Vi er ikke ‘én homogen gruppe’ lød det fra atten ‘minoritetsetniske’ fantaster i et debatindlæg, hvor de postulerer at 76 procent af folketingsmedlemmerne fører en ‘racistisk politik’. Som Morten Uhrskov er inde på, så er den slags virkelighedsfjern klynkeri en gave til højrefløjen.
Lyrik fra overdrevet i Dagbladet Information – 18 minoritetsetniske danskere: Stem ikke på partier, der fører racistisk politik.
“Udlændingepolitikken har i mange år dikteret dansk politik, men vi er nået til et punkt, hvor det står så grelt til, at vi må og skal sige stop.
I denne regeringsperiode er der foretaget intet mindre end 112 stramninger på udlændingeområdet. Stramninger, der er fejret med kage, selv om de har store personlige konsekvenser for en række borgere i Danmark. En politik, vi vil gå så langt som til at kalde for decideret racistisk.
Det er racistisk politik, som har til formål at ramme borgere med såkaldt ikkevestlig flygtninge-, indvandrer- og efterkommerbaggrund i Danmark.
Derfor råber vi nu op og opfordrer alle borgere med minoritetsetnisk baggrund til at stemme ved det kommende folketingsvalg. Men I skal ikke blot stemme på et hvilket som helst parti, I skal stemme på partier, der ikke fører racistisk politik.
… Vi underkender ikke, at der naturligvis findes minoritetsetniske borgere, som er borgerlige eller socialdemokrater, men er man træt af, at vi i stigende grad er et land, som opdeler borgere i A- og B-hold ud fra deres etniske oprindelse, så er det altafgørende, at vi nu får sagt fra over for den politik, som disse partier fører.
Dette kan vi kun gøre ved at gøre antiracisme afgørende for, hvor vi placerer vores stemme.”
Underskrivere: Muneeza Rosendahl, talsperson for Feministisk Initiativ, Ahmad Mahmoud, forfatter og folketingskandidat for SF, Harun Demirtas, sygeplejerske, Kashif Ahmad, folketingskandidat, Alternativet, Mateen Malik Hussain, interkulturel socialrådgiver, Nafisa Fiidow, studerende, Moeisha A. Aden, LGBT+ aktivist, Noura Bendali, jordemor, Roger Courage Matthisen, medlem af folketinget, Alternativet, Sherin Khankan, imam, Sikandar Siddique, folketingskandidat, Alternativet, Sinem Demir, folketingskandidat, Enhedslisten, Uzma Ahmed, udviklingskonsulent og rettighedsaktivist, Aida Ammary, politisk rådgiver, Enhedslisten, Qasam Nazir Ahmad, folketingskandidat, Alternativet, Pil Yildiz, lærer, Fahad Saeed, medstifter af Sabaah, Bwalya Sørensen, forperson, Black Lives Matter Denmark.