Det berettes, at den britiske litterat Samuel Johnson fremsatte sit berømte bonmot om patriotismen den 7. april 1775: ”Patriotism is the last refuge of a scoundrel.” – ”Patriotismen er slynglens sidste tilflugt.” Var en politiker blevet taget med fingrene i kagedåsen, kunne han altid bryste sig af hjertevarm omsorg for fædrelandet i håbet om, at hans skurkestreger ville blive glemt..

Men det er længe siden, og der er ikke det samme schwung over patriotismen – eller som vi ville sige: fædrelandskærligheden. Nu om stunder – og efter tydelig amerikansk inspiration – påkalder man sig en ydre fjendes nederdrægtige kabaler, hvis man ikke vil melde kulør og vedgå sine sande hensigter. Og har man, som den danske regering og Folketingets flertal, i sinde at afskaffe eller beskære ytringsfriheden, går man selvfølgelig ikke ud med det budskab, at ytringsfriheden er en pestilens, der gang på gang spænder ben for magthavernes noble planer. Man påkalder sig den russiske bjørn, som man må forsvare sig imod med alle nødvendige midler.

De europæiske magteliter har bemærket, hvordan det er lykkedes de amerikanske medier og deres medsammensvorne i Den Dybe Stat at sætte landet på den anden ende med beskyldninger om en sammenrotning mellem Donald Trump og Vladimir Putin. Efter flere års ”undersøgelser” er det ganske vist ikke lykkedes præsidentens fjender at finde beviser på deres påstande. Men sandheden er i denne forbindelse uinteressant. Det drejer sig om at holde gryden i kog ved at dynge den ene absurde anklage oven på den anden, indtil det meste af nationen er blevet ganske rundtosset. Hensigten er at nå et punkt, hvor folk tænker, at der må være noget om snakken. Ellers ville de rige og fine, eksperterne og dem fra fjernsynet vel ikke blive ved med hamre løs med Rusland, Rusland, Rusland.

Og nu har den danske magtelite fået nok af næsvise ytringer, der sår tvivl om alt, hvad den har slået sig op på, og som skal legitimere dens magt. Man kan ikke have, at folk derude ved kakkelbordene – for at citere Helle Thorning – skaber mismod ved at så tvivl om den politiske elites store fortællinger og gode hensigter. Fortællingerne om verdens snarlige undergang som følge af CO2, om nødvendigheden af mere magtafståelse til Bruxelles, om globaliseringens uafvendelighed, masseindvandringens velsignelser og islams fortræffelighed.

Hele industrier har spist sig tykke og fede ved år efter år at sælge disse evangelier. Og de finder sig ikke i vrøvl fra almuen.

Man har brug for Rusland, og det er baggrunden for regeringens ønske om at kriminalisere påstået eller virkelige russisk-inspirerede forsøg på meningspåvirkning.

I en nylig kronik i Jyllands-Posten betegner Aia Fog og Michael Pihl, henholdsvis formand og bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet, regeringens planer som et forsøg på den største indskrænkning af ytringsfriheden siden Anden Verdenskrig. Regeringen og – som det ser ud i øjeblikket – et massivt flertal i Folketinget vil nu skærpe straffelovens §108, den såkaldte spionbestemmelse, således at synspunkter og andre ytringer skal kunne medføre op mod 12 års fængsel, hvis anklagemyndigheden mener, at de er fremsat efter aftale med udenlandske – læs russiske – efterretningstjenester i den hensigt at ”påvirke beslutningstagning eller den almene meningsdannelse”. “Lidt forenklet”, skriver de, “kan man sige, at hvor det før har været strafbart at føre informationer ud af landet (til skade for Danmark), så skal det nu også gøres strafbart at føre information ind i landet (for at påvirke meningsdannelsen).”

Regeringens bedyrer ganske vist, at den ikke har til hensigt at kriminalisere ytringer og meninger, men det er svært at komme til anden konklusion. Som Fog og Pihl bemærker: “En borgers ytring og meningstilkendegivelse, som er lovlig, hvis den er fremsat af egen drift og politisk overbevisning og for at påvirke meningsdannelsen og den politiske beslutningsproces, bliver med lovforslaget pludselig strafbare, hvis der kan påvises et ‘samarbejde’ med en fremmed (russisk) efterretningstjeneste.”

Det er svært at se, hvordan man skal kunne bevise en sådan sammenrotning, for regeringen forestiller sig vel ikke, at nogen udenlandsk efterretningstjeneste vil gå til bekendelse. Tilbage er det, der på engelsk kaldes “guilt by association”. Danske undersåtter vil kunne dømmes, hvis de bevidst eller ubevidst, f.eks. i de sociale medier, har udtrykt noget, der minder om synspunkter eller “falske nyheder”, som magthaverne i Kreml gerne vil have udbredt for at påvirke den danske meningsdannelse og beslutningsproces.

Hvis regeringen får sin vilje, vil vi blive underkastet en censur, som vi ikke har set magen til siden den tyske besættelse. Desværre ser påvirkningsloven ud til at nyde bred støtte i Folketinget. Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og De radikale vil stemme for, når forslaget kommer til 2. og 3. behandling i næste uge. Dansk Folkeparti har endnu ikke besluttet sig, men har bedt justitsministeren forholde sig til en særdeles kritisk rapport fra den uafhængige forsker Jesper Larsen. Kun SF og Enhedslisten har klart tilkendegivet, at de vil stemme imod.

Men kan vi afvise, at autoritære og diktatoriske regimer med dulgte og ufine metoder prøver at påvirke den danske meningsdannelse? Findes der ikke indenlandske kræfter, der af overbevisning eller som følge af bestikkelse eller afpresning vil gå dem til hånde? Selvfølgelig kan vi ikke afvise det! Nyttige idioter og landsforrædere har der altid været og vil altid findes.

Men i en demokratisk stat forsvarer man sig mod ondsindede anslag ved at afsløre og udstille skadevolderne og deres hjælpere. Det forudsætter, at vi har en fri meningsdannelse – altså netop det, som regeringen nu vil kriminalisere. Ellers måtte vi stikke piben ind i forvisning om, at magthaverne altid har vores bedste for øje.

Et kursorisk blik på Danmarkshistorien afslører, at det er en letsindig opfattelse.