Rakhmat Akilov: “Efter terrorhandlingen tænkte jeg på at sprænge mig selv i luften og komme i paradis”. Akilov dræbte fem og blev dømt for drabsforsøg på 119. Han fik livstid, som i Sverige i gennemsnit er 16 år. Foto: Politiet

Igen har en terrorsigtet fået omgjort sigtelsen til utilregnelig. Det begynder at blive et mønster. Man spørger sig selv om det er det norske system som ikke klarer at se jihad i øjnene og vælger sygeliggørelse som letteste udvej. Eksemplerne begynder at blive mange.

Onsdag aften kom meldingen:

Terrorsigtelsen mod russeren, som knivstak en kvinde i en Kiwi-butik i Oslo, vil blive frafaldet, bekræfter Politiets sikkerhedstjeneste (PST).

Dette er den anden terrorsigtede russiske statsborger, hvor sigtelsen for terror frafaldes. Det samme skete med den unge fra Ingusjetia som forsøgte at sprænge en bombe på Grønland med butangas og søm, dagen efter at Rakhmat Akilov havde spredt terror i Stockholm. Umiddelbart var politi og offentlighed chokeret, men tiden bearbejdede indtrykkene, så det gik an at nedtone jihad-aspektet.

Den samme sygeliggørelse skete med pakistaneren, der dræbte Håvard Pedersen (18) på Coop byggevaremarkedet i Vadsø i juli i fjor. Han var ikke mere syg end at han klarede at udgive sig for at være en 17 år gammel afghaner, mens han i virkeligheden var en pakistaner på 20, som havde søgt asyl i flere lande.

Normalt vil man for at forstå være optaget af modus operandi: Findes der fællestræk ved disse hændelser? Men da må nogen – enten politiet eller medierne – være villig til at tænke tilbage og analysere.

Norske medier vil hverken se ondskapen eller fortelle om den

Der er nogle træk som går igen: Medierne ønsker ikke at gå for tæt på. Samtlige pressefolk gik ud af retssalen da overvågningsvideoen af drabet skulle afspilles.

Vi ser det samme i Europa: Politiet er hurtige med at erklære gerningspersonerne for utilregnelige. Før de i det hele taget kan have undersøgt sagen kommer disse meldinger. Det bevirker at publikum begynder at blive skeptiske overfor forklaringerne.

Findes der politisk styring af politiets arbejde?

Hvorfor går sag efter sag i samme retning?

-Kiwi var terror

Når Kiwi-nedstikningen gjorde så stærkt et indtryk var det fordi den kom i kølvandet på nedslagtningen af Maren Ueland og Louisa Vesterager Jespersen i Marokko. Det som skete i Atlasbjergene fandtes også i Møllergata i Oslo.

Meldingerne til medierne var klare efter den første afhøring: Manden var kommet til Norge for at kopiere Bataclan og lignende terrorangreb.

Advokaten fortæller at den 20-årige havde som mål at komme hertil og dræbe flest muligt mennesker.

– Jeg tror dette kunne være gået rigtig galt, hvis ikke politiet havde fået stoppet ham. Jeg tror vi kunne have stået overfor et frygteligt scenario.

Selv PST-chef Benedicte Bjørnland trak islam frem som motiv:

– Han har forklaret at han har tilknytning til islam, og så har han forklaret at han ønskede at dræbe flere mennesker og at dette var en terrorhandling, siger PST-chef Benedicte Bjørnland til NTB.

Men så drejede også denne sag og gik fra politik og ideologi til psykiatri. Man spørger sig selv om det er jihadismen i sig selv, der får psykiatristemplet i det norske system. Bliver det for meget at se i øjnene?

Klare paralleller

Advokat Ola Lunde var til at begynde med klar på jihadmålsætningen:

– Han har trukket paralleller til det som er sket i Paris, og til det som er sket i Tyskland, og siger at det kunne han godt tænke sig at have været med til.

Men allerede da, lige efter voldshandlingen, lagde advokaten op til formildende omstændigheder: Hans klient var en “ensom ulv” som handlede spontant. Så kom psykiatrisporet for fuld skrue og døren til jihadforklaringen er nu lukket.

Kato Air

29. september 2004 er et Kato Air-fly på vej fra Narvik til Bodø.

– Du tror at sådan noget kun sker på film

Blandt passagerene er også Brahim Bouteraa fra Algeriet. Han har netop fået endeligt afslag på sin ansøgning om ophold i Norge. Vel halvvejs i flyveturen, da flyet nærmer sig Bodø, rejser han sig op og går fremad mod cockpittet. Der er ingen dør mellem piloterne og passagerene på denne flyvemaskine.

Bouteraa tager en økse frem og går løs på besætningen samtidig med at han griber styringsmekanismen og vender flyet mod jorden.  Han havde gjort sig bemærket allerede før take-off.

– Jeg lagde mærke til hans hår, at han havde meget hårgelé i det. Jeg var jo femten år og lagde mærke til sådan noget. Jeg så også at han tog Koranen frem og læste i den. Jeg synes jo det var lidt mærkeligt, han sad skråt frem foran mig, siger Marlene Føre Frantzen til NRK.no.

Bouteraa havde åndsnærværelse nok til at slå strømmen og al kommunikation i flyet fra. Kun resolut indgriben fra to passagerer reddede otte menneskers liv.

I tingretten blev Bouteraa idømt 17 års fængsel. Hålogaland lagmannsrett reducerede straffen til 15 år.

Også Bouteraa ønskede at blive erklæret utilregnelig.

Kuk-kuk af mødet mellem Vesten og islam?

Der har været så mange terrorhandlinger i Vesteuropa og USA de sidste år, hvor blandingen er muslimer, psykiske problemer og jihad. I stedet for at sygeliggøre alvorlige forbrydelser kan der være grund til at spørge om der sker noget med psyken hos mennesker fra islamiske samfund, når de kommer til Vesten.

Nogen handler voldeligt, andre går ind i politik, men på en så konfronterende måde at det skaber ubehag og rædsel.

Når man ser på hvad de to kvindelige repræsentanter i Kongressen, Ilhan Omar og Rashida Tlaib, har sagt gennem årene, hvem de har haft kontakt med – f.eks. Linda Sarsour – så ser man at ekstremismen er kommet indenfor i samfundet og det politiske system.

Sat på spidsen: 18 år efter 9/11 sidder islam i den amerikanske Kongres. Og med det følger en antisemitisme, der har som åbent mål at eliminere staten Israel. Vesten kan ikke lukke øjnene for denne trussel.

I USA er modkræfterne så stærke at der er håb om at vælgerne vil forstå, hvad de står overfor.

Det er værre med Vesteuropa. Her er Labour overtaget af antisemitter. Det siger ikke så lidt.