Reklame for ‘Danmarks sønner’, Haraldsgade, København, 13. april 2019; Foto: Martin Sundstrøm

Langfredag tog jeg ind for at se Ulaa Salims DFI-støttede ‘Danmarks sønner’. For en gennemgang af filmens plot henviser jeg til Storm over Europa, der i øvrigt fortæller at indvandrede jublede med Allahu-akbar-tilråb da filmens nyvalgte statsminister blev myrdet.

Filmen starter på årsdagen for et terrorangreb (20. april, Hitlers fødselsdag), hvor Martin Nordahl, formand for Nationalbevægelsen, forklarer at det er nødvendigt at genvinde Danmark. Partiet er netop blevet opstillingsberettiget har medvind i meningsmålingerne, står til at blive statsminister med krav om repatriering af herboende udlændinge.

Martin Nordahl, leder af ‘Nationalbevægelsen’. Kyniske demagog, tidl. aktiv i ‘Danmarks sønner’

Filmen slutter på valgaftenen, hvor Nordahl er ved at erklære sig som Danmarks nye statsminister, da han skydes af PET-agenten Malik, der et år forinden reddede Nordahl fra at blive likvideret af 19-årige Zakaria.

Plottet er en klar kommentar til Danmark anno 2019, og ‘Nationalbevægelsen’ repræsenterer tydeligvis Nye Borgerlige. Partiets logo er en svane, som Nye Borgerliges. ‘Danmark sønner’ er en højreradikal bevægelse (Tænk: ‘Sons of Odin’, ‘Danish Defence League’ mm.), som Nordahl tidligere var medlem af, der har udført adskillige syreangreb på udlændinge.

Det kunne være legitimt at lave en film om gensidig eskalering mod et borgerkrigslignende scenarie i nær fremtid, men det har ikke været instruktørens hensigt. Det er ikke en ‘islam vs dansk kultur’-film. Danmark portrætteres som et racistisk land med daglige højreradikale angreb på udlændinge, som selvfølgelig var bange i det daglige. Islam er helt skrevet ud af filmen, og hverken Maliks kone eller Zakarias mor bærer slør. Araberne der påtænker at slå igen er blottet for ideologi, omend det en enkelt gang henkastet nævnes at det intet har med islam at gøre. Den ældre mand der radikaliserer Zakaria er ikke imam, der kæmper en jihadistisk islam, men en frustreret familiefar, der ikke vil flygte igen…

Vi er meget langt fra virkeligheden. Højreorienterede bevægelser angriber udlændinge i flæng, en nynazist er ved at blive valgt til statsminister. Danskerne præsenteres som onde, kolde og kyniske. Karakteropbygningen er banal og tilfældig. Omvendt med araberne. De er hjertelige, varme og i det store og hele ofre. Der er lange sekvenser hvor Zakaria omfavner sin mor eller leger med sin lillebror, og her har vi med rigtige mennesker at gøre. Nordahl leger ikke med sin dreng i Klampenborg-palæet, og her får vi blot overfladiske portrætter.

Højreradikale ‘Danmarks sønner’ myrder Maliks søn

‘Danmarks sønner’ opdager via en meddeler (der myrdes), at Malik er PET-agent, og hans kone udsættes for syreangreb i privaten. Hans dreng skydes på klods hold! Vold avler vold, og som vi må forstå, så startede det med politisk kamp mod indvandring, der motiverer højreradikale til vold mod udlændinge. Omvendtsland.

Scenariet er ens over hele Europa, og Islam er, let fortegnet, eneste konstant.

Som Dansk Folkepartis Alex Arendtsen, så rigtigt har påpeget, så er filmen qua sit plot (og tidsmæssige ramme) indirekte en opfordring til selvtægt. Det er værd at huske på, når indvandrere næsten på premieredatoen går amok over banal islamkritik.