede mig. Hun sagde, at hun var bange. For hendes forældre havde fortalt hende, at nu bestemmer Dansk Folkeparti, og at de derfor ville blive smidt ud af Danmark. Så de måtte flygte igen. Jeg blev ramt af alvoren, midt i festen, og sagde til hende at hun ikke skulle bekymre sig, for det var et voksenproblem, som hun ikke skulle tage ansvar for. Og desuden var hun jo født i Danmark, så det ville ikke ske. Vi lever i et demokrati, ved du nok, fik jeg sagt til hende.

Den somaliske piges bekymringer var reelle, og dét jeg afviste som en paranoid tanke hos forældrene har vist sig at blive til virkelighed. For i dag har vi en lovgivning, Paradigmeskiftet, som er så restriktiv, at vi netop afviser at forlænge opholdstilladelsen hos mennesker, som har levet her i over 15 år. Mennesker, som har en tilværelse her i Danmark. Ja, forældre til børn, der er født i Danmark.

Jeg husker, at jeg endda, i mine tanker skældte forældrene til den somaliske pige ud, fordi de havde skræmt hende med ting, som jeg mente ikke kunne ske, og som børn ikke skal skræmmes med. Men i dag, peger pilen tilbage på mig. Jeg sagde at det var et ansvar vi voksne skulle tage, men jeg tog det ikke. Det må jeg gøre nu. For gør jeg ikke dét, kan jeg ikke komme til at leve i fred med mig selv. For Danmark skal være et land, hvor dine og mine børn skal kunne sove trygt, i vished om, at de voksne sørger for retfærdighed og kærlighed omkring dem.

Paradigmeskiftet er regeringens forsøg på at forsikre danske borgere om at flygtninge, som kom hertil, skal vende hjem når der er blevet fred i deres hjemland. Men det er ikke alle nye danskere, der kan acceptere det. De ser på denne bestemmelse som udslag af en “sort” politik.

Nogen har over mange år bildt Uzma ind at Danmark er et hippieland fyldt af kærlighed. Hvis der er problemer så er svaret mere godhed. Aldrig pisk.

Samme tankegang i Norge: Også IS-børn skal omfavnes med kærlighed.

Nogen har interesse i at dette narrativ forstærkes og at de som modsiger det stemples. Så at i en vis forstand velmenende mennesker som Uzma vågner op og opdager at de er islamister.

Derfor er det en kamp hver gang, der sker noget dramatisk, om at have et narrativ som vinder.

For eliten er det ækvivalensen, lighedstegnet, mellem islamisk ekstremisme og højreekstremisme.

Men hvis de tager fejl, hvis dette er løgn og bedrag, vil modsætningerne bare skærpes.

Hitler vandt, fordi han forstod spillets regler bedre end ”do-good´erne”.

Enhver begivenhed generer en energi som kan udnyttes. Vesteuropa er helt uforberedt på intern uro, eller sammenbrud i lande som ligger tæt på Europa: Algeriet er en aktuel case.

Reaktionen vil antagelig blive den samme som i 2015: -Vi må tage vor del, vi må tage flere ind.

Der er ikke udviklet nogen nye strategier siden da, bare famlende forsøg på at oprette asylcentre der nede.

Det som mangler er viljen til at bruge magt.

Lektien fra 30´erne var at man ventede så længe at prisen blev astronomisk. 50 millioner dræbte og et blodtappet Europa som blev et let bytte for Stalin.

Vi har nu en elite som er en herlig blanding af liberalister og marxister, begge i alliance med islam. Begge tror de kan “hoppe af” hvis spillet bliver for farligt.

Det troede Chamberlain også:

 “Chamberlain had never met anybody in Birmingham who in the least resembled Adolf Hitler… His mistake was only that of the little boy who played with a wolf under the impression that it was a sheep – a pardonable zoological error – but apt to prove fatal to the player who makes it.”

Appeasing Hitler by Tim Bouverie, review: Uncovering the unexpected guilty men of appeasement