Sådan skriver han:

“Disruption er sagen, og Pernille Vermund udgør et væsentlig mere folkeligt fristende alternativ end Schopenhauer-manden og sidegadevekseleren Riskær. Ikke at der kommer noget ud af hendes projekt, det gør der med stor sikkerhed ikke, men hendes radikale ikke-politik er skarp lud til skurvede hoveder, en vældig spas, så længe det varer.

Men bagved lurer alvoren. For Thulesen Dahl er det lange lys højst 100 dage frem, nemlig til næste valg. For Danmark er det anderledes, og ser man ind i den fremtid, ser man jo ikke det Paaskebrødsdanmark, som Thulesen Dahl dyrker så intenst. Tværtimod, man ser et hårdere Danmark, et mere ulige Danmark, et mere råt og voldeligt Danmark – og et fattigere Danmark.

Det kommer til at gå helt af sig selv, vi klarer den helt uden politikere, for når man sådan lukker verden ind i Danmark, kommer Danmark i højere grad til at ligne verden. Det er vores livsløgn, at det forholder sig anderledes. Det, vi gør, betyder stort set ingenting. Og det, vi muligvis burde gøre, kan og vil vi ikke gøre. Det er sagen, materien bagved, det er det nye tabu, uafvendeligheden i det hele.”