Chuck Schumer & Nancy Pelosi

Nu da den specielle efterforsker Robert Muellers to år lange efterforskning har vist at der intet belæg er for at tro at Donald Trump kuppede sig til præsidentposten i et skummelt samarbejde med ‘russerne’, kunne man tro at amerikanerne igen ville begynde at diskutere politik, frem for at dyrke konspirationsteorier. Men desværre er fantasien blevet til virkelighed for store dele af venstrefløjen, der ikke kan slippe deres daglige dosis Trump-er-kandidaten-fra-Rusland føljeton.

Hele affæren med at tro, at der var snyd med i spillet, da det utænkelige skete og fly-over America valgte et renæssancemenneske til deres præsident, var en sorgbearbejdning, så meget kan vi forstå. Men desværre for nogle, og for den offentlige debat i USA, er der mange der har brug for mere tid til at acceptere virkeligheden. Så de benægter i vrede og uden udsigt til købslåen, at Trump er den legitime præsident. Og når virkeligheden ikke arter sig må man forlade sig på retorikken, som David Remnick gør i The New Yorker under den uironiske overskrift “It’s Mueller Time”

The Trump Presidency has, from the first, represented a threat to truth, liberal democracy, and the rule of law. Donald Trump’s contempt for basic norms of governance is accompanied by a lack of decency, empathy, and psychological stability.

Skrevet i ugerne efter at Muellers tid havde frikendt Trump, er øvelsen dels at opretholde optimismen fra tiden før Mueller afslørede ingenting, dels at retfærdiggøre at man kunne tage så meget fejl.

Man kan lære meget, ikke blot om den amerikanske venstrefløjs, følelse af magtprivilegium af disse få linjer. Sandheden, for eksempel, er hvad der flugter med ideologien og derfor er mediernes seneste to år besættelse med en konspirationsteori ikke at regne for noget imod, lad os sige, hvor mange mennesker Trump syntes, at se ved sin indsættelsestale.

Det er således ikke det ‘liberale’ demokrati, der faktisk er truet, men ‘de’ liberales, eller venstrefløjsernes demokrati, hvorfor der lægges så meget vægt på basale normer, hvilket er de liberales normer, og deres opfattelse af hvorledes anstændighed, empati og psykologisk stabilitet udtrykker sig. Feminiseret til en grad, hvor Demokratiske kandidater undskylder for at de er hvide og mænd, virker Trumps maskuline empati der lærer folk at fiske frem for at fodre dem med understøttelse, farlig.

Meget passende for den fiktion, som venstrefløjen dyrker, hviler Remnick sin analyse af Trumps “psyche of an emotionally damaged toddler” på en roman han har læst på et tidspunkt (Trump siges ikke at læse bøger!) og med den in mente remses eksempler på Trumps mangel på psykologisk stabilitet og anstændighed op. Trump “raged about the late Senator John McCain in front of a military audience at a tank plant in Lima, Ohio, and pronounced the Democratic Party “anti-Jewish,” deepening, at every turn, the impression that he is unfit for government work” fortælles det således forarget som var det et mirakel at Verden stadig stod.

Anstændighed er for venstrefløjen, at kunne kalde Trump, eller hvem som helst som trodser deres demokrati, for Hitler, racist, fascist, antisemit, misogyn, fed, orange osv. Man ser sig i sin gode ret til at indlede absurde undersøgelser af den formastelige dissident og alle omkring ham for landsforræderi, hvis konklusioner man end ikke erkender når de ikke falder ud som man håbede. Uanstændighed er, at Trump svarer igen ved at påpege at støtten til Israel er faldende blandt Demokrater, mens støtten til muslimske kandidater med antisemitiske udtalelser i bagagen er stigende.

Og empatien for afdøde John McCain, som Remnick udtrykker, hviler alene på, at han underminerede Trumps og Republikanernes sundhedsreform der skulle gøre op med forgængerens sundhedsreform (populært kaldet Obamacare). Glemt er, at McCain ikke blot har spillet en central rolle i hele Trump-Rusland konspirationsteorien, der har undermineret tiltroen til de amerikanske mediehuse, der har dyrket den i to år, men at han også spillede en afgørende rolle i historien om ligeledes afdøde Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. De masseødelæggelsesvåben der trak USA ned i Mellemøstens morads, en situation som vælgerne håbede at forandre med valget af Barak Obama i 2008.

Venstrefløjen tager ikke hensyn til virkeligheden, den dyrker sine visioner. At Trump ikke var russisk agent og USA derfor ikke kuppet af en fremmed magt giver ikke lettelse til svage sind. Tværtimod harmes man over en spildt chance for at for at få Trump ud. Ikke fordi han er forræder, eller for nogen politik han fører, for det ændrer slet ikke vreden mod ham, men fordi han ikke er dem. Og så længe vil de dyrke illusionen om at de nok alligevel ikke tog fejl, men søge sandheden i, hvad der endnu ikke er offentliggjort eller, som her, opstille et parallelt sæt værdier at holde op imod virkeligheden.