Donald J. Trump er den første vestlige politiker der har taget kampen op mod medierne og oppositionen, og vundet.
Sidste weekend afsluttede det amerikanske justitsministerums særlige undersøger Robert Mueller sin omfattende undersøgelse af påstandene om, at Donald Trump havde indgået en hemmelig sammensværgelse med præsident Vladimir Putin, der skulle sikre Trump sejren i præsidentvalget i 2016.
Mueller, der havde en omfattende stab af jurister og FBI-folk, et nærmest ubegrænset kommissorium og et ubegrænset budget, konkluderede, at man ikke havde været i stand til at finde bevis for, at Trump eller folk i hans nærhed havde sammensvoret sig med Kreml.
Påstandene var naturligvis i udgangspunktet fantastiske og utroværdige, men mægtige kræfter i Det demokratiske Parti og deres medier blev så ophidsede over, at Hillary Clinton tabte valget, og at den politiske opkomling Trump skulle indsættes som præsident, at de besluttede at iværksatte et stille kup for at omgøre resultatet af amerikanernes frie valg.
Grundlaget for de usandsynlige påstande var et såkaldt ”dossier”, fyldt til randen med rygter og sladderhistorier om Trump. Forfatterne af makværket var to tvivlsomme herrer, en afdanket britisk spion (Steele) og en amerikansk specialist i fabrikation af politisk desinformation (Simpson). Det demokratiske parti finansierede sammenstrikningen af løgnehistorierne, og indflydelsesrige Clinton-sympatisører i regeringskontorerne og i de hemmelige tjenester sagde god for fantasierne – herunder tidligere CIA-chef John Brennan og tidligere Kiev-kupmager Victoria Nuland.
Det såkaldte ”Trump-dossier” blev lækket til medierne, hvor Trump-hadende redaktører og journalister ukritisk labbede fantasierne i sig. I de sidste godt og vel to år har Washington stået på gloende pæle. Der har stort set ikke været en dag uden at ophidsede damer og herrer fra dominerende medier med skingre stemmer og fortrukne ansigter luftede deres forargelse og forsikrede befolkningen om, at ”løkken strammedes om Trumps hals”, at ”murene var ved at lukke sig om Trump”, og at præsidenten heldigvis snart ville blive afsat og få sin velfortjente straf.
Medierne og deres ”eksperter”, skuespillerinder, moraliserende kommentatorer og demokratiske politikere stod i kø for at fordømme Trump som landsforræder, som gal, uvidende og i gang med at sælge ud af USA’s nationale interesser. Intet var for småt eller slibrigt til at blive anvendt i den aldrig standsende smudskampagne. Den ledende demokrat Nancy Pelosi og den nuværende formand for Repræsentanternes Hus´ efterretningsudvalg Adam Schiff og mange andre har begge erklæret, at der ikke var tvivl om beskyldningernes rigtighed. Den tidligere CIA-Chef Brennan har offentligt talt om Trumps forræderi. De få journalister på Fox News, der var skeptiske, blev også beskyldt for at være i Kremls og Putins sold.
Nu, hvor deres røde ballon er blevet punkteret, forsøger de sig med en desperat påstand om, at det jo ikke kan være rigtigt, at Trump ikke er landsforræder. De har jo selv påstået det så mange gange, at det må være sandt. De kræver nye undersøgelser og har allerede varslet, at de på det nærmeste vil tvinge Trump til at tilstå sit forræderi.
Hele dette forargelige cirkus har været et lavpunkt i USA’s politiske kultur. De dominerende medier og journalister har afsløret sig som værende i deres hadefulde følelsers vold. Deres troværdighed er nu helt i bund. Det er pinligt for de lydige danske medier, at de blot har været et ekko af de amerikanske. Der lyder ingen selvkritik. Danmarks Radio holdt mikrofon for en talsmand for det demokratiske parti, som heldigvis kunne fortælle lytterne, at Trump skam var skyldig i samarbejde med Kreml og altså ikke frifundet.
Andre hænger sig i, at Mueller ganske vist ikke vil rejse sigtelse mod Trump for at have forhindret en opklaring af forbrydelsen, men på den anden side ikke helt vil frikende ham på dette punkt. Men hvordan skulle Trump have kunnet forhindret opklaringen af en forbrydelse, han ikke har begået? Den fremtrædende jurist Alan Dershowitz har sagt, at Mueller skulle skamme sig. Hvis der var begået en forbrydelse, skulle Mueller have rejst sigtelse. Hvis ikke, skulle han holde mund.
Republikanerne har nu bebudet, at de vil have undersøgt bagmændene og hele forløbet, der førte til, at denne kostbare undersøgelse blev sat i værk. En mærkelig mangel ved Mueller-undersøgelsen er, at hverken dossier-forfatterne Steele og Simpson eller fhv. FBI-chef James Comey, der bevidst lækkede fortrolige papirer for at få den særlige undersøgelse af Trump igangsat, er blevet afhørt af Mueller.
Der er et aspekt ved hele det amerikanske hysteri, som kun få har haft sans for. De sladderhistorier, som lå til grund for det af Det demokratiske Parti betalte ”Trump dossier”, stammede fra russiske kilder. De blev slugt råt af medierne, de amerikanske hemmelige tjenesters ledelse og den demokratiske halvdel af Kongressen. Det må være den mest vellykkede russiske påvirkningskampagne nogen sinde.
Heldigvis har der været amerikanske politikere, journalister og kommentatorer, der holdt hovedet koldt. Det af den herskende venstreorienterede klasse så foragtede Fox News og dets professionelle medarbejdere har under hele forløbet været det mest troværdige. Også det er en bitter pille at måtte sluge.
Trump er gået stærkt styrket ud af den konstruerede krise. Hans politiske modstandere og deres mange rygklappere ligger forslåede og ynkelige på valen.