Hverdagen: Amerikanske soldater snakker med medsoldater fra den afghanske regeringshær på en base i Deh Bala-distriktet i Nangarhar-provinsen 7. juli 2018. 

USA har gjort nogle smertefulde erfaringer i den muslimske og ikke-vestlige verden som nu begynder at trænge ind. Tilbagetrækningen fra Syrien er et udtryk for noget dybere: Amerikanerne har fundet ud af at det ikke nytter. De har stået 17 år i Afghanistan. Hvad har de opnået?

USA har gjort nogle smertefulde erfaringer i den muslimske og ikke-vestlige verden som begynder at trænge ind. Tilbagetrækningen fra Syrien er udtryk for noget dybere: Amerikanerne har fundet ud af at det ikke nytter.

De har stået 17 år i Afghanistan. Hvad har de opnået?

Jo, tættere de er kommet på det afghanske samfund, jo mere er det trængt ind: Dette formår vi ikke at forandre på.

Magda Gad skriver om sine erfaringer fra Afghanistan:

Jeg har stået udenfor et hus, hvor jeg hørte at kvinder blev voldtaget, uden at kunne gribe ind. Jeg har set de traumatiserede barnebrude på sygehusene, tynde pigekroppe med ødelagte underliv og dækket med mørklilla blå mærker efter voksne mandlige hænder, der hvor brysterne skulle have været, dersom pigerne havde været gamle nok til at have nogen. Jeg har hørt mine venner blive myrdet efter fredagsbønnen. Jeg har mødt kvinder som blev idømt ti års fængsel for at være løbet hjemmefra.

Problemet var ikke bare synet på kvinder.

Amerikanerne har et optimistisk syn på tilværelsen. De tror at alle egentlig ønsker at blive som dem. Det samme syn ligger til grund for norsk bistandshjælp og endda endnu mere ambitiøst: Transformationen af det norske samfund. Norge gør det eksperiment på sig selv, som det ikke fik lov til i Afghanistan.

Så gale er amerikanerne ikke. De har større erfaring: Vietnam gjorde ondt. To krige i Irak og utallige småkrige.

Når de nu giver op og trækker sig tilbage er det pga. de samme erfaringer som Helena Edlund gjorde som feltpræst i Mazar-i-Sharif.

”Men det som forandrede mig mest, og måske var mest ødelæggende for mig i min professionelle rolle som præst, var mødet med et helt andet syn på menneskeheden. Jeg var indoktrineret ind i det svenske syn på at alle mennesker stort set er lige. At vi, uafhængigt af kultur og race, har de samme kvaliteter; som at ville andre det godt, viljen til at ofre sig for sine børn og at vi alle har det samme grundlæggende moralske kompas. Jeg tog fejl.

Da jeg kom hjem i foråret 2011, argumenterede jeg eftertrykkeligt for, at det eneste som forener os mennesker er at vi i grunden har to arme, to ben og næsen i midten af ansigtet. En slags fælles “indre kærne af godhed”, troede jeg ikke længere på.

Jeg havde oplevet hvordan en forælder mente at det, at kunne redde sit eget barns liv, ikke var besværet værd med at drage til sygehuset fem kilometer væk, fordi “vi vil jo få flere børn”. Jeg havde besøgt sygehusafdelinger hvor babyer og småbørn blev behandlet for opiummisbrug, fordi deres mødre blæste opiumrøg i munden på dem, for at få dem til at stoppe med at skrige. Jeg var blevet tvunget til at høre at børn blev voldtaget og kvinder blev misbrugt, uden at kunne gribe ind. Jeg havde set børn blive skoldet med kogende vand som en del af opdragelsen, set spædbørn som havde sorte, frosne fødder efter at deres fire eller fem år gamle søskende havde båret dem rundt i vinterkulden uden de nødvendige klæder, fordi moren ikke fik lov til at forlade hjemmet. Jeg havde set uudviklede småpiger i 10-års alderen, bortgiftet, voldtaget og misbrugt til det uigenkendelige.

