Rembrandt Moses smashing the tablets

Sidste søndag efter helligtrekonger

10-02-2019

Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Herren sagde til Moses: »Skriv disse ord ned, for det er på grundlag af disse ord, jeg slutter pagt med dig og med Israel.« Så blev han der hos Herren i fyrre dage og fyrre nætter uden at spise eller drikke noget, og han skrev pagtens ord, de ti bud, på tavlerne. Da Moses kom ned fra Sinajs bjerg, havde han Vidnesbyrdets to tavler i hånden, da han gik ned fra bjerget. Moses vidste ikke selv, at det strålede fra hans ansigt, fordi Herren havde talt med ham; men Aron og alle israelitterne så, at det strålede fra hans ansigt, og de blev bange for at komme ham nær. Men Moses kaldte på dem, og Aron og alle overhovederne i menigheden kom hen til ham igen, og Moses talte med dem. Derefter kom også alle israelitterne nærmere, og han gav dem besked om alt det, som Herren havde sagt ham på Sinajs bjerg. Og da Moses var færdig med at tale med dem, lagde han et slør over sit ansigt. Men hver gang Moses kom ind for Herrens ansigt for at tale med ham, tog han sløret af, indtil han skulle ud igen. Så gik han ud og fortalte israelitterne, hvad han havde fået befaling om. Og hver gang israelitterne så Moses’ ansigt, så de, at det strålede fra hans ansigt; Moses tog da sløret for sit ansigt, indtil han igen skulle ind og tale med Herren. (Anden Mosebog 34,27-35)

* Epistlen skriver apostlen Peter i sit andet brev: For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.« Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.

(Andet Petersbrev 1,16-18)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«

Sidste søndag efter HTK 2019

Det er sidste søndag efter Helligtrekonger – sidste søndag i åbenbaringstiden, den tid på kirkeåret, hvor vi hver søndag får åbenbaret en smule af, hvem Jesus er. Historien om den 12-årige Jesus i templet fortalte os om hans visdom og indsigt. Vinunderet i Kana fortalte, at han gør overflødige undere ud af sin godhed og kærlighed. Helbredelsesunderne viste os, at han er barmhjertig og røres af menneskers nød. Historien om stormen på søen, som vi hørte i søndags, fortæller os, at han er med os, også i modgangstider. ”Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?”, spurgte folk dengang, og det får vi svar på i dag. For i dag når åbenbaringstiden sit højdepunkt – på toppen af bjerget, hvor Jesus er alene sammen med de tre disciple: Peter, Jakob og Johannes. Jesus er Guds søn. Jesus er Gud. Derfor er det også ham, der fortæller os, hvad Gud vil med os.

I år vil jeg ikke, som man ellers plejer, tage anledning i Forklarelsen på Bjerget, holde en prædiken, der handler om, at man ikke skal bygge sig hytter oppe på det hellige bjerg, men ned fra bjerget igen for at koncentrere sig om at tjene sin næste. Ikke fordi, det ikke er rigtigt nok, at vi skal være til stede i verden. Men fordi, det har jeg og andre præster sagt så tit, og jeg tror, I alle sammen godt forstår, at det er sådan. Jeg tror, det efterhånden er sivet ind, at ”Fordi Gud har elsket os, ønsker han også, at vi skal elske hinanden”. Og ja, det er sandt. Men spørgsmålet er, hvad det betyder at ”elske sin næste”. For at elske sin næste, det er ikke det samme som at gøre sin næste tilpas. Det er heller ikke det samme som at give ham det, som han siger, han ønsker. Og det er heller ikke det samme som at tolerere ham uanset hvordan han opfører sig. At elske er ikke det samme som at behage. Behage sin næste gør man i grunden ikke for hans skyld, men for sin egen. For at den anden skal rose én, holde af én, give én en god evaluering. Eller fordi man er bange for ham, for at han skal klage over én, tale ondt om én, gøre ens liv surt.

Elsker man derimod sin næste, så glemmer man sig selv og ønsker kun det bedste for ham. Man ønsker, at hans liv skal være meningsfyldt, ønsker ham virkelig det bedste, og ikke blot i dette nu, men i det lange løb. Man ønsker, at han skal have alt det bedste – at han skal have Guds Rige, simpelthen. Og derfor driver kærligheden af og til én til at konfrontere den elskede med ubehagelige kendsgerninger.

