Bildet er taget i en moské i Kathmandu 11. juli 2014.under ramadan.  Foto: Navesh Chitrakar/Reuters/Scanpix

I dag vil jeg begynde med at introducere et nyt begreb: koranofobi. Det betegner en sygelig frygt for at nærme sig Koranen. Lidelsen er særlig udbredt blandt vestlige journalister og mediefolk. De tør ikke åbne Sandhedens bog af rædsel for at opdage, at de har levet på en løgn.

Der findes alligevel nogle få blandt dem, som har læst den og fundet chokerende ting i den, men de tør ikke skrive om det. Så vil de blive kaldt islamofober og risikere at miste deres venner. Man må ikke være bange for islam, siger hele hærskaren af folkeoplysere, og man må ikke skabe splid i samfundet. Man skal bøje sig for Allah og lade vore Muslimske brødre komme til, som alle gode mennesker i Vest-Europa gør. Helst også ind i børnehaverne. Det skal nok gå, for vor civilisation er overlegen og de fleste Muhammed-tilhængere er moderate. Det værste ved troende muslimer er at de nægter at hilse på kvinder med hånden. Værre er det vel ikke? 

Koranofobien har ført til, at vi ikke indser hvad koranskolerne gør ved en opvoksende slægt af mennesker, der snart vil sidde i Folketinget og bestemme over fremtidens dansker. Muslimerne vil bestemme pensum i skolerne, de vil angribe Grundloven og alt andet som Allah har forbudt. De kan ikke andet, for de er troende muslimer. De vil være vore børnebørns advokater og dommere. Hvis vi ikke sætter foden ned i tide. 

Det første børn lærer i Laras Løkke Rasmussenss koranskoler, er at Allah ved bedst, for han har skabt os. Det betyder at Koranens forbud og påbud må følges, hvad enten man chokeres af dem eller ikke. For at tage et eksempel jeg har nævnt før: Piger må ikke have sex før ægteskabet. Bryder de forbuddet, skal de straffes med hundrede piskeslag, med hele slægten til stede under afstraffelsen. Og det er ikke tilladt at vise medfølelse. Ugifte unge mænd må derimod gerne have sex, men det skal ske med «slavinder». Dette er efter vore begreber voldtægt, men disse unge mænd kan ikke lastes, siger englen Gabriel i begyndelsen af kapitel 23. Man ejer sine slavinder og kan gøre hvad man vil med dem, uanset om de er børn eller voksne. Man kan også låne dem ud til andre eller sælge dem på et af dagens slavemarkeder. Men tillader Koranen slaveri? Ja, og dette er faktisk velkendt. Lars, Søren og Anders ved det. De ved også hvad tvangsægteskab er: en anden form for slaveri, som Koranen foreskriver. I det præstestyrede Iran er ægteskabsalderen for piger 9 år, og titusinder af pigebørn bliver voldtaget hvert år, ofte af ældre mænd. Allah ved bedst, og han har skabt pigerne til glæde for troende mænd.

Et andet eksempel: Drab er ikke bare tilladt; det er i mange tilfælde påbudt. Man skal ikke vige tilbage for at dræbe hårdnakkede ateister og frafaldne (såkaldte murtadder, for en murtadd har vendt ryggen til skaberen og vist foragt og utaknemlighed). Koranen indeholder også mange opfordringer til at drive hetz mod kristne, gå i krig mod dem og nedkæmpe enhver modstand. Børnene i vore statsstøttede koranskoler lærer, at dette er Allahs vilje, og vore politikere accepterer dermed denne hetz, men forbyder hetz mod muslimer. Biskopperne accepterer chikane af kristne, og tier hårdnakket om kristenforfølgelserne i muslimske lande. I stedet anbefaler de at gå ind for dialog med Muhammed-tilhængerne: Man må inkludere dem, man må ikke støde dem fra sig eller skabe splid mellem dem og os … Til stor glæde for Erdogan og Khamenei, som får lov til at bygge flere moskéer i Norge. 

