Uansæt hvor EU-lojal Lars Løkke Rasmussen er, så sparer det ham ikke for at blive fremstilt som gauleiter når han tillader en lov der indskrænker asylsøgernes frihed. Tegningen kom i the Guardian i forbindelse med smykkeloven. Selv en norsk konservativ Stortingsrepresentant sa den mindet om nazi-tiden. Tidsånden er blevet gak-gak.

Allerede under Mohammed-karikaturkrisen blev “tonen” brugt til angreb. Det er blevet til en fortælling om det fremmedfjendske Danmark, et effektiv værktøj til at lamme ethvert forslag der ville kunne gøre en forskel.

Obaidul Karim Khan skriver i Information at stramningerne ikke kan nytte noget. Man fortaber sig i detaljer.

Det, der kan nytte er at opsige Flygtningekonventionen og gøre som Japan: Lukke grænsen.

Alt andet er pjat.

Men typisk nok: Det er disse detaljer de stadig mere venstreorienterede mainstreams medier koncentrerer sig om. De får selv symbolske sager til at handle om at Danmark er grusom mod udlændinge.

Medier som New York Times og CNN har tegnet et billede af os som et racistisk land. The Guardian fortsætter i samme spor og mener, at »dansk politik har været præget af en fremmedfjendsk og nogle gange racistisk tendens i efterhånden flere årtier«.

Ifølge dem kan vi tydeligvis ikke gøre noget rigtigt. Men det er patetisk at kalde os racistiske. Vi er et af de lande i hele verden, der har gjort mest for flygtninge.

Medierne deltager i selvpineriet.

Tag bare Marie Luise Albers og Jette Elbæk Maressas artikel i Jyllands-Posten:

Smykkeloven truede Danmarks image. ”Ø-modellen” er bare mere af det samme

Journalisterne gør ikke noget forsøg på at kulegrave, hvorfor udenlandsk presse giver Danmark så dårlig presse. Kan det have noget med deres egen politiske agenda at gøre?

Drives de danske medier ikke – i hovedsagen – af de samme interesser og behov?

Hvordan kan man beskrive Lindholm som et overgreb, når man ved hvad beboerne rundt om Kærshovedgaard har måttet leve med?

Men der er aldrig tale om hvad danskerne må udstå. Er der vel?

Det gælder i samtlige nordiske og vest-europæiske lande: Befolkningens lidelser skal der ikke tales om.

Jyllands-Posten vil have en “ekspertkommentar”:

»Man bliver nødt til at stille sig selv spørgsmålet, hvordan det kan være, at Danmark altid ender i den internationale mediemølle,« lyder det fra historiker og ekspert i nationbranding Mads Mordhorst fra Copenhagen Business School.

»Stort set hver gang, der sker noget på det område, kommer der en reaktion fra udlandet,« siger han.

Tidligere eksisterede de to fortællinger om Danmark side ved side og balancerede hverandre.

»I dag er den negative fortælling blevet en fortælling i kraft af sig selv,« siger Mads Mordhorst.

Når Jyllands-Posten bruger en person som faglig autoritet uden at fortælle om hans politiske slagside, ødelægger de læsernes tillid til avisen.

Mikhail Jalving studerede sammen med Mordhorst:

“Vi kaldte ham kærligt Hestemorderen. Han var skingrende kommunist og ikke ligefrem nogen charmetrold. Men efter et par øl var han ok.

Som så mange andre i sin årgang lagde Mads stille og roligt Marx på hylden, fordybede sig i Foucault og slog ind på magtens boulevard for at gøre karriere.

I balladen om Den danske sang er en ung blond pige brugte Mordhorst ordet “hjemmeblind”.

Han forstod og sympatiserede med den udenlandske lærer, der følte sig krænket.

“Jeg forstår hendes reaktion, og det er godt med den type konflikter… Ellers har vi ingen mulighed for at udvikle os og for at indse, hvor hjemmeblinde vi er. Det er en kultur, der skal behandles og forhandles på institutniveau. … Personligt vil jeg ikke synge med på den sang. Jeg kan heller ikke forestille mig, at der er nogen, der vil tage den op nu, hvor vi har den erfaring i bagagen, at den kan virke stødende. Så vil det jo være en provokation at synge den fremover” (Mads Mordhorst)

Man kan se en bevægelse i argumentationen der går i ring:

I debatten om Mohammed-tegningerne kunne folk som Tøger Seidenfaden og Uffe Elleman ikke direkte angribe ytringsfriheden. De angreb tonen.

Den linje har de holdt fast ved og nu er det udviklet til et angreb på de hjemmeblinde. Det ord afslører deres egentlige ærinde: De er antinationale.

Det er deres program: De ønsker at udradere Danmark som nationalt hjem.

Det er ikke til at tage fejl af.

Medier, der hopper på deres argumentation, løber deres ærinde.

Der må en businesskonsulent med et udenlandsk navn til for at sige de mest indlysende sandheder:

Mens svenskerne årligt skal smide 85.000 kr. efter hver asylansøger, bruger vi mere end 220.000 kr. pr. asylansøger, der krydser vores grænse, ifølge en beregning af finanslovsforslaget 2016.

Mediernes kritik rammer altså helt ved siden af, når de kritiserer os for at være racistiske.

Danmark er nødt til at afvise alle flygtninge ved grænsen.

Selv om mere end 5.000 syrere søgte om asyl i Japan, udstedte man blot 11 opholdstilladelser til syriske flygtninge. Det på trods af, at Japan også har underskrevet Flygtningekonventionen.

Danmark er nødt til at afvise alle flygtninge ved grænsen. (…)

For det andet ønsker jeg et totalt stop for udstedelse af permanente opholdstilladelser. Denne løsning er mulig uden at bryde Flygtningekonventionen.

Ifølge den har modtagerlandet nemlig udelukkende pligt til at yde flygtninge beskyttelse, så længe baggrunden for asyl er til stede. Det står sort på hvidt: »Konventionen giver ikke automatisk eller permanent beskyttelse.«

Fjerner regeringen retten til familiesammenføring, vil systemet blive endnu mere effektivt.

Den sidste løsning er hård, men nødvendig. Vi bliver nødt til at melde os ud af Flygtningekonventionen.

Har politikerne mod til at forsvare Danmark, eller vil de fortsætte at se væk og spille spillet, alt mens de brokker sig over problemerne? For det gør de, alt imens de holder samme kurs.

Vi kommer til at skabe et helt igennem kynisk folk.