Jeg har skrevet, at jeg var en uge i Beirut fem år inden borgerkrigen begyndte i 1975. Den varede i femten år fra 1975 til 1990. Jeg har tænkt over det på det sidste, og bortset fra at jeg købte et kilo grøn libanon, havde jeg glemt, at jeg for første gang hørte Kalashnikov knitren i det fjerne. Jeg tænkte ikke over det, det var for fjernt fra min 16-årige verden. Jeg bar på en uskyld, som burde være forbudt for enhver, der vil ind i politik.

Danske forfattere er begyndt at skrive om borgerkrig. Jeg er ligeglad med, om danske politikere vil redde deres egen røv, bare de ser det samme som jeg gør, og søger at undgå det. Anlæg ikke et bål, for der kommer nogen forbi med en tændstik.

Denne dokumentar er lang, men den er det bedste jeg har set siden Pelle Neroths dokumentar om Sverige for to år siden, Dying to be Multicultural. Der er filmmagere der går nogle skridt ekstra.

Til sidst myrdede de allesammen hinanden
Veteranerne her, hvad enten de er drusere, kristne, muslimer, shiitier eller sunnier, har en indsigt i borgerkrigen, som er manende. Tilsidst inden den sluttede i 1990, myrdede de allesammen hinanden.

Libanon består er 50 procent muslimer, halvt sunni halvt shia, resten er kristne og druser. Det værste ved den er, at den kan bryde ud igen når som helst. Intet af det, der startede den, er forsvundet. Ved den næste rystelse i Mellemøsten, bryder den løs igen.

De nuværende politikere er forbrydere
Mens dens deltagere, der nu er midaldrende, giver den et dybt menneskeligt ansigt, som burde skræmme vesteuropæere, for som Paul Gerara sagde: Svensk-libaneser: Sverige er som Libanon om 20 år. En svensk officer skrev for ti år siden Sveriges väg mot katastrof, og han havde ret. Sverige vil få borgerkrig, om det er om fem eller fyrre år. De nuværende politikere er forbrydere, og det skader ikke at sige det i tide. Når det er for sent – som i Sverige og Frankrig – er det ligegyldigt.

Denne film er en meget sjældent portrætkunst af det menneskelige vilkår, som vi i vores enfoldighed – som dengang jeg var 16 år – tror os hævet over. Vores politikere har med ‘multikulturalisme’ givet denne ultimative ondskab en chance. Se den, det er en sjælden film, den varer tre timer, og de er vel benyttet. Libanon har ikke bare lidt, men dets lidelser er uden ende. Fred er undtagelsen.