Horne kirke, 6. juli 2018

Forleden dag røg jeg i debat på Facebook, fordi jeg dristede mig til at konkludere det indlysende relateret til ‘den store udskiftning’: At der bliver færre danskere, flere ikke-danskere, og man reelt kun kunne diskutere skæringsdatoen. En RUC-skolet Steffen Groth, forklarede at det var helt forkert, og udelukkende baseret på ‘frygt, fantasi og løsrevne fakta’ der verserer på den yderste højrefløj. Jeg trak mig fra debatten, for livet er simpelthen for kort til at diskutere hvorvidt vand er vådt.

Meget apropos. Velskrevet kronik af Nye Borgerliges Poul Højlund i Jyllands-Posten – Det er vores land – endnu da.

“I de seneste 50 år har indvandringen til Danmark har været så massiv, at der aldrig før i vores årtusindlange historie er sket noget lignende, ikke engang tilnærmelsesvis. Det skete, mens politikerne fra de etablerede partier havde travlt med at skælde ud på dem, der advarede mod udviklingen.

Ikke overraskende har indvandringen og politikernes håndtering af den skabt konflikter og dybe kløfter af mistillid i vores samfund – mellem befolkning og politikere, mellem højre og venstre og mellem danskere og indvandrere. Mistillid er gift for vores samfund, der bygger på tillid til medborgerne.

Massiv indvandring har massive konsekvenser for demografien. Den oprindelige befolkning i Danmark fortrænges langsomt, men sikkert. Det er en gammel nyhed, men det lader ikke til at bekymre magtens mænd og kvinder.

Faktum er, at allerede om små 25 år vil der i Danmark blive født flere børn med udenlandsk baggrund end med dansk.
Når der fødes flere med udenlandsk baggrund end dansk, vil den oprindelige befolkning komme i mindretal. Det sker ikke om 25 år, heller ikke om 50 år, men inden for de næste 70-100 år. En prognose fra Danmarks Statistik viser, at i 2060 er en fjerdedel af indbyggerne i Danmark udlændinge eller børn af udlændinge.

Kan Danmark stadig være dansk, hvis et flertal af befolkningen ikke er det? Eller er det lige meget, om Danmark er dansk? Danmark er danskernes land. Altså helt bogstaveligt som i danskernes ejendom. Det er både lige ud af landevejen og samtidig international folkeret. Fordi det er vores land, har vi retten til at lede landet. Det følger af ejendomsretten. I folkeretten hedder det territorialhøjhedens grundsætning. Det er et indlysende princip.
Hvem er så det folk, der ejer Danmark? Straks begynder hele diskussionen om danskhed, sprog, hjerte og alt muligt andet. Men folkeretten gør det meget enkelt: Det er Danmarks statsborgere, der er folket. Kort og godt. …

Ingen af os har skabt Danmark – det er arvegods. Det er ingen almindelig arv, og det, vi som statsborgere forvalter, kan aldrig gøres op i penge. Vi forvalter den samlede arv fra hele den enorme kæde af forfædre, som skabte Danmark. Vores fysiske omgivelser og langt vigtigere: vores kultur. Vores sprog, vores historie, vores tillid til hinanden og vores fredelige og højtudviklede samfund. Vores stærke sociale omsorg. Vores foreningsliv, vores folkestyre, vores måde at drive et samfund på. Vores frihed og vores ret til selv at skrive loven – fri af fremmedherredømme og religiøse autoriteter.

Det er summen af det hele, der er vores danske kultur.”