Allah ved bedst, og børnene skal læres op til at blive brutale forsvarere af islam – med venlig støtte fra Politiken, DR, Berlingske, JyllandsPosten og TV2. Islam er jo en religion, og Allah er «den samme som Faderen», altså Gud, selv om han kan være lidt mere hårdhændet. Lidt brutalitet kan ikke være så farligt; det kan være nødvendigt.

I forordet til den norske oversættelse af Koranen, udgivet af Universitetsforlaget, hedder det noget kryptisk, at hvis Guds (Allahs) budskab skal spire og gro i ørkenen, «må det sprøjtes mod kardinalsynden, sig-selv-nok-mentaliteten og magtmisbrug, og om nødvendig må der luges ud med mod-magt for at få respekt og anerkendelse». At få de individualistiske ørkenkrigere til at give sig Gud i vold, «krævede skarp lud og målrettet indsats». Beretninger om himmel og helvede var nødvendige, for sådan sætter Gud skræk i sine tjenere, «og det kunne vel behøves», siger den kristne oversætter, som ellers oplever en «duft af højtid og værdighed» i Koranen. (Jeg tænker i stedet på ritualmordene i Marokko og på Walter Burkerts ”Homo necans”.)

Børnene bliver altså oplært til at blive brutale forsvarere af islam og chikanere ikke-muslimer. Koranen er grundlaget for sharia-lovene. Kan nogen da undre sig over, at der opstår problemer i skolen? Slåskampe. Brug af kniv mod de vantro? Drabstrusler? Her er det igen koranofobien som forblinder politikerne. Og koranofobe sociologer bruger meget tid og skattepenge på at opklare et problem som almindelige mennesker med sund sans og folkelig fornuft for længst har forstået. Sociologerne ved måske ikke længere, hvad en virkelig fanatisk religion er? Det er meget længe siden svovelpræsterne, og de fleste har vel glemt dem. Sociologer læser vel heller ikke ”Homo necans”. (Det ville måske også være for meget forlangt.)

Islam er ganske rigtigt en religion, men den er i en særklasse på grund af sin forfærdelige brutalitet, som er blevet demonstreret til fulde af organisationer som al-Qa’ida, IS-kalifatet og Boko Haram. Islam er sharia, og sharia er islam. Det ved man i dag i lande som Iran, Irak, Syrien, Egypten og Tyrkiet. Og tyrkerne venter endnu på det værste, selv om tusinder af intellektuelle sidder i fængsel allerede. Den egyptiske hær så hvad der kom, og valgte det mindste af to onder.

Hvis islam havde præsenteret sig som et politisk parti i Danmark, for eksempel som Muslimsk Folkeparti, ville der blive et ramaskrig i massemedierne. Men så længe brutaliteten kan præsentere sig som religion, bliver den godtaget og hjulpet frem af naive sjæle, som findes overalt i fædrelandet – i folkekirken og universiteterne men også i  institutioner der bærer navne som Fritt Ord, med flere milliarder til rådighed. Jeg kan (lidt nølende) forstå at Fritt Ord føler sig automatforpligtet til at forsvare islam, men aviserne? Hvordan er galskaben opstået? Hvorfor kæmper så mange danske intellektuelle endnu med at se det, som alle almindelige mennesker ser? Hvorfor svigter de, gang på gang? Hvorfor angriber de tvært imod dem, de burde forsvare? Og med en sådan voldsomhed? Er der virkelig opstået en mutation af menneskelige væsener uden normalsyn? 

De intellektuelles svigt kommer også til udtryk i norske og danske leksika, som er skrevet af vore klogeste hjerner. I Store norske Leksikon, som skal være «videnskabeligt funderet», hedder det om Muhammed, at han var en stor politiker og hærfører. Jo, han var en stor hærfører. Fint nok, og det er vel ment positivt. Ingen anden hærfører har formået at dræbe så mange efter sin død. Men var han også en stor politiker? Hvordan? På hvilken måde var han stor? Ville det da ikke være naturligt at fortælle os lidt om hans politiske filosofi, som har fået horrible konsekvenser og er hovedