Matthias Grünewald  The first view of the altar: St. Sebastian (left), The Crucifixion (central), St. Anthony (right), Entombment (bottom) (1510-1515

Langfredag 2015 – domkirken

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om. To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, og han sagde til karlene: »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.« Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen. Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.« Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. Abraham gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.« Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.« 1 Mos 22,1-18

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:
Se, min tjener får lykken med sig,
han knejser, han ophøjes og løftes højt.
Som mange gyste over ham
– så umenneskeligt ussel så han ud,
så ussel var hans skikkelse blandt mennesker –
sådan hensætter han mange folk i forundring,
over ham lukkes munden på konger;
for det, de ikke har fået fortalt, ser de,
og det, de ikke har hørt, indser de.

Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.

Men det var vore sygdomme, han tog,
det var vore lidelser, han bar;
og vi regnede ham for en, der var ramt,
slået og plaget af Gud.
Men han blev gennemboret for vore overtrædelser
og knust for vore synder.
Han blev straffet, for at vi kunne få fred,
ved hans sår blev vi helbredt.
Vi flakkede alle om som får,
vi vendte os hver sin vej;
men Herren lod al vor skyld ramme ham.

Han blev plaget og mishandlet,
men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund.
Fra fængsel og dom blev han taget bort.
Hvem tænkte på hans slægt,
da han blev revet bort fra de levendes land?
For mit folks synd blev han ramt.
Man gav ham grav blandt forbrydere
og gravplads blandt de rige,
skønt han ikke havde øvet uret,
der fandtes ikke svig i hans mund.

Det var Herrens vilje at knuse ham med sygdom.
Når hans liv er bragt som skyldoffer,
ser han afkom og får et langt liv,
og Herrens vilje lykkes ved ham.
Efter sin lidelse ser han lys,
han mættes ved sin indsigt.
Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
og han bærer på deres synder.
Derfor giver jeg ham del med de store,
med de mægtige deler han bytte,
fordi han hengav sit liv til døden
og blev regnet blandt lovbrydere.
Men han bar de manges synd
og trådte i stedet for syndere. Es 52,13-53,12

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus. De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad. Det var den tredje time, da de korsfæstede ham. Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«.Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,  frels dig selv og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«   Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Mark 15,20-39

192 – Hil dig frelser

kollekt og 1. læsning

202 – Som et stille offerlam

2. læsning og trosbekendelsen

201 – Det hellige kors 

ev- og prdk. m.v.

216 – Der venter bag langfredags nat 

fadervor, slutkollekt og velsignelse

210 – Syng højt, min sjæl

Langfredag 

Langfredag er ikke den mest børnevenlige dag i kirkeåret. Der er langt fra juleaftens hyggelige historie om det lille nuttede barn i krybben til den barske beretning om, hvordan dét barn endte sine dage, nøgen, forhånet, pint, og sønderbrudt – på et kors mellem to forbrydere. Hvordan skal man fortælle sine børn og børnebørn om påsken, når den indeholder så megen smerte, vold og død? 

Før i tiden kunne man i det mindste fortælle børnene, at den slags ting som korsfæstelse ikke var noget, vi brugte mere. Det var noget, folk gjorde dengang, før i tiden, i gamle dage, da man ikke havde nået det høje stade af etisk fuldkommenhed, som vi har i dag.

Men det kan man ikke mere. For korsfæstelse hører ikke længere fortiden til. Og nyhedsstrømmen, som nu er allestedsnærværende og aldrig standser, bringer os daglig skræmmende beretninger om brutale korsfæstelser af kristne – både børn og voksne – i de områder, hvor bevægelser som Islamisk Stat og Boko Haram vinder terræn.

Kristne forfølges over hele verden, værst i lande som Nordkorea, de mellemøstlige lande, Kina og Indien. Men selv ikke et land som Frankrig går fri. 875 franske kirker blev vandaliseret blot i løbet af 2018, og tendensen er stigende. Branden i Notre Dame, som alle vist har hørt om, var dog vistnok en ulykke, men billedet af den gamle katedral omspundet af flammer, endda netop i påskeugen, er ikonisk – det står som et symbol på det forfald og den ødelæggelse, som kristenheden er udsat for i disse år. 

Det kommer som et chok for mange. Vi troede, at vi var gået ind i en tid, hvor den vestlige civilisation med demokrati og menneskerettigheder havde vundet, og at hele verden nu måtte bevæge sig hen imod fredelig sameksistens på den vestlige verdens sekulære præmisser. En oplyst tid – en human tidsalder. The age of Aquarius. Men vi tog fejl. Og Langfredag er derfor ikke bare en historie om, hvordan mørket en gang havde magt over menneskene. Mørket har sandelig ikke sluppet sit tag i verden.

De disciple, der dengang vendte ryggen til Jesus. Judas, der forrådte ham, Peter der fornægtede ham. De mennesker, der dengang råbte ”korsfæst!” Dem, der dømte ham til døden; dem, der slog naglerne i og klyngede ham op på korset og lod ham hænge dér og dø – de var ikke mere formørkede end vi er i dag.

