Billedet af Angela Merkel og Nancy Pelosi sier alt om hvad  sikkerhedskonferencen i München var samlet om: Mod Trump.

I USA kalder de det ”Trump Derangement Syndrom”, I Skandinaven kan vi tale om et ”Trump-delirium”. Absolut alle spørgsmål vendes mod den amerikanske præsident. Det virker næsten som om journalisterne har en egen sadistisk glæde i at stikke kniven i præsidenten.

Pressen lever i et ”phantasmagoria”, uden kontakt med virkeligheden.

Går man ind på B.dk kan man tælle fire artikler om Trump, alle negative, nærmest hånlige: Pelosi om grænsemuren, Mouritzen om NATO-forsvaret, om Tyskland og toldmure for biler, og selvfølgelig at Trump er skør, eller lidt pænere: Ustabil.

Kristian Mouritzen skriver fra sikkerhedskonferencen i München som om det var op til europæerne at anerkende Trump. Vel har amerikanerne mange penge og meget udstyr, men det er europæerne, der bestemmer om USA er værdig.

Denne nedladenhed har været gennemgående siden Trump blev valgt. Er der nogle, der ikke har råd til en sådan holdning, så er det europæerne. De sidder på et synkende kontinent. Kun USA har vist en vilje til fornyelse af selve fællesskabet i et flerkulturelt samfund. Europa er på en dødbringende kurs. Bag masken skjuler der sig en stor usikkerhed. Man aner simpelthen ikke hvor man er på vej hen. Signalerne er tydelige: Gule veste, Salvini, Femstjernerbevegelsen, det nye højreparti i Spanien, Vox, Brexit. Alligevel lader medierne og politikerne som om de ikke forstår at grunden smuldrer under fødderne på dem.

Hvis de havde den mindste nationale selvopholdelsesdrift ville de gribe chancen og omfavne Trump. USA har endnu ikke opgivet Europa, men den tid kan komme og det er næsten som om Mouritzen og Berlingske ønsker at det skal ske:

Den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, blev mødt med isnende tavshed ved uddelingen af John McCain-prisen under den forsvars- og sikkerhedspolitiske konference i München, der finder sted hvert år i februar.

Den amerikanske senator John McCain døde i august sidste år og var en hyppig gæst på sikkerhedskonferencen. Efter sin død er han blevet et symbol på det gamle transatlantiske forhold mellem USA og Europa – og et større symbol end tidligere på grund af sin kritik af den amerikanske præsidents, Donald Trumps, NATO-politik.

Pence forsøgte ellers at få salen til at koge med stående klapsalver, da han under sin tale ved uddelingen sendte hilsener fra sin chef, »USA’s 45. præsident, Donald Trump«.

Vicepræsidentens kunstpause derefter, hvor han gav publikum tid til at rejse sig og huje og klappe, faldt til jorden. Stilheden var larmende, og vicepræsidenten skyndte sig videre i teksten, inden det hele blev for pinligt.

Det blev symbolet for en del af konferencen med en stadig skarp opdeling mellem Europa og USA.

De europæiske NATO-lande stoler stadig ikke på Trump: »Han er for ustabil

Mouritzen nyder ydmygelsen af amerikanerne. Men de læser også aviser. Pence og Det Hvide Hus har nok af modbydelige pressefolk i USA. Når antiamerikanismen bliver perfid skal man ikke se bort fra at den vil få konsekvenser. Hverken Danmark eller Norge kan forsvare sig selv. Hvem skal komme dem til undsætning? Tyskerne? 

Mouritzen fortæller eventyr om den onde Trump, der ødelægger forfatningen. Pelosi vil have åbne grænser. Vil Danmark det? 

Berlingskes tone er ikke speciel. Den er typisk. Vi bliver fordret med den fra morgen til aften. Den er uelegant, stupid og den tjener os ikke til noget godt. Den er tvært imod meget skadelig.

Der findes kun en nation, der kan forsvare Vestens frihed; og Europa er ved at skubbe den nation væk. Dette Europa har importeret flere millioner muslimer der som Douglas Murray siger, lever i åben trods mod Europas værdier. Ingen tror at Europa har styrke til at tage kampen op. 

Måske er foragten for Trump en måde at kompensere for sin svaghed på.

I så fald er Europa ude af stand til at se hvor slemt det står til.