Sådan var Jesus også. Fordi han elskede menneskene og ønskede det bedste for dem, fortalte han dem sandheden. Om Gud og om os selv. Sandheden er ilde hørt, siger man, og det er den, fordi den ikke altid er behagelig. Som fx når Jesus kalder farisæerne for kalkede grave, fordi de er pæne udenpå og rådne indeni. Eller når han irettesætter Peter, fordi han ”ikke vil hvad Gud vil, men hvad mennesker vil”.

Netop disse to irettesættelser kan de fleste mennesker jævnligt med fordel bruge på sig selv. Hvem ligner ikke af og til en kalket grav? Pæn og ordentlig på overfladen, men fuld af hemmelig misundelse, indestængt had, usagte løgne og anden råddenskab. Og hvad angår det at ville, hvad mennesker vil, i stedet for hvad Gud vil, så er det vist desværre kun alt for almindeligt. Vi lever i verden og smittes alt for let af den. Vi søger menneskers accept og billigelse mere end Guds, fordi vi lever i verden blandt mennesker, ikke i Paradiset ansigt til ansigt med Gud.

Det er sandt, at Gud vil have, vi skal være i verden. Men vi skal ikke være af verden, vi skal forsage verden og følge Jesus. Vi skal bære det, som disciplene så og hørte på bjerget, med os ud i verden og fortælle om det, fortælle om Jesus Kristus, uden at være bange for, hvad verden siger til det. Når vi taler med hinanden om, hvad vi vil ”som kirke” –  altså om, hvad kirken skal gøre – så må vi derfor aldrig falde for fristelsen til at ville behage verden og gøre den tilpas.  Så snart vores sigte bliver at få kirken fyldt med ”tilfredse kunder”, så er vi allerede kommet på afveje. For kirkens formål er ikke at drive folk ind i kirken og gøre kirken appetitlig, men at drive folk til Kristus. Man kan indvende, at folk skal ind i kirken, inden de kan høre forkyndelsen af Kristus. Men det nytter dog fedt, at de sidder i kirkebygningen, hvis det ikke er Ordet om Kristus, de får at høre derinde. Hvis det ikke er Sandheden af Jesu Kristi mund, de får at høre, men bare nogle behagelige ord og toner.

Vi er som sagt i åbenbaringstiden, og det vigtigste, der er at sige om Jesus, siger Gud til os i dag: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” Og dertil føjer han: ”Hør ham!”

Ja, ”hør ham”, og ikke alle mulige falske profeter, der kildrer jeres ører og behager jeres forfængelighed. Hør ham, hør, hvad Guds søn taler, og ikke hvad mennesker taler. ”Troen kommer af det, der høres”, siger Paulus, ”og det, der høres, kommer i kraft af Kristi Ord.”

Hør ham – og prædik hans ord, kunne man tilføje. Hør Sandhedens ord, og forkynd det for hele verden. Ligesom Peter, Jakob og Johannes og de andre disciple gjorde det dengang. Ikke med det samme ganske vist, for da de troede, at Jesus var færdig og død, da blev de grebet af frygt for verdens straf og vrede, og de vendte sig i deres frygt bort fra Jesus, fornægtede og forlod ham, og de skjulte sig  eller flygtede ud af Jerusalem. Men da den opstandne Jesus viste sig for dem, og da Helligånden siden kom til dem, da fik de mod og kraft til at trodse hele verden og gå ud og forkynde evangeliet for alle mennesker, så de kunne komme til tro og blive frelst. Og hvis vi vil det bedste for Jesu Kristi kirke, så skal vi prøve at ligne dem, disse kompromisløse mænd og kvinder, som var villige til at give deres liv for evangeliets skyld. For hvad kan være vigtigere end det? Det handler om Guds Rige. Enhver, der vil kalde sig kristen, skylder at forkynde Guds Sandhed i verden, dér hvor han nu er sat. Det er det, Luther kalder for det almindelige præstedømme. Er du kristen, da ”hør ham”, hør Jesu ord – og gå så ud i verden og ræk det videre til alle dem, du kender, så de også kan få lod og del i ham og en plads i hans rige.