Langfredag afslører, hvordan alle tider og alle steder er mørke. Mørket omslutter os og gennemsyrer os, det er uden om os og inden i os. Det kommer fra os, som Johannes Johansen skriver i sin aftensalme. Vi er selv det mørke, som vi hader og frygter, og som vi hele tiden – forgæves – prøver at kæmpe os fri af. Vi lever i dødens skygge. Og vi kan godt anstrenge os for at gøre og ville det gode og prøve at bruge vore begrænsede kræfter på at skabe noget smukt, bygge noget holdbart – men alle vore anstrengelser er kun tomhed og jagen efter vind, som Prædikeren siger – ja, det er som vindpust. Et øjeblik er det der, og så er det væk. Forsvundet i mørket igen.

Men det folk, der vandrer i mørket, har set et stort lys. Og det lys er Jesus Kristus. Han er det lys, vi har, og det lys skinner i mørket, og mørket griber det ikke. Det lys, der skinner i mørket, skinner ikke på grund af vores fortræffelige menneskelige egenskaber eller på grund af vores gode gerninger. Det skinner i vores mørke. Og vi skal forstå, at vi sidder i  mørket, og at vi ikke selv kan skabe lys. Kun, når vi erkender, at vi sidder i mørket, kan vi også erkende, at vi har brug for hans lys.

Historikeren Bent Jensen har sagt det meget godt. Han siger: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort i svære stunder uden denne tro og det kristne håb at klamre mig til. Man bliver bestemt ikke et bedre menneske af at være troende. Det er snarere sådan, at man – fordi man ved, at man er slem – har behov for tro og håb om tilgivelse.”

Jesus siger selv, at han er ikke kommet for at frelse retfærdige, men syndere. Og det at vi har en Frelser – at han frelser os fra døden ved selv at lide døden for os – det kan vi jo også netop kun sætte pris på, hvis vi erkender, at vi har brug for at frelses. At vi  har brug for en frelser, som kan og vil besejre mørket i verden. Først når vi erkender, at vi sidder i mørket og har brug for hans lys, får vores påske-lovsang sin rette klang.

Men det at erkende, at man sidder i mørket og dødens skygge, det er jo ikke det samme som at være en dyster mørkemand, som altid ser mørket hos de andre. Som altid udpeger andre menneskers syndige handlinger, og truer Gud og hver mand med død og Helvede, fordi de træder ved siden af lysets smalle sti. Dén smalle sti, som man naturligvis altid selv betræder.

Nej, mørkemandens holdning er i virkeligheden den direkte modsætning til erkendelsen af, at man sidder i mørket og dødens skygge. For mørkemandens holdning kommer jo netop af, at man glemmer, at synden er en tilstand, som vi alle, høj som lav, er sat i fra vores fødsel ind i denne faldne verden. Den kommer, når man mener, at nogle mennesker – oftest er man selv inkluderet i denne udvalgte flok – at nogle mennesker er frie for synd, fordi de er særlig gode mennesker, som ikke træder ved siden af dydens vej. De andre, derimod, ja, dér står det ofte værre til: de bliver skilt, eller er homoseksuelle, eller drikker, eller stemmer på de forkerte politikere osv., og derfor er de dårligere mennesker end os. De er syndere. Ikke vi!

Men når vi lader os friste til at indtage dén holdning, så skal vi stille os selv Jesu spørgsmål: ”kan du kaste den første sten?” Og vender vi så blikket mod vort eget indre, så ser vi, at, at der er mørkt derinde, for intet menneske er rent og helligt for Gud. Og ingen – ingen kan derfor kaste den første sten imod et andet menneske. For intet menneske opfylder Guds lov.

Men, som Paulus siger: Det, der kommer af loven, er syndsbevidsthed. Bevidsthed om, at mørket findes og trives, både i verden omkring os og dybt i vores egen sjæl. Det, der kommer af loven, er syndsbevidsthed, siger Paulus. Og det er indforstået, at andet kommer ikke af loven. Loven er ikke vores middel til salighed, men den er, som Luther siger, en tugtemester til Kristus. For vores middel til salighed, det er Jesus Kristus. Han frelste os ved den død han led. 

For Jesus tog Langfredag al vores synd og død med op på korset, hvor de blev korsfæstet og slået ihjel sammen med ham. Han stod op af graven igen, men synden og døden blev liggende. De driver stadig deres spil i verden og i menneskenes indre, ja – i sandhed!, men de kommer os ikke længere ved, fordi Jesus har overvundet dem. Vi er mørke, ja. Men han er lys, og det lys gennembryder vores mørke; skinner i vores mørke. Han er i sandhed vores frelser. Og det er han ved sin død på det kors Langfredag! Af hans død afhænger vores liv.

Amen!