Ilhan Omar og Nancy Pelosi

Ilhan Omar har i løbet af tre måneder demonstreret, at hun ikke lader sig tugte af ledelsen i det Demokratiske parti og mere alvorligt: At Antisemitisme for første gang er blevet mainstream i USA.

Repræsentanternes Hus stemte torsdag aften for en resolution, der sidestillede antisemitisme med islamofobi. 23 republikanere stemte mod, blandt dem nummer tre i hierarkiet, Liz Cheney.

Vi ser konturerne af en koalition. Demokraterne erstattede i 70-80´erne arbejderklassen med en regnbuekoalition: minoriteterne skulle til sammen vise et nyt Amerika, en ny solidaritet.

Prisen var en desillusioneret arbejderklasse, der efterhånden holdt op med at stemme. Indtil Trump kom på banen.

Når liberale klager over et polariseret Amerika, er det netop fordi arbejderklassen har fået håbet tilbage.

Demokraterne svarer igen ved at gå til venstre. De ønsker åbne grænser i vished om at immigranterne stemmer på dem. Det er meget polariserende.

Men det der virkelig polariserer, er introduktionen af antisemitisme i hjertet af amerikansk politik.

Den nye koalition, repræsenteret ved Ilhan Omar, Rashida Tlaib, Alexandria Ocasio-Cortez, er Black Power plus islam. Det er som at hente de mest negative, aggressive kræfter siden 60-tallet og slå dem sammen.

Denne blok klarede at vende resolutionen mod antisemitisme og give den en helt anden retning: Den handler lige så meget om islamofobi, homofobi og Charlottesville.

Valget i 2020 kommer til at blive anderledes. Valgkampen kommer til at handle om radikaliseringen på den Demokratiske side.

Men Ilhan Omar er også en advarsel til Europa. Her er også islamistiske politikere på fremmarch og i Belgien har de dannet et nyt parti.

Muslimerne kan også overtage traditionelle partier indefra. I Norge har en milliardær, Stein Erik Hagen, doneret 1 million kroner til en lokalafdeling af partiet Venstre, der ledes af Abid Raja. Hagen er stået frem som homofil og kunstsamler blandt andet af Robert Mapplethorpes billeder (udlånt til Aros).

Det politiske landskab er under forandring.

Den politiske debat i USA har antistoffer mod antisemitismen. Det står dårligere til i Europa, men pressen vægrer sig mod at omtale, at antisemitisme er blevet en del af vores nye samfund.