Loren Thompson fortalte i Forbes Magazine, at det i de sidste 50 år har været hovedreglen, at en siddende præsident genvælges, med Jimmy Carter og George Bush den ældre som undtagelserne. Og rent faktisk, tilføjer Thompson “the most controversial presidents tend to roll up the biggest reelection victories”.

Thompson tilskriver Trumps gode chancer de klassiske årsager; økonomien er stærk med en lav arbejdsløshed, Trump har ikke startet nye kontroversielle krige og generelt har de fleste amerikanere vænnet sig til Trump, som deres præsident, som han også har lagt stilen om mod det mere præsidentielle. Det isolerer venstrefløjen og dens medier i deres posttraumatiske stesssyndrom og udstiller dens hysteri og dyrkelse af konspirationsteorier. Men resten af Demokraterne bliver dens gidsler.

Demokraterne har nemlig svært ved at formulere en politik og er faldet tilbage til den virkelighedsfornægtende retorik, der gav Trump sejren i 2016. Deri har Thompson helt ret, Trump indtager gang på gang de standpunkter, der samler flest amerikanere. Fra knælende football-stjerner henover at forbande MS-13s brutale myrderier til Jerusalems anerkendelse, Trump er på linje med ikke blot sin egen base, men med et flertal af amerikanere. Det store slag om Trumps mur er samtidig det store slag om immigrationspolitikken, hvor Trumps kritikere er endt med, at indtage det modsatte standpunkt, nemlig at have åbne grænser og endda belønne illegale grænseoverløbere. Når Trump kalder migrantkaravanerne på vej mod USA sydfra for en national krise, benægtes det modsat overhovedet at være et problem. Men det er igen Trump, der har både virkelighed og flertallet med sig.

Den yderste venstrefløj af partiet, har gennem dens evne til at mobilisere aktivistiske græsrødder skræmt midtsøgende politikere til at overtage identitetspolitiske floskler, så flere kandidater undskylder for deres køn og hudfarve, hvis de ellers bonner ud på kategoorierne mand og hvid. Den manglende politiske substans blev især udstillet da den mest prominente af venstrefløjens nye kandidater, Alexandria Ocasio-Cortez, lancerede The Green New Deal. Byggende på en klimaforskrækket ide om et sidste mulighedernes vindue, hvis USA grundlæggende lukkede ned for alt, der udledte CO2 og methan, havde den ingen gang på jord, men dens selvretfærdige moralisme var uimodståelig, hvis man ikke ville udfordre det volatile bagland. Så den vandt tilslutning blandt flere af Demokraternes kandidater til præsidentposten, der havde travlt med at signalere deres dyd, kun for at få afsløret deres bluff, da Republikanerne pludseligt sendte forslaget til afstemning i Senatet.

Forslaget faldt med et brag, da ingen, heller ikke nogen af de 12 GND-medunderskrivende Demokratiske Senatorer, stemte for. Medforfatter, sammen med kongresmedlemmet Ocasio-Cortez til GND, senator Ed Markey mente ganske vist at “der skal handles nu” men ikke mere nu, end efter flere høringer og eksperters besyv, som Wall Street Journal bemærkede.

Og så kommer hele den store Rusland fortælling til at vende mediernes dækning. Efter Robert Muellers Seinfeldske rapport om ingenting indleder Justitsministeriet nu de første undersøgelser af, hvorledes hele affæren fik sit liv, med overvågning, spionage og dommerkendelser udstedt på baggrund af uvederhæftige påstande, fabrikeret af Trumps politiske modstandere. Med andre ord kommer medierne til at dække deres eget bidrag til, hvad der ligner et stille kup begået af den afgående administration og en sump efterretningsorganer imod den nye. Uanset hvorledes de vil vende og fordreje udviklingen vil de beskæftige sig med en, for dem kedelig historie. Deres selvindbildte rolle, som nationens store samvittighed og talerør for fornuften har de spillet fuldkommen af hænde. Trump derimod vil high-five sig selv og sin base med sprudlende opfindsomhed på twitter og de mange valgmøder.

Bookmakerne har da også Trump som favorit, selv om ingen endnu ved hvem han skal op imod – med mindre man spørger Newt Gingrich, der siger det bliver Kamala Harris. Hun er både moderat og kompetent og så har hun en uangribelig profil ved at være en sort kvinde.

Scott Adams leverer dog den mest interessante observation, nemlig at medierne, som de var det i 2016, alligevel vil være Trumps største aktiv. Deres kampagnejournalistik, hvor meninger, analyser og nyheder blandes i, eller snarere til, en samlet fortælling med en prædestineret ark. Fælden, som Politiken gik i under Tøger Seidenfadens ledelse, er, at fortællingens logik fængsler udvælgelsen af nyheder og analysernes konklusioner. Jo længere man holder sig til den valgte fortælling eller jo længere fortællingen er aktuel, jo dybere kan man synke i absurditeter.

Absurditeter som selvfølgelig konspirationsteorien om Trump-Rusland, der ikke ville være en nævneværdig sag, hvis Mueller havde renset Trumps gode navn og rygte samme uge, som den bizarre ide om Trump som Putin marionet var opstået. Men når der er tale om en årelang besættelse af sendefladen, kan man ikke længere indrømme Trump, selv de mest indlysende succeser. Tilbage vil være at krybe til korset og bede om forladelse, hvad deres selvbillede ikke tillader, eller synke yderligere ned i, hvad der må beskrives som trutherisme, hvor man spekulerer i hvad der mon ligger gemt i de dele af rapporten, der ikke bliver offentliggjort – Mueller arbejdede for Justitsministeriet og ikke et sladderblad – som var de skygger på ‘the grassy knoll’.

Kampagnejournalistikken har fået sit eget liv, påpeger Scott Adams. CNNs forretningsmodel er så rodfæstet i det anti-Trump show, der helt har overset Spies gamle læresætning, at negativ omtale er bedre end ingen omtale, og derfor, negativt eller ej, er CNN og lignende medier et Trump show. Og da ingen kan sælge billetter til et kedeligt show, vil CNN tvinges til at promovere de Demokratiske præsidentkandidater, der er mest underholdende, frem for de, der er seriøse. Det vil sige at Newt Gingrichs kandidat Kamala Harris får medierne imod sig fordi hun måske er god til at samle stemmer, men ikke seere.

Trump vil blive genvalgt i 2020, fordi flertallet kan se normalt.