Geoffrey Cain er ikke landskendt i mediemæssig forstand, men hans bog Ondskabens Ikon (2000; og Gensyn med Ondskabens Ikon, 2006) var med til at gøre mig nationalkonservativ. Jeg gik på universitetet, og bogens righoldige dokumentation udstillede de dobbelte standarder, så ingen kunne være i tvivl. Cain sov ind natten til søndag på Gentofte Hospital. Æret være hans minde. Mikael Jalvings mindeord kan læses på JP.dk – Hvil i fred, Geoffrey.

“Glistrup, Kjærsgaard, Camre, Krarup, Langballe, Fogh, Trump, Vermund, navne og ansigter kommer og går. Kun hadet er konstant. Hvorfor er det især dem, der priser deres eget menneskesyn, som går rundt og hader nogen hele tiden?

Svaret er indlysende: fordi den negative opbyggelighed gør dem selv lækre, fordi hadet positionerer dem i midten af alt godt (og tilmed gavner deres karrierer), fordi godheden og avantgardismen løfter dem op mod Gud. Netop fordi de moderne humanister ikke tror på Kristus, vil de være som ham, det sagde allerede digteren Søren Ulrik Thomsen. Attraktionen er med andre ord kolossal.

Den humanisme, der engang var et erhverv, er af samme grund endt som religionserstatning, det er faktisk en rigtig trist historie. Geoffrey Cain så det og koblede religionserstatningen til hadet til Vesten og et bestemt årstal:

‘68’ernes had stammer fra deres ulyst overfor deres eget samfund, deres egne rødder og i mange tilfælde deres egen far og mor. Ja, det er noget så enkelt som had til far og mor, et pubertært had som 68’erne – trods deres magt og vælde – aldrig har formået at lægge fra sig. De er børn, der aldrig er blevet voksne. De er blevet hængende i barnealderen, og derfor er de – ligesom børn – blottet for selverkendelse, men desto bedre til at mobbe ligesom skolebørn er gode til at mobbe. Ikke fordi de nødvendigvis er onde, men de mangler blot den medfølelse, der burde komme med den modenhed, de aldrig fik.’”