Den, der har mødt Gud, kender man på den brudte hofte

Ivan Kranskoy Christ in the Wilderness (1872)

Vi må altid brydes med Gud, for vi forstår ikke altid, hvad det er for planer, han har med os. Man skal kaste sig i armene på Gud, sagde den skotske teolog P.T. Forsyth, ikke for at blive kærtegnet, men for at brydes med ham. Det kan være, han løfter dig så du mister fodfæste, men det vil være for at løfte dig op fra Jorden og sætte dig på din plads i Himlen – den plads, der tilhører dem, der strider den gode strid og griber fat i Gud som deres evige liv.

2. søndag i fasten 2019

* Salmisten skriver: Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt? Tårer er blevet mit brød dag og nat, når de dagen lang spørger mig: Hvor er din Gud? Jeg husker det og udøser min fortvivlelse: Jeg gik i festskaren, jeg vandrede til Guds hus under jubelråb og takkesange i valfartsskaren. Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud.

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til thessalonikerne: I øvrigt, brødre, beder vi jer om og formaner jer i Herren Jesus til at gøre endnu mere fremgang i at leve sådan, som I lærte af os, Gud til behag, hvad I da også gør. I ved jo, hvilke påbud vi gav jer ved Herren Jesus. For dette er Guds vilje, at I skal helliges, så I afholder jer fra utugt, sørger for hver især at have jeres hustru i hellighed og ære og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der ikke kender Gud, og så I ikke foruretter eller udbytter jeres broder i forretning. For Herren straffer al den slags, som vi også tidligere har sagt til jer og har forsikret jer om, og Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

2. søndag i fasten

”Når de synger og danser og klapper i hænderne og siger, de har mødt Gud – så er det løgn. Den, der har mødt Gud, kender man på den brudte hofte.” Sådan sagde en præst engang. Den brudte hofte er en henvisning til Jakobs kamp mod Gud, dengang han var på vej hjem til Kana’ans land for at prøve at forlige sig med sin bror. Jakob måtte brydes med Gud i et vadested en hel lang nat – og Jakob vandt. Men ikke før, Gud havde slået ham på hoften, så den gik af led. ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”, råbte Jakob. Og Gud velsignede ham. Men resten af livet haltede han, p.g.a. det slag, Gud havde givet ham.

Når de synger og danser og klapper i hænderne og siger, at de har mødt Gud, så er det løgn. Det er umiddelbart et hårdt udsagn, og det skal heller ikke forstås sådan, at man ikke skal glæde og fryde sig over Guds nåde og store kærlighed, for det skal man. Men den sande glæde over nåden har en alvorlig baggrund, for det er ikke en overfladisk munterhed, men den slags dybe glæde og taknemmelighed, som man føler, hvis man er blevet frelst fra at drukne eller helbredt af en livstuende sygdom. Det er glæden over Guds frelse, glæden over at han har overvundet døden og ondskaben for os. Den glæde, der bliver udtrykt i den skotske salme Amazing Grace, som jeg tror, de fleste af jer kender, hvor første vers kan oversættes: ”Forunderlige nåde, hvor er du sød, som frelste et skrog som mig. Engang var jeg blind, men nu kan jeg se, Jeg var fortabt, men nu er jeg blevet fundet.” Det er på baggrunden af den overkomne blindhed, den overvundne fare, den tilendebragte fortabthed, at den kristne glæde over Guds nåde og frelse folder sig ud.

Frelsen har Jesus vundet os ved sin død og opstandelse, og den skænkes hver enkelt kristen i dåben. Når det går op for os, fødes i os en trang efter at lære den Gud at kende, som elsker os så højt, at han har givet sig selv hen for os. Gud lærer vi bedst at kende ved at læse i Bibelen og ved at gå i kirke. Det kan være skræmmende at åbne Bibelen, for hvad siger den os om Gud – og om os selv? Bibelen fortæller os ikke altid det, vi gerne vil høre. Den fortæller os, at vi er frelst af nåde, men den siger os også, at Gud har åbenbaret for os, hvad han vil med os. Han ønsker, at vi skal ville det gode, leve syndfrit og følge hans gode lov. Selvom Gud ved, at ingen kan leve syndfrit, og at kun én er god, nemlig gud selv, så betyder det ikke, at han er ligeglad med, hvordan vi lever vores liv. ”Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed”, som Paulus siger os i dag.

At være kristen betyder, at man tror på, at Gud er den Gud, der bliver åbenbaret i Jesus Kristus. Tror man det, er man naturligvis også interesseret i at gøre hans vilje og høre hans ord. Det kræver, at man åbner sin bibel med en vilje til at kæmpe med den. Dvs at man ikke blot springer over de steder, der er svære eller tunge eller harmonerer dårligt med vores tids moral og skikke. Det kan vi ellers have en tendens til – måske specielt i vores tid, hvor alle er så bange for at komme til at krænke og støde hinanden.

Fx glemmer vi tit at fortælle, at Jesus ikke bare tilgav folk deres synd, men også sagde til dem: ”Gå nu bort og synd ikke mere”. For vi vil hellere have at vide, at vi slet ikke er syndere i Guds øjne – at vi kan te os som vi vil, fordi vi altid kan regne med Guds tilgivelse. Guds nåde hører aldrig op, men det er ikke Guds vilje, at mennesker skal gøre hinanden ondt. Man kan også sige det sådan, at Gud elsker synderen, men ikke synden. Det er en af de svære erkendelser for os moderne mennesker, som tit har fået ind med modermælken, at vi ikke rigtig kan gøre noget galt, og at man altid skal følge sin lyst. Den fremherskende moralske tendens i den vestlige verden i dag synes at være, at man ”bare skal følge sin mavefornemmelse” og at, ”hvis man føler for det, så er det rigtigt”. Den holdning har resulteret i stor kreativitet og mange glæder, men også i et vist moralsk forfald, hvor vi er ved at være så afstumpede, at vi dårligt nok kan mærke, når vi gør andre mennesker ondt i vores grænseløse selvudfoldelse. Det er det, der sker, når man prøvet at gå uden om Gud og hans Ord i stedet for at brydes med ham.

Den, der har mødt Gud, kender man på den brudte hofte, og den brudte hofte får man ved at gå i clinch med Gud, sådan som Jakob gjorde det. Og som den kana’anæiske kvinde gør det i dagens evangelium. Jesus afviser hende med ordene: ”Jeg er kun sendt til de fortabte får af Israels hus”. Israel er det tilnavn, som Jakob fik af Gud, dengang han brødes med ham i vadestedet, dengang Gud slog ham, så hans hofte gik af led, inden han gav ham sin velsignelse. Isj ra el betyder på hebraisk: den, der kæmper med Gud”. Det gør denne kvinde også. Hun bliver ved med at trænge sig på. Hun kaster sig ned foran Jesus uden skam i livet, så han ikke kan komme uden om hende. Hun slipper ham ikke. Ligesom Jakob, ligesom Israel, kæmper denne kvinde med Gud. Hun kæmper for at få Jesus i tale. Og i virkeligheden lader Jesus sig belære både af kvinden og – især – af Gud. Kvinden kæmper en jakobskamp. Hun giver ikke slip. Og hun vinder. Hun får velsignelsen, ligesom Jakob gjorde

Amen.