Kalifatet er allerede her. Foto: København nordvestkvarteret 3. september 2014. Foto: Steen Raaschou

Hvis man lytter til hvad IS-krigerne og deres kvinder siger, fremstår det klart at de har forladt kalifatet, fordi situationen blev uholdbar. Men de fortryder ikke og har ikke opgivet håbet om et nyt kalifat. Måske i Danmark.

Justitsminister Søren Pape Poulsen behandler spørgsmålet ud fra et rettighedsperspektiv: Danmark kan ikke nægte danske statsborgere pas.

Men det er en reduktionistisk holdning. IS-krigerne handler om noget meget mere. Det handler om at Danmark skal åbne døren for krigere, der fortsat er soldater i den islamske hær.

Det spørgsmål tør Pape ikke stille for han ved, at hvis han gør det, har han tabt.

Folk finder sig ikke i at Danmark skal ende som slagmark.

For det er det, der sker når jihadisterne vender hjem. De vender hjem til deres venner og kammerater. Til deres brødre.

Sammen vil de bygge kalifatet. I Danmark.

De er allerede godt i gang. Parallelsamfundene giver jihadister og salafister det vand de kan svømme rundt i. Ligesom Maos partisaner. Mao udtænkte gorillastrategien ud fra samme princip: Hvis krigerne ikke bærer uniform kan de bevæge sig som fisk i vandet. Vandet er de hundredtusinder af muslimer som successive danske regeringer har lukket ind.

Papes nervøsitet skyldes selvfølgelig, at han forstår at regnskabets time kan stå for døren, ikke bare for IS-krigerne, men også for ham selv og hans ligemænd.

Det strå han forsøger at klamre sig til, opløser sig selv. Det er et strå som brækker under vægten af nye barbariske handlinger som IS-krigerne har begået.

-Det var krig, siger jihadistkvinderne, når de skal forsvare at de flyttede ind i andres huse.

Netop. Og de har ikke opgivet krigen. Den er bare sat på pause.

Skal Danmark give dem den pause? Er Danmark et hotel, et rekreationssted for trætte jihadister?

Indtil de har kræfter til at starte krigen på dansk jord?