Kenneth Priisholm, der er mest kendt i offentligheden for at have spillet guitar i 1990’er-bandet Fielfraz, er en af de personer, der på Facebook har forsøgt at problematisere, at jeg har skrevet, at filminstruktør Finn Nørgaard var “på vej mod højre”, inden den palæstinensiske terrorist Omar El-Hussein skød og dræbte ham foran Krudttønden.

At Nørgaard var på vej mod højre, baserer jeg på, at Nørgaard gik til møder i både Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. Det er altså ikke mange venstreorienterede, islamofile, politisk korrekte og multikultikulrede, der går til møder i de to foreningers regi. Kigger man på Finn Nørgaards sidste Facebookopdateringer (se foto nederst), er det også tydeligt, at en bevidsthed om ideologien islams dårligdomme begyndte at være endog meget nærværende.

Desuden fremgår det af nogen af de interviews, der har været i medierne med Finn Nørgaards familie, venner og bekendte, at Finn Nørgaard blev i stigende grad skeptisk overfor islam og den manglende integration af muslimer i Danmark.

Helle Nørgaard – Finns søster – har for eksempel udtalt følgende til Jyllands-Posten (i februar 2018):

“I det forgangne år (2017, red.) har ingen medlemmer af Nørgaard-familien stillet op i større interview om terrorangrebet, men det gør Helle Nørgaard nu. Det er ikke nemt for hende. Interviewet varer næsten tre og en halv time, og undervejs går hun flere gange i stå i sætningerne og begynder at græde. Men hun stiller op, fordi hun gerne vil sikre, at danskerne har det rigtige billede af hendes bror.

… på ét område havde han svært ved at se det positive og blev mere og mere anspændt. Finn Nørgaard blev i de senere år meget optaget af problemerne med manglende integration i det demokratiske danske samfund. Og det var også en af årsagerne til, at Finn Nørgaard overhovedet befandt sig i Krudttønden den dag.

Udviklingen kan på mange måde spores tilbage til en arbejdsopgave, som han havde i 2008. Dengang vandrede erhvervskvinden Stine Bosse på den klassiske pilgrimsrute Caminoen i Nordspanien sammen med fire utilpassede og kriminelle indvandrerdrenge.

Finn Nørgaard skulle lave dokumentarfilmen ‘En anden vej’ om vandreturen, der skulle få unge indvandrere til at droppe den kriminelle løbebane. Han var gået til projektet i en positiv ånd, men det gjorde indtryk på ham, at nogle af de unge ikke tog imod den fremstrakte hånd, fortæller Helle Nørgaard:

‘Det fyldte rigtig meget hos ham i mange år efter, og han var både enormt frustreret og fortvivlet over, at de unge bare ikke greb den chance, de fik.’

I det hele taget så han negativt på den fejlslagne integration, herunder også at unge mennesker – opvokset i det demokratiske danske samfund – tog til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen.

‘Han var virkelig vred og frustreret over de her ting, og det blev tiltagende.’ …

‘Det var noget, som optog ham mere og mere. Men præcis hvornår det blev det centrale, er svært for mig at sige,’ forklarer Helle Nørgaard, som i det hele taget oplevede et stort engagement, når det gjaldt ‘angreb på demokratiet og ytringsfriheden’, herunder attentatet på Charlie Hebdo en måned før Krudttønden.”

(Kilde til JP-citatet: Uriasposten)

Set i dette lys finder jeg det ærlig talt perverst, at Finn Nørgaard Foreningen år efter år uddeler priser og legater i Finn Nørgaards navn og til Finn Nørgaards ære til islamister. Det er tåkrummende. Stockholmsyndrom for fuld udblæsning.