Gökman Tanis (37) på sporvognen i Utrecht, lige før han begyndte at skyde.

Hvis vestlige myndigheder blev skræmt af Christchurch er de blevet endda endnu mere bange nu da svaret kom, bare tre dage senere. Med de store diasporaer Vesteuropa har, kan angreb ske hvor som helst. Myndighederne har ikke kontrol og alle ved det.

Terror i Holland. Først en flash-nyhed, så en mangel på information. Myndighederne har været bange længe. De har forsøgt at skabe en mur mellem haste-meldingen og indholdsinformationen. Det gjaldt om at sinke publikums reaktion.

Særlig hvis gerningsmanden råbte Allahu Akbar. Så blev han før eller siden erklæret utilregnelig. Helst før.

Christchurch ændrede ligningen. Nu var muligheden for modvold der. Det er et udtryk vestlige politikere aldrig ville finde på at bruge, og det er deres problem. De har fjernet sig fra folks følelser. De lever ikke i deres verden, deler ikke deres bekymringer, bekymringer som har været mærkbare længe.

At kalde det modvold betyder ingen godkendelse. Men islamisk vold udløser modvold. Det har vi længe spået og nu er det sket.

Nu har Christchurch udløst et svar. Ikke overraskende fra en af Erdogans frænder. Erdogan er en stor trussel mod freden i Europa. Han lider af storhedsvanvid og paranoia.

Det farligste Vesteuropa kan komme ud for er en øje-for-øje-optrapning: Et angreb som udløser et andet. Da kan volden eskalere i rekordfart.

Vestlige politikere må have det ind med téske: Europæerne vil have større sympati med sine egne end med modparten, hvis der ikke er tale om handlinger a la Utøya. Men terror er aldrig vakkert, ganske enkelt fordi det er en speciel type mennesker som begår dem. De elsker det.

Breivik elskede det, Tarrant elskede det. Det er lige så meget psykiatri som politik.

Det ved politikerne. Alligevel lader de som om disse massemordere er repræsentative for en betydelig del af befolkningen, som skal have specialbehandling: De må fjernes fra internettet, lukkes ude både socialt, økonomisk, politisk og digitalt.

Hvis politikerne og eliten tror, at dette er måden at løse problemerne på, tager de sørgeligt fejl.

De løber terroristenes ærinde. De skriver eksplicit i deres manifest, at det er en sådan eskalering af modsætningerne de håber på. Alligevel går myndighederne lige i fælden.

Det er deres egne vælgere de behandler på denne måde. Folk med ejerskabsfølelse til landet. De vil ikke finde sig i at blive behandlet som fjender. Særligt ikke når omsorgen i stedet bliver nye borgere til del, som slet ikke lever efter “gør din pligt før du kræver din ret”.

Myndighederne ved ikke, hvad de gør: New Zealands statsminister Jacina Ardern sagde lige efter angrebet “I er os” og “han er ikke en af os”. Det er en den gamle hippie-forestilling om det nye fællesskab, som skal leve i det nye Utopia.

Det er en illusion som ikke tåler dybe modsætninger. Man overvinder dem ved at benægte dem.

Efter Palme-attentatet sagde Ingvar Carlsson “der findes ikke noget “dem og os”, kun os”. Men det er jo en lodret løgn, og det er mere løgn i dag end nogensinde.

De samme myndigheder som klynger sig til forestillingen om et ”Vi”, udsender brochurer, hvor befolkningen bliver bedt om at være forberedt på en krisesituation: Batterier, mad, radioer, stearinlys.

Der siges ikke noget om hvilken slags krise, og det har skabt en vis frygt i befolkningen. Hvad er det de ved, som de ikke vil sige?

En diplomat fra Mellemøsten fortalte Document nylig at tærsklen for brug af kemiske våben er blevet væsentlig sænket efter krigen i Syrien. I Syrien tager man alle midler i brug. Europa har modtaget hundredtusinder fra Syrien. Risikoen for at disse vil bruge “hvad-som-helst” for at ramme europæerne er til stede.

At dette ikke er tom snak viser retssagen som pågår i Sverige mod tre borgere af et – ”stan”-land. De havde samlet kemikalier med tanke på et angreb. På svenskere.

En af de tiltalte havde boet sammen med vedkommende som dræbte for fode på natklubben i Istanbul nytårsaften for tre år siden.

Vi er blevet advaret så mange gange, men fortrænger informationen.

Jeg tør ikke tænke på hvilke reaktioner det vil udløse, hvis noget sådant skulle ske i Europa.

Da vil den vold vi har set fra indfødt side kunne virke som en lunte.

Der er kun en ting folk som arbejder med information kan gøre for at deeskalere situationen: Være mest mulig ærlig og åben.

Nogen gange kan det være at træde på nogle ømme tæer. Men det er småtteri mod hvad, der kan ske ved at fortsætte dagens ”appeasement” og udfrysning af egne borgere.

Vi er blevet advaret flere gange nu.

På tide at tage ved lære.