Multikulturelle kaospiloter kan advare nok så meget om politiske modstandere, men de kan ikke navigere uden om virkeligheden. Uffe Elbæk ved det tydeligvis ikke selv, men hans ord gør i det store spil hverken fra eller til. Danmark er ikke Nørrebro, og folk flest opfatter islamisering som et større problem end udvisning af kriminelle udlændinge. Elbæk & Co. er oppe imod virkeligheden, og det han fra dansegulvet ser som højreekstremisme og fascisme er for den gennemsnitlige lønmodtager almindelig sund fornuft. Der finder desværre ikke et egentligt højreskred sted i Danmark – det er blot folkelig modstand mod islamisk indvandring.

Uffe Elbæk har været medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, Venstresocialisterne, Kommunistisk Forbundog meldte sig ud af De Radikale, da det hele blev for konkret. Han har taget fejl hele livet, og er et af de få mennesker man må sætte i kategorien ‘udenfor politisk rækkevidde’. De skal ikke overbevises. De skal isoleres.

Fra fantastens seneste nyhedsbrev på Alternativet.dk – Hvor er vi på vej hen?

“Dette nyhedsbrev er mit første i 2019, hvor vi som bekendt skal til et afgørende folketingsvalg. Og derfor vil jeg tage fat på en alvorlig diskussion af, hvor vi er på vej hen som samfund.

… når man som jeg ser klare faresignaler både ude i Europa som herhjemme er det min pligt at tage diskussionen. Også selvom det kan være ubehageligt. Eller selvom det kan tegne et billede af Danmark, som vi ikke kan lide eller måske ikke kan eller vil genkende. … hvorfor er det så pokkers svært at få en sober diskussion om det værdimæssige højreskred der er sket gennem de sidste tyve år i Danmark. …

Et er ihvertfald sikkert, at siden Poul Nyrup sagde, at ’stuerene, det bliver I aldrig,’ om Dansk Folkeparti, er det for mig at se blevet mere og mere ildeset at kritisere udlændingepolitiske strammerforslag, uanset hvor ekstreme de måtte være. Uanset, hvor meget vi så nærmer os tilstande, som kan virke dehumaniserede. Og i visse tilfælde minder om et fascistisk menneske- og samfundssyn, hvis man tager de historiske briller på.

Selvom vi på mange måder kan se fællestræk med situationen i 1930ernes Europa, er situationen i dag en anden. Men det, som jeg vil insistere på – også selvom jeg skulle være den eneste politiske leder i Folketinget, der gør det – er, at vi er nødt til at kunne snakke om, at vi er i en situation, hvor det ekstreme bliver det normale. Hvor det, vi havde troet, vi aldrig kunne tolerere, pludseligt er bredt tolereret. Eksempelvis at sende medmennesker ud på en øde ø.

… alt det ser vi også tegn på herhjemme. Ikke nødvendigvis fascisme, som vi så det i 30’erne, men en ny tids fjendebilleder, nye chokdoktriner, der bryder vores samfund ned.”