Europa forsøger at legitimere Irans regime

“Med et blik på fremtiden har ayatollah Khomeini udtalte sit håb om at vise verden, hvad en ægte islamisk regering kan udrette på sit folks vegne”, skrev professor Richard Falk fra Princeton University under den gryende iransk-islamiske revolution i 1979. Han var en af de mange vestlige intellektuelle, som i en blanding af misforståelse og naivitet støttede ayatollah Ruhollah Khomeinis regime. Disse døve, vestlige sekularister overgav sig til trylleriet fra de iranske præster, som netop har fejret 40-årdagen for deres regime. Det er her passende at minde offentligheden om, at Khomeini tilrettelagde sin islamiske revolution fra Neauphle-le-Château, en landsby godt 30 km uden for Paris.

“Det er måske den første større opstand imod globale systemer”, bemærkede den franske filosof Michel Foucault dengang om de iranske revolutionære, som fældede shah Mohammed Reza Pahlavi. Mange amerikanske embedsfolk og akademikere gik ligeledes i den iranske revolutionsfælde. Andrew Young, USA’s ambassadør til FN under Carter-regeringen, sagde, at Khomeini var en “helgen“, og sammenlignede hans revolution i islams navn med den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. USA’s ambassadør i Teheran, William Sullivan, sammenlignede den nye iranske hersker med Gandhi, mens præsident Carters rådgiver, James Bill, fuld af beundring skrev, at Khomeini var en mand af “ulastelig integritet og ærlighed“. Resultatet blev, som USA’s nuværende præsident, Donald Trump, tweetede for nylig, “40 års korruption. 40 års undertrykkelse. 40 års terror. Regimet i Iran har udelukkende skabt #40YearsofFailure” (40 års fiasko).

I dag er vi igen vidne til “Vestens forræderi over for de iranske dissidenter“. Iran arresterede sidste år, ifølge Amnesty International, mere end 7.000 personer i en aktion mod dissidenter, demonstranter, studenter, journalister, sagførere, aktivister for kvinders rettigheder og unionister. Menneskerettighedsgruppen kaldte aktionen for “en skamløs undertrykkelseskampagne“. Ifølge nogle nye dokumenter, som er blevet lækket til medievagthunden Reporters Without Borders (Journalister uden Grænser), fængslede eller henrettede det iranske regime mindst 860 journalister i de tre årtier mellem den islamiske revolution i 1979 og 2009.

“Filen er et register over alle arrestationer, fængslinger og henrettelser udført af de iranske myndigheder i Teheran-området gennem tre årtier”, skrev Reporters Without Borders. Dokumenterne føjede sig til beretningerne om 61.900 politiske fanger, som har siddet indespærret siden 1980’erne, samt beviser på en massakre i 1988, hvor 4.000 politiske fanger blev henrettet efter ordre fra Khomeini. Menneskerettighedsforkæmperen Geoffrey Robertson siger:

“Revolutionsgardens folk ankom uanmeldt til fængslerne og det tog en ‘dødskomité’ (en islamisk dommer, en revolutionær anklager og en ministeriel embedsmand fra efterretningstjenesten) omkring et minut at identificere de enkelte fanger, erklære dem for mohareb [fjender af Gud] og føre dem hen til galgerne, som var rejst i fængslets auditorium, hvor de blev hængt seks ad gangen”.

Hvorfor har Europa aldrig forsøgt at holde Iran ansvarlig for disse massemord, som menes at være beordret af Khomeini på en dødsliste, som er blevet fordømt af Reporters Without Borders?

Det iranske styre, som har verdensrekorden i henrettelser per capita, har ikke kun forfulgt journalister. En Wikileaks-udgivelse har afsløret, at den islamiske republik Iran har henrettet mellem 4.000 og 6.000 bøsser og lesbiske siden revolutionen i 1979. Amnesty International vurderer, at 5.000 bøsser og lesbiske er blevet henrettet i landet siden 1979. Den seneste hængning af en iransk, homoseksuel mand fandt sted for få uger siden. Alireza Nader fra “New Iran,” som har base i Washington, D.C., fortalte til Fox News, at “EU synes udelukkende at interessere sig for atomaftalen og handelsforbindelser. Det foregiver, at regimet er legitimt og at iranerne ikke har andre muligheder end at leve under tyranni”.

