Leonardo da Vinci Last Supper (1495)

De vidste alle, at det er hans sidste påske. De ved alle, at hans time er nær. De havde talt om hvad der skal ske. I lignelser og med tegn havde Jesus selv peget på det og med direkte tale sagt: Se vi går op til Jerusalem og menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne og han skal blive hånet, pisket og korsfæstet. 

Men at en af DEM skal svigte ham, ja at de alle skal svigte ham. Fornægte ham og flygte. Det havde de vel ikke regnet med. De var blevet advaret om, at de selv skulle lide for hans skyld, at de ikke måtte bringe andre til fald, om at de skulle forlade alt for at følge ham, men at de skulle forråde ham? Dem, hans bedste venner? 

At forråde sin bedste ven, sin nærmeste, er det ikke det værste i verden. Er det ikke det værste i verden at man kan svigte og bedrage dem, der stoler på en? Dem der har deres liv i ens hænder? En ting er at man kan gøre det uforvarende, men at man kan gøre det helt tilsigtet og bevidst? 

Det var vel ikke lige det de 12 havde regnet med at deres discipelskab ville indebære. Men sådan blev det. Judas forrådte med et kys, men de andre var ikke bedre. De forsvandt alle da situationen tilspidsede sig på trods af mange forsikringer om at de aldrig ville forlade ham. Det var faktisk kun et par af kvinderne, der blev til den bitre ende. 

Det er midt i det, i den nat da han blev forrådt, at Vor Herre Jesus Kristus tog et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: tag dette og spis det. Lige så tog han også kalken, gav dem den og sagde – drik alle heraf dette er den nye pagt i mit blod som udgydes for jer til syndernes forladelse. 

Det var altså midt i forræderi og svigt, at Jesus gjorde en ny pagt med alle sine disciple. 

En pagt er et løfte: Et nyt løfte gav han dem, løftet om at han på trods af deres fornægtelser og svig: een gang for alle ville bære deres forræderi, svigt og løgn og mord, at han ville gå med dem i de mørke dale. At han ville bære al deres skyld. At han ville befri dem fra mørket i dem selv.

Påskemåltidet, som for jøderne var en fest for udfrielsen af slaveriet i Egypten, fik da en ny og udvidet betydning. Påsken blev en fest, hvor Jesus befriede os – ikke fra Egypten, men fra mørket i os og uden om os. Fra vor sjæls Egypten. 

I den jødiske påskefejring mødes nutid og fortid, fordi for jøden er påskefejringen på engang en fejring af noget i fortiden, men fortiden bliver i påskefejringen nutid. Det er en stadig befrielse, der fejres i påsken. Det handler ikke kun om at huske en begivenhed for længe siden – nej gennem det fælles påske-måltid finder den udgang fra Egypten virkeligt sted, så enhver jøde, i enhver tidsalder kan betragte sig selv som draget ud af Egypten. Altså ud af slaveri og fangenskab. Afstanden mellem dengang og nu er i påskemåltidet ophævet

Sådan er det også for os. Nadverfejringen om søndagen i kirken er ikke bare er en fejring af en fortidig begivenhed. Hver gang vi holder altergang, så er vi virkelig sammen med Jesus. Så er det ikke disciplene, men os han rækker brødet og vinen og syndernes forladelse og evigt liv. Så kan enhver kristen der knæler ved alterbordet regne sig for en Jesus har købt med sit blod. Sådan kan enhver der spiser og drikker hans legeme og blod, tænke om sig selv: At han er dyrekøbt og derfor dyrebar.

Forædderi, fornægtelse og svigt – hører jo heller ikke bare til i en fjern fortid. Det sker også for os nu, at mørket får magt over os og at vi føler os omgivet af det, og det sker, at vi slåsser  med livet. At vi går i mørket. Og vi kæmper mod sygdom og død og ulykkelighed. 

Men ved nadverbordet befries vi fra alt det, der tynger os og så føres vi ind i Guds rige, ud af sjælens Egypten. 

At gå til alters handler altså derfor ikke om at være god nok til det. Kristus siger ikke: Hvis I tror eller er værdige, hvis I er uden svig og mørke – så har I mit legeme og blod – det burde være tydeligt nu. Jesus indstiftede ikke nadveren for sine disciple, fordi de var gode nok til det. Fordi de ville stå ham bi i den sidste time. Han gjorde det fordi de, som de fejlbarlige mennesker de var, hver især, havde brug for nåde og syndernes forladelse. Det er jo de syge der har brug for en læge, ikke de raske. Dvs de trætte, de tyngede, de ulykkelige, de anfægtede, der svigtede og forrådte og de der blev sigtet og forrådt. Hvis man skulle vente til man blev alle de byrder kvit med at gå til alters, kunne man nok komme til at vente længe. 

Derfor kan alle modtage nadveren, den er for alle. Alt du skal gøre er, at se at du MANGLER det nadveren giver dig: Tro, håb og kærlighed. Fred, tilgivelse, mod. 

Kan du selv afhjælpe nøden? Hvorfor gik jeg da i døden? Kan du nå det uden mig? Gælder dette bord ikke dig – skal vi synge. Det er klart. Pådrager vi os ikke skyld og kan vi selv gøre noget ved synd, død og mørke, så er der ingen grund til at Kristus kom til jorden og så er der ingen grund til at lytte til hans ord eller at gå til alters. 

Hvorfor skete det ellers alt sammen? Jesus siger det skærtorsdag: så ilde var du stedt. Så stor var din nød og fattigdom, at det eneste der kan frelse dig er min død for dig. 

Så det skal vi tage i mod. Al den retfærdighed, godhed og alt det håb Jesus har skaffet dig. 

På den måde er kristendommen en mærkelig ”skole”, for i den skal du ikke lære at kunne, du skal lære IKKE at kunne. Du skal lære at tage i mod. 

Det er hvad det er at være kristen: At komme til Gud og sige, at du mangler alt og han vil give dig Jesu retfærdighed, godhed, håb, kærlighed, skønhed og glæde. 

Disciplene modtog brødet og vinen. Ingen af dem manglede skærtorsdag aften, selv Judas var der.  Bagefter forrådte de ham ganske rigtigt. Men ikke nu. Ikke i dag. I dag er de med ved hans bord. Det er vi også. Når vi holder altergang, så er vi virkelig sammen med Jesus. Tænk, så meget var vi værd, at Herren selv vil give os sit legeme og blod som fjerner al vor elendighed og skyld. Så kan enhver af os tænke om sig selv: At han er dyrekøbt og derfor dyrebar. Amen

192 Hil dig

456 Vor Herre Jesus i den nat

466 Vor Herres Jesu mindefest

461 Jesus Kristus er tilstede

474 Jesus Krist du gav mig livet