Det udbrændte vrag af bussen, som blev benyttet i attentatforsøget i Milano, befinder sig på en provinsvej i udkanten af byen den 20. marts 2019. Billede: Reuters TV / Scanpix.

Den senegalesiske busschaufførs afværgede forsøg på at gennemføre et attentat i Milano onsdag har vært hovedhistorie i alle de vigtigste medier i Italien hele dagen, men har kun fået lidt og til dels groft fejlagtig pressedækning ellers i Europa. Vor verdensdel er ikke så forenet når det kommer til stykket.

Man kan spørge sig selv om den miserable dækning skyldes inkompetence eller at sagens fakta er for smertefulde for de i hovedsagen venstreorienterede journalister, selv om ingen blev dræbt – et udfald som skyldes en særdeles heldig kombination af snarrådighed fra en af eleverne og resolut indgriben fra det italienske politi.

Spørgsmålet som melder sig, er nemlig fantastisk ubehageligt: Hvorfor skulle en senegaleser med italiensk statsborgerskab være villig til at tage livet af 51 italienske ungdomsskoleelever i protest mod at migranter dør på Middelhavet?

Kollegerne til Ousseynou Sy, som havde arbejdet femten år i busselskabet i Crema, havde aldrig mærket noget usædvanligt ved den 47-årige. Implikationerne af dette er særdeles tankevækkende:

Selv efter flere årtier i Italien følte senegaleseren sig så nært knyttet til mennesker fra det afrikanske kontinent, at han var villig til at dræbe børn fra sit nye hjemland. Og omgivelserne havde ikke registreret noget tegn på dette på forhånd. En indtil døden loyal indstilling overfor andre afrikanere kom som et lyn fra en klar himmel. Pludselig viste det sig at blod er tykkere end vand.

Når anklagemyndigheden i Milano har besluttet at sigte senegaleseren for terrorisme, og vi ved at han i løbet af det skrækkelige dramas gang lagde skylden for døde afrikanere på Italiens vicestatsministre Matteo Salvini og Luigi Di Maio, som begge er hardlinere i migrationspolitikken, kan vi drage en politisk uhyre betydningsfuld konklusion:

Det, der skete i Milano denne onsdag formiddag, var et terrorangreb rettet mod Italiens faste migrationspolitik.

Dermed er endnu et søm slået eftertrykkeligt i det flerkulturelle Europas ligkiste. Måske ikke så rart at dette bliver dysset ned.

Vi kan kun gætte på hvad, der ville være blevet konsekvensen af flere snese døde italienske skoleelever, men at noget sådant ville have fremprovokeret vold mod afrikanere fra indfødte italienere, virker overvejende sandsynligt i lyset af tilfældet Luca Traini – manden som hævnede sig på mørkhudede sagesløse efter tre nigerianeres nedslagtning og partering af unge Pamela Mastropietro i Macerata.

Hvad sker den dag en anden bitter afrikaner lykkes med et lignende forsæt? Næste forsøg behøver ikke nødvendigvis at finde sted i Italien. At resultatet kan blive stygt, ligger i kortene.

Før bægeret måtte løbe over for de indfødte europæere, risikerer Ousseynou Sys terror at afstedkomme en form for underkastelse overfor migranter fra den tredje verden i almindelighed, ikke ulig den underkastelse Europa viser overfor islam, som har ramt vor verdensdel med blodig terror mange gange, og hele tiden plager sine omgivelser med en hverdagsterror af varierende alvorlighedsgrad.