Amerikanerne har blødt, de har ofret deres sønner og døtre. Fire-fem veteraner begår selvmord hver dag. Mange bor på gaden.

En to-tre tusind milliarder dollar. Det har været som at smide pengene i et bundløst kar. Både økonomisk, militært, menneskeligt og politisk drager amerikanerne en bitter lærdom: Det nyttet ikke. Afghanerne vil ikke.

“Mine forfædre har dyrket hvede på dette jordstykke i hundredvis af år! Jeg må og skal dyrke hvede her! “Hele landsbyer måtte hellere bukke under af sult fremfor at flytte landsbyen til den anden siden af en ås, hvor der var både græs og vand. Det tog ikke lang tid før jeg vidste på forhånd, hvordan deres argumentation ville lyde: “Landsbyen har altid været her, så den må ligge her!” I tillæg havde religiøse ledere fortalt at dette synspunkt var rigtigt i henhold til islam, at alt var guds vilje og at ingenting kunne ændre dette eftersom islam forbød det.”

Noget af det samme har gentaget sig i Irak og Syrien. Ok, der findes lyspunkter. Kurderne stillede sig op mod IS. Men stillet overfor alle problemerne, siger USA: -Nok er nok. Dette er ikke vort bord. Andre må rydde op. De ønsker os ikke her.

Araberne vil have amerikanernes beskyttelse og penge. Men de ønsker ikke at forandre sig. De vil have i pose og sæk. Derfor siger USA farvel.

Det er en tragedie for mange mennesker i Mellemøsten. Men USA gør bare det enhver bliver tvunget til: Indser at det ikke nytter, at der kommer et tidspunkt hvor man må trække en streg i sandet. Nok er nok.

USA bruger 45 milliarder dollar om året, bare i Afghanistan.

Det kommer ikke til at fortsætte. Syrien er bare begyndelsen.

Amerikanernes tilbagetrækning er svært dårligt nyt for Europa, som ikke har brudt sig om sit eget forsvar.

Venstreorienterede journalister og politikere, som har klaget over amerikanernes nærværelse, råber pludseligt op når de vil trække sig ud.

De har fremstillet amerikanerne i dårligt lys i årtier og mistænkeliggjort deres motiver. Når det er Trump, der trækker soldaterne ud, er de pludselig for amerikansk nærværelse.

Amerikanerne har for så vidt påbegyndt en stor bearbejdelsesproces: Hvorfor lykkes det ikke? Neocons ville gøre verden ”safe for democracy”. Det var de samme toner efter første verdenskrig. Woodrow Wilson blev grundigt skuffet over Versailles-freden og trak USA ud af Europa. Det samme kan ske igen.

USA har en evne til at genopfinde sig selv som europæerne ikke har. Se for dig Merkel og Juncker: Hvor stor evne til nyskabelse forbinder du med disse to?

Tilbagetrækningen har også med kapacitet at gøre. Amerikanerne har mere end nok at gøre med deres egne konflikter.

USA har nu fået de samme kulturelle problemer på hjemmebane, som de mødte ude: Uoverstigelige konflikter om værdier. Det tager tid at rydde op. Dette er 68 om igen, baglæns, og på et højere niveau: Mere står på spil denne gang. For den hedonistiske elite er det hele deres livsform og verdenssyn.

USA er i færd med at tage et opgør med 50 års normløshed, som Europa kun kan drømme om.

Det er muligt at USA kommer ud af denne proces styrket. Så vil USA kunne blive et lysende eksempel for Europa.

Men det er også muligt, at USA går ind i en længere periode med så meget uro og konflikter at verden udenfor fortoner sig.

Det vil være svært dårligt nyt for et Europa, som endnu ikke er begyndt at forstå hvor store problemerne er.

Særligt de nord-europæiske protestantiske lande ser ud til at have det tungt med det.

De har importeret titusinder af afghanske mænd og tror de kan klare det på hjemmebane, som de ikke klarede ude: Gøre moderne ud mennesker af dem.

Hvem er stærkest?