Anna Ancher Aftensbøn

Der går en revolution gennem den frie verden – ikke fra det «ydre højre» eller «alt-right», men fra selve hjertet. Folk bygger et nyt Europa i asken af det gamle, som løgnene, dumheden og den politiske korrekthed ødelagde. Bevægelsen er ikke «intellektuel», men drives frem af fornuften i menneskets hjerte.

Nogle mennesker får ting til at ske, andre ser på det som sker, og atter andre ved ikke hvad, der sker. Dette gamle mundheld slog mig, da jeg læste manifestet signeret af «30 pro-europæiske intellektuelle», som det blev omtalt i flere medierapporter, som forkynder at «Europa falder fra hinanden foran øjnene på os».

Det står hurtigt klart at disse 30 pro-europæiske intellektuelle er blandt dem, som ikke ved, hvad der sker. «Idéen om Europa er i fare», begynder manifestet. «Fra alle kanter er der kritik, fornærmelser og flugt fra sagen.» Men manifestet forklarer ikke hvad denne «idéen» er, ej heller hvad, der menes med «sagen». Den sidste sætning taler om en «udfordring for det liberale demokrati», som om ordet «liberal» kunne tåle vægten af dokumentets nok så absurde antydninger.

Hvis disse intellektuelle ikke helt ved, hvad de egentlig er for, ved de godt, hvad de er imod: «populismen» og »demagogien». «Europa som idé falder fra hinanden foran øjnene på os», beklager de. Det bliver hurtigt klart, at det vi har her, ikke er «30 pro-europæiske intellektuelle», men 30 intellektuelle som er for EU, og det er noget helt andet.

Nogle af underskriverne er velkendte: romanforfatterne Ian McEwan, Salman Rushdie og Milan Kundera, den berygtede journalist Eugenio Scalfari og playboy-filosoffen Bernard-Henri Lévy, forfatteren af manifestet. De regner sig som «europæiske patrioter» og forkynder behovet for at løfte Europas folk «ud over sig selv og sin krigerske fortid». Men det de egentlig forsvarer, er oligarkiet i Bruxelles -bureaukratiet, som i mange år har truet med at kvæle Europa. Deres Manifest er et politisk partsindlæg, som på EU’s vegne rundkastes specielt i forbindelse med valgene til EU-parlamentet i maj.

Disse intellektuelle afviser sarkastisk det ønske, europæerne nu har om at «finde tilbage til sine nationale rødder». «Abstraktioner som ‘sjæl’ og ‘identitet’ findes ofte kun i demagogernes fantasi», erklærer de.

For at svare på det nationalistiske og identitære angreb må vi genopdage aktivismens ånd, eller acceptere at bitterheden og hadet vil omringe os og drukne os. Det haster med at slå alarm mod sjælens og åndens brandstiftere, som fra Paris til Rom, via Barcelona, Budapest, Dresden, Wien og Warszawa vil lave et bål af vore friheder.

Det ser altså ud til at sjælen måske findes alligevel når alt kommer til alt, uden at demagogerne kan drage nytte af den – eller måske demagogerne både skaber og ødelægger sjælen? De intellektuelle snakker om den «nye krise for den europæiske samvittighed, som varsler om en nedbrydning af alt det, der gjorde vore samfund store», men de siger ikke mere om egenskaberne ved «alt» dette. De strør om sig med navnene Erasmus, Dante, Goethe og Comenius, men ordet «kristen» findes ingen steder i dokumentet. Årsagen til EU-projektets sammenbrud hænger sammen med Europas opgivelse af verdensdelens store kristne arv. Opgivelsen har efterladt et vakuum som hverken økonomien, liberalismen eller materialismen har formået at udfylde. En falsk liberalisme har angrebet og næsten ødelagt de tre vigtigste søjler i Europas humane samfund: familien, kirken og nationen. Men alle tre er i stand til at blomstre op igen når som helst. Det er de første tegn til en sådan genopblomstring, som har skræmt de EU-intellektuelle til tasterne.

De ender med at ty til ”reductio ad Hitlerum” idet de snakker om «en udfordring, som er større end nogen anden siden 1930-erne». De bruger begrebet «populisme» som et hypnotisk udløsende ord for at dæmonisere dem, der har en anden tankegang end dem. «Populismen» var engang bare et synonym for det «folkelige», som betegner en forbindelse til folket, for folket, med folket. Der er næsten ingen som snakker om «folket» i disse dage, og det med god grund: Folket udgør et problem for eliten, som behændigt har genindført begrebet «populismen» som et nedsættende synonym for «demokratiet» – som de af åbenbare grunde ikke så enkelt kan fordømme.

Ordet er naturligvis ment til at fremkalde billedet af en sydende, skummende og rasende hob. Men hobene findes i alle slags udgaver, også «intellektuelle» hobe. Disse intellektuelle er ikke kommet med udtalelser som fordømmer #MeToo-mobberne, mobningen af aborttilhængere, LGBT-mobberne eller helt almindelige Twitter-mobbere, som er ude efter skalpene hos enhver, der ikke accepterer de nyeste «liberale» krav.

Ingen af disse forfattere eller intellektuelle kan i deres værker siges at have fremhævet noget forbundet med det, de forsvarer, som kan kaldes Europa, om så bare løseligt. Af alle de bøger, som er udgivet under de tredives navne, er det måske kun Ian McEwans «Atonement» som kan regnes for at være en stor europæisk roman.

Interessant nok gør underskriverne ikke noget forsøg på at erklære sig uskyldige i disse anklager: «Vor generation tog fejl», indrømmer de. «I lighed med Garibaldis tilhængere i 1800-tallet, som gentog som et mantra at ”Italia se farà da sè” (Italien skaber sig selv), troede vi at kontinentet ville finde sammen på egen hånd, uden at vi måtte kæmpe for det eller arbejde for det. Dette var ‘historiens gang, fortalte vi os selv.»

Faktum er, som Havel bemærkede, at tanken om historiens retning er den mest typisk totalitære idé. Medlemmerne af den europæiske intelligentsia, som ikke deltog aktivt, sad roligt og nikkede ja til fremvæksten af den essentielt totalitære idé om at man kunne opretholde en civilisation ved at gøre det man havde lyst til. Dermed blev det muligt at vildlede det menneskelige begær og ødelægge de europæiske folkeslag ved at slagte uskyldige. Da dette fremkaldte den uundgåelige demografiske krise, lod de intellektuelle blækket blive i blækhuset. Da folk som tog til genmæle, blev udstødt og bragt til tavshed, lod de nok en gang pennen ligge tilbage i skuffen. De har mere ret end de aner, i at de tog fejl.

Sammenbruddet i det «europæiske projekt» har derfor også været et kulturelt, kunstnerisk og filosofisk havari. I den såkaldte «europæiske unions» tidsalder har Europa ikke haft nogen store kulturelle ikonografer med evne til at få verdensdelens ånd og sjæl frem, bortset fra Michel Houellebecq – og Houellebecq deler ikke komplimenter ud. Det kan hævdes at der aldrig fandtes nogen forenet kunst eller litteratur i Europa, og at kun kristendommen tjente til at skabe et sådant indtryk.

Den afdøde franske filosof Jean Baudrillard bemærkede engang, at der findes en gennemgribende amerikansk sjæl, selv om hver del af det amerikanske kontinent virker forskellig fra de andre. Sådan er Europa ikke. Det, som blev «Den europæiske union», beskrev aldrig sig selv i kulturelle termer, men greb i stedet til materialismens og det sekulære demokratis sprog og logik, som forfattere og kunstnere ikke formåede at komme til bunds i, omgå eller på nogen anden måde finde en ordning med.

EU’s bureaukratiske natur gør at unionen behandler kulturen som irrelevant og ikke-essentiel, sjælen som en anakronistisk rest, identiteten som et problem og troen som noget man i bedste fald «tolererer». I fravær af en kulturel og åndelig vision blev økonomien alt, og dermed uundgåeligt ingenting. I et ubesindigt fremstød for at opfylde sine mål i den form, ødelagde EU de europæiske folks håb, for til slut at forlange at de skulle lægge sig ned og dø.

Det, de tredive intellektuelle kalder «Europa», var aldrig nogen overbevisende erstatning for nationalstaterne på kontinentet med samme navn. Ingenting gjorde dette tydeligere end det kulturelle establishments manglende evne efter 1960-erne til at skabe kunst eller litteratur som kunne tjene til at forene Europas nationer i et fælles hjem. Nu forsøger de intellektuelle at skjule deres spor.

Det vil kræve mere end moralsk udskamning og udstilling af egne dyder for at få tingene på plads igen. Der går en revolution henover den frie verden. Det er ikke en revolution fra «højresiden», «ydre højre» eller «alt-right», men en revolution fra det hjertet, fra de steder, hvor arbejdere bor og kæmper med at bygge, reparere, pudse og rydde op i verden, som deres forfædre gjorde i tusindvis af år. Det er i bund og grund en reaktion på løgne, trusler, officiel dumhed og politisk korrekthed. Den fejer allerede henover Italien, Spanien, Tyskland, Frankrig, Sverige og landene i Øst-Europa. Den sker i kølvandet på Brexit og Donald Trump. Det handler måske ikke om nogen «intellektuel» bevægelse, men det er en bevægelse forankret i en dyb og urgammel klogskab – klogskaben i menneskets hjerte, som i tusindvis af år har stået i centrum af den største civilisation verden nogensinde har set.

Folk i Vesten bevæger sig i søvne. Ja, Europa revner i sømmene, men ikke på den måde EU’s intellektuelle tror. Det, de kalder «vore friheders bål», har allerede fundet sted, og de som laver og reparerer ting, bygger et nyt Europa i asken af det gamle.

John Waters (f. 1955) er en irsk forfatter, journalist og akademiker. Denne artikel blev først offentliggjort i tidsskriftet First Things den 31. januar 2019, og gengives på Document i norsk oversættelse med forfatterens venlige tilladelse.

Køb Sir Roger Scrutons bog «Svindlere, svermere og sjarlataner» fra Document Forlag her!