Livets træ som nu findes midt i blandt os

Evard Munch Frugtbarhed (Freiafrisen VIII) 1922

Prædiken til 3. søndag efter hellig tre konger

Læsninger

Når vi fik fortalt bibelshistorie i skolen, og det gjorde vi tit, så var noget af det der gjorde mest indtryk på mig, de mange beretninger om de spedalske mennesker, der kom til Jesus og blev helbredt. Måske fordi vi også på skolen (Den katolske skole i Århus) havde en tæt kontakt til Moder Theresa, der arbejdede med netop at hjælpe spedalske i Indien. Vi havde fx en årlig bazar hvor vi samlede penge ind, nogle strikkede også lapper, der skulle blive til tæpper til de børnehjem, Mother Theresa drev. En gang om året fik vi et brev fra den albanskfødte nonne, hvori hun takkede os for vores hjælp.

Vi vidste derfor også hvilken grufuld sygdom spedalskhed er. Jeg vil ikke stå her og udpensle sygdommens forfærdelige virkninger, men blot sige at dens kendetegn er forfald, opløsning og tilintetgørelse og isolation, for sygdommen er meget smitsom.

Det er mennesker ramt af sådan en frygtelig skæbne Jesus møder og helbreder. Også disse som ingen andre vil have med at gøre eller røre ved, rører han ved. Ligesom han gjorde det med børnene de bar til ham, kvinderne, de urene, forbryderne og de prostituerede.

Hvorfor er disse fortællinger så bevaret og viderefortalt? Jo, det tror jeg de er, fordi de samtidig med at være mirakelberetninger også har et dybere budskab. De er i en forstand også ord om og til os, der kommer i kirke. Det er årsagen til, at historierne er gemt og bevaret.

For den syge tilstand er (også) et billede på og peger på noget der gælder for os alle sammen.

På tidspunkter i vores liv mærker vi nemlig legemets forfald. Vi kan rammes af sygdomme, der lammer og isolerer os.

Vi kan opleve vores sind uroligt og sygt. Vi kan føle os alene i verden, isolerede og fastlåste. Vi kan ikke finde mening og sammenhæng i tilværelsen. Vi kan også føle verdens forfald. At gamle skikke og traditioner forsvinder, at lov og orden er i opløsning, at tilværelsens faste grundlag smuldrer. Vi kan tørste efter retfærdighed eller vi kan være tyngede af vores egne ugerninger. Sjælen kan føles træt og tung. Alting kan føles som vinter eller ørken. Som om at livets sommer sover dybt nede under jorden, sådan som det er beskrevet i den salme vi skal synge.

Jesus gjorde den spedalske rask. Han standsede forfaldet. Han gjorde den syge mand ny igen. Han rensede ham. Han bragte livet tilbage.

Hans ord til manden: Jeg vil, bliv ren, er også ord til os. Det er ord til os, når vi kommer opløste og forfaldne kommer til ham uden andet end bønnens ord på vores læber. Hvad helbredelsesberetningen siger til os er: Der er en grund under alt det der vakler. Gud er Gud om alle mand var døde. Der er et ord som alting mægter:

Jesu ord, der skaber sammenhæng og mening i alt det forfaldne og vaklende.

Vi lever i en verden, hvor meget går til grunde og er sårbart, men Herrens ord bliver. Evindelig. Selvom vi skal dø. Selvom en lille smule af os dør, hver gang vi føler smerte og sorg og sygdomme tager noget af os. Selvom alting en dag skal forvitre og forgå. Så skal hans ord i dag, ja hver dag rejse os til evigt liv.

Vi forstår godt det med, at ord kan skabe. Det kan vores egne ord langt hen ad vejen også. Vores ord kan skabe glæde omkring os. De kan skabe liv og tætte bånd. Men de kan lige så let skabe sorg og bedrøvelse. De kan være giftigere end den giftigste gift, og de kan mærke sindet på en måde, som man aldrig glemmer. Ja, i det hele taget er megen af den elendighed og det forfald og den kulde og ulykkelighed, vi mærker omkring os og som sætter sig rundt om vores hjerter, så vi ikke kan få luft, skabt af os selv. Vi bygger i mørke og dødens skygge. Og det er præcis hvad formaningerne, vi hørte læst oppe fra alteret tager højde for.

Disse formaninger, der byder os at overlade de domme vi plejer at dømme hinanden med, til Gud og til at sprede glæde i stedet for at forpeste vores omgivelser, de udtrykker Guds vilje med os. Det var aldrig meningen, at vi skulle skabe mørke. Det var aldrig meningen, at vi skulle påføre hinanden sorg og lidelse.

Det er nøjagtig det, der skal åbenbares for os i denne periode af kirkeåret der kaldes epifanitiden. Guds vilje med os i det barn som blev født julenat, som kongerne kastede sig ned for og tilbad og som mange prøvede at slå ihjel eller glemme. Guds vilje og Guds kraft, som nedsteg til vor skrøbelighed. Den kraft som kan rejse os fra dyndet, hele os og være sammenhængen i vores lille liv.

Kraften findes i Kristus, den stamme vi er indpodet på. Livets træ som nu findes midt i blandt os. Han vil tage bolig i dem, som har mistet alt og er tomme. Han ønsker at forbinde sig med os, og at fylde os med kærlighed og glæde og tro og håb og trøst.

Det er en naturlig lov, at intet kan gro uden at det næres. En plante kan ikke vokse, frugt kan ikke modnes og heller ikke små menneskebørn, heller ikke vi, kan blive til det vi var bestemt til, hvis vi ikke får næring. Og her gælder det, at vi skal næres både legemligt og åndeligt. Den legemlige føde har vi nok af, men hvad med den åndelige? Får vi nok af den? Får sjælen sjæleføde? Sørger vi ligeså meget for denne usynlige del af os, som vi tager os af vores fysiske sundhed?

Vi har vel aldrig nogensinde været sundere og stærkere rent fysisk – men hvad med vores sjælelige sundhed? Er den fulgt med eller er den i virkeligheden i samme tilstand som den spedalskes legeme var det?

Det kan jeg jo ikke svare på. Det må enhver afgøre med sig selv.

Jeg vil blot stilfærdigt gøre opmærksom på – at der er en, der tilbyder sjælen hvile. Der er en, der helbreder syge. Der er en der giver os kraft på ny. Kristus.

Og der er et sted, vi kan komme. Med eller uden noget. I sorg og glæde. Jublende eller grædende. Kirken. Kirken med dens ritualer, ord og musik. Den står der som et Guds rige på jorden. Som Martin A Hansen beskriver sådan:

“Ikke imod denne død, livsaftenens, men imod den hærgende dødsmagt, det syge, forkvaklede, djævelske i livet, står Guds rige med dets opstandelseskraft. Her er nat og her er dag i denne verden. Menneskets hellige pligt er at fæste nyt livsmod i planter og dyr. Men selv må de have have kirken, hvorfra Guds rige breder sig ud over gårde og marker, et lyst land i dødsnaturen. Selv må de have kulten, messen, bønnen, syndsforladelsen, velsignelsen, hvorfra varm kraft når det valne blod. Her står håb, tro, livsglæde op fra det døde.”

Amen

(Insp: Kaj Mogensen)