I december sidste år arresterede Iran i en anden voldelig aktion mere end 100 kristne. Mange af de arresterede var muslimer, der var konverteret til kristendommen, og som blev beskyldt for at “missionere“. Iran er også nummer 9 på Open Doors’ sorte liste over lande i verden, der forfølger kristne. Hvorfor har Europa, som så ofte hævder at værdsætte religionsfrihed, aldrig protesteret imod Irans forfølgelse af dets kristne minoritet?

Alene i 2018 blev mindst 112 kvindelige menneskerettighedsforkæmpere arresteret eller tilbageholdt i Iran. En kvinde, som var blevet arresteret efter at have svinget med sin hijab for at protestere imod Irans undertrykkende klædedragtslove, sagde, at hun gjorde det for sin 8-årige datter. “Jeg sagde til mig selv: ‘Viana skal ikke vokse op under de samme forhold i dette land, som du selv voksede op under,'” fortalte Azam Jangravi i et interview med Reuters. Bret Stephens skrev i The New York Times:

“Venstreorienterede og progressive burde ikke have svært ved at slutte sig til de konservative i kampen for kvinders rettigheder i Iran, især kvinder der fjerner deres hovedtørklæde offentligt og modigt erkender følgerne… Det burde heller ikke være svært for hverken venstreorienterede eller konservative at gøre opmærksom på de politiske fangers situation i Iran, eftersom begge parter engang gik i aktion for de politiske fangers situation i Sovjetunionen eller Kina eller Sydafrika”.

Desværre synes det modsatte at være tilfældet. Ifølge Mariam Memarsadeghi:

“Iranere, som længes efter demokrati og et åbent, blomstrende samfund i fred med omverdenen, bliver mødt med en overvældende ligegyldighed fra Vestens medier og politiske ledere, for slet ikke at nævne universiteter, fagforeninger, borgerrettighedsgrupper, kirker og berømtheder—netop de mennesker og institutioner, som historisk set har ydet empati, solidaritet og konkret assistance til frihedens sag overalt i verden.”

For fyrre år siden udstedte ayatollah Khomeini en fatwa , som krævede den britisk-indiske romanforfatter af “De sataniske Vers”, Salman Rushdies hoved. De iranske ledere gentog for nylig deres støtte til denne dødsdom, der dengang var uden fortilfælde. “Imam Khomeinis dom vedrørende Salman Rushdie er baseret på guddommelige vers og er, ligesom guddommelige vers, urokkelig og uigenkaldelig”, tweetede Irans øverste leder, Kamenei, på sin officielle Twitter-konto for nylig. Den iranske journalist Amir Taheri skrev om fatwaen i 1990:

“Det faktum, at ayatollahen havde henrettet tusindvis af mennesker, herunder mange skribenter og digtere, siden han tog magten i Teheran, havde kun fremkaldt mild irettesættelse fra vestlige regeringer og offentlige meningsdannere… Med fatwaen mod Rushdie troede vi, at hele verden ville mobilisere imod ayatollahen og gøre hans regime til en international paria. Der skete intet af den art”.

Siden da har ytringsfriheden været under angreb overalt, ikke kun i den islamiske verden, men også i Europa. Iranske digtere bliver henrettet af regimet for at “føre krig imod Gud“. Her fyrre år efter fatwaen vil “ingen ung kunstner med Rushdies spændvidde og evner turde skrive en moderne udgave af De Sataniske Vers i dag, og hvis han eller hun gjorde det, ville ingen redaktør turde udgive den”, skrev den britiske journalist Nick Cohen. Det værste er, at Europas højeste domstol nu reelt har overtaget Khomeinis forestilling om blasfemi. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjorde for nylig, at dommen mod en østrigsk kvinde for at have kaldt islams profet “en pædofil” ikke udgjorde et brud på hendes ytringsfrihed. “Blasfemi” i sharia-forstand er i dag blevet et magtfuldt våben til at kvæle og undertrykke ytringsfriheden.

I 1979 mødtes nogle vestlige ledere i Guadalupe til et topmøde. Den franske præsident Valery Giscard d’Estaing, USA’s præsident Jimmy Carter, kansler Helmut Schmidt fra Tyskland og premierminister James Callahan fra Storbritannien besluttede at støtte Khomeini i stedet for shahen af Iran. I 2019 mødtes nogle vestlige ledere til endnu et topmøde vedrørende Iran. Få dage tidligere havde udenrigsministrene fra 60 nationer været forsamlet i Warszawa, men denne gang forsøgte USA at samle en koalition for at lægge pres på Iran. Det mest iøjnefaldende ved sceneriet på topmødet var fraværet af udenrigsministrene fra de tre europæiske stormagter Tyskland, Storbritannien og Frankrig, de selv samme lande som i 1979 svigtede deres allierede i Iran til fordel for Khomeini. Europas slappe ledere valgte igen formildelse og eftergivenhed i deres forhold til Iran.

“Tiden er inde til, at vore europæiske partnere holder op med at undergrave USA’s sanktioner”, sagde den amerikanske vicepræsident Mike Pence ved den årlige sikkerhedskonference i München. Han høstede absolut ingen reaktion. Da Pence fortalte tilhørerne, at han skulle hilse fra præsident Trump, var der ikke en eneste, der klappede. Europa har tydeligvis valgt formildelse frem for konfrontation i forholdet til Iran.

Den 31. januar i år bekendtgjorde udenrigsministrene fra Frankrig, Tyskland og Storbritannien på skammelig vis en aftale om at hjælpe europæiske firmaer, som fortsat ønsker at handle med Iran, med at omgå de amerikanske sanktioner. Det drejer sig om “Instrument in Support of Trade Exchanges” (Instrument til støtte for handelsudveksling) eller Instex. EU’s øverste repræsentant vedrørende udenrigsanliggender, Federica Mogherini, sagde, at “det instrument, der lanceres i dag, vil give de økonomiske aktører de nødvendige rammer for at søge legitim handel med Iran”.

De europæiske embedsfolk arbejder imidlertid ikke kun for handel. Mens iranske dødsgrupper opsøger dissidenter på europæisk jord, legitimerer europæerne åbenlyst Irans regime. Sidste sommer blev et iransk forsøg på at bombe en oppositionsgruppe nær Paris forpurret, og i oktober sidste år kaldte Danmark sin ambassadør i Teheran hjem, efter at endnu et iransk mordforsøg var blevet forhindret. Som den tyske avis Bild har fortalt, sendte det tyske udenrigsministerium for nylig nogle embedsfolk til Irans ambassade i Berlin for at fejre den islamiske republiks 40-årsdag. Desuden rejste Tysklands tidligere udenrigsminister, Sigmar Gabriel, sammen med en tysk økonomisk delegation til Teheran for at fremme handelen mellem de to lande. Gabriel mødtes, igen ifølge Bild, med parlamentsformand Ali Larijani (som har kaldt eksistensen af Holocaust for et “åbent spørgsmål”) og Hossein Amir-Abdollahian, den embedsmand, der styrer Irans støtte til mellemøstlige terrorgrupper.

“Det iranske regime advokerer åbenlyst for et nyt Holocaust og søger midlerne til at opnå det”, sagde den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, på den nylig afholdte sikkerhedskonference i München. Få dage forinden havde en ledende officer inden for den iranske islamiske revolutionsgarde, Yadollah Javani, truetmed at “jævne Tel Aviv og Haifa med jorden”. I november sidste år kaldte Irans præsident, Hassan Rouhani, Israel for en “kræftsvulst“. Med sin tavshed gør Vesten sit yderste for at bagatellisere disse dødstrusler.

Efter at det iranske regime havde henrettet en af sine civile borgere for homoseksualitet i februar måned i år, skrev USA’s ambassadør i Tyskland, Richard Grenell, på sin Twitter-konto: “Mange af vore europæiske allierede har ambassader i Teheran. Denne barbariske handling bør ikke lades upåtalt. Sig noget”. Desværre har Europa valgt ikke at sige noget. Som Bloombergs Eli Lake har skrevet, Iran har ikke brug for vores formildelse; det har brug for “en ny revolution“.