Kong Carl XVI Gustaf og dronning Silvia under Alpin VM for kvinner i Are 16. februar.

Når jeg for ti eller femten år kunne skrive, at Sverige var i sammenbrud, måtte jeg tvivle på mig selv og hele tiden efterprøve påstanden på virkeligheden. Nu er det sådan med sammenbrud, at de som regel starter i det helt små, hvor kun de er nærmeste opdager det. Jeg var ved et tilfælde en af de nærmeste hvad angik Sverige. Det var jeg ikke, da jeg var i Beirut i 1969 eller i Split i 1986. Jeg så ikke, hvad der kom. Jeg havde ingen adgang til at lytte på vandrørerne i de egne af verden.

Da der derfor var borgerkrig begge steder fem år efter, kom det helt bag på mig. Det hele lå i betragterens begrænsede øjne. Verden er lige så indskrænket, som man selv er. Unge mennesker, som jeg var, er meget indskrænkede, men så meget desto mere selvsikre. Selvsikkerhed er en dårlig ide, når man er 20 eller 30. Man kan prøve den, når man  er 60, når ortodiksierne er ramlet på deres egen urimelighed, og tvivlen oversvømmer alt.

Sammenbrud er, hvad vi har til fælles over tid

Det gælder en sprængt dæmning, et menneskeligt, ægteskabeligt, socialt eller civillisatorisk sammenbrud. Det er som med store jordskælv, dyrelivet opdager dem flere døgn inden, og flygter. De fleste mennesker først når det er i gang, og det er for sent. Ofte begynder det mentalt, og et samfund har svært ved at bestå uden de dyder, der skabte det.

Det ses i den kulrede svenske ‘elite.’ Intet kan den bygge, men alt kan den rive ned med sine verdensfjerne ideer, som den sundere del af  verden griner af, og almindelige svenskere skammer sig over. Sverige er en time-lapse video af Romerrigets undergang: 400 år på bare 40 år.

Blot én generation skulle der til, for at plante en torpedo under dets vandlinje. Det tidligere galna kvarsekelvar kun til for at mørne forsvarsværkerne. De sidste 25 år har været rigtig forrykte. Tro ikke på mig, se det her.

“Men multikulturen har jo ikke noget på”

Mine observationer dengang viste sig rigtige, jeg kendte faktisk landet bedre, end dem der udskammede mig for at skrive, som jeg gjorde. sammenbruddet går så stærkt nu, at ingen kan undgå at observere det, bortset fra svenske politikere og deres medskyldige journalister og hofsnoge, vel at mærke.

De er først blevet lidt modige på det allerseneste. Når villa, vovse og Volvo er tilset, er der en lille smule tilovers til virkeligheden for gamle, syge, hjemløse og voldtagne. Nu i 2019 er der flere svenskere, der siger som barnet i Kejserens Nye Klæder:

“Men han har jo ikke noget på.” “Men han har jo ikke noget på,” råbte til sidst hele folket. Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: “Nu må jeg holde processionen ud.” Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.

Svenskerne er kanonføde: “Eliten bedriver ett krig mot folket”

Sverige er i universel opløsning, som Jonas Nilsson siger  på sin lavmælte måde. Den er god, less is more i en tid af kraftord og oppumpede adjektiver.

Der er ikke en sektor, der går fri. Igår kunne man f.eks. se, at der er opstået et enormt sort marked for boliger oven i alle de andre sociale ulykker der rasler ned over Sverige. Når man mangler 700.000, er der nogle, der vil lave penge. Da Reifeldt fløj hen over Sverige, glemte han at tage højde for, at man ikke bor i jordhuler længere.

“Forbrydere”

Marcus Birro, der er mindre fej og løgnagtig end en svensk gennemsnitsjournalist, skriver nu lige ud: Eliten bedriver ett krig mot folket. Fornemmelsen breder sig til den svenske middelklasse, og etablissementet har ikke andre midler tilbage end censur. Som imod Avpixlat, Tommy Robinson og det Techfirmaerne og EU magten i øjeblikket koger sammen imod det frie ord.

Om ti år vil det være ukontroversielt at kalde de politikere ‘forbrydere’, der gjorde dette mod Sverige. De undervurderer vreden imod dem og sorgen, eller også ignorerer de den fordi eksperimentet er kørt så langt, at der alligevel ikke er nogen vej tilbage.

Vi mister også vores land

Jeg er uden de illusioner om en folkelig og politisk rationalitet, jeg havde, da jeg begyndte. Man er hårdt ramt af galskab, når man gør det imod sig, Sverige har gjort  i 45 år. “Generationer er ramt af hjernevask,” skriver Bitte Assermo i dag.

Jeg har ingen illusioner om Sverige i dag. Landet er færdigt, uanset det først er et vedtaget faktum om 30 år. Inkompetance og provinsialisme ødelagde det.

Machiavelli havde ret: Problemer erkendes først, når de ikke mere kan løses. Danmarks er ikke der endnu, men de nærmer sig hastigt, og der er ingen rigtig vilje til at forhindre en tragedie. Flertallet af vælgere ser den ikke, og politikerne synes at håbe, deres efterfølgere rager kastanjerne ud af ilden.

Vi driver afsted for EU Kommissionens og feje politikeres forgodtbefindende. Vi mister også vores land. Resultatet vil blive vold imod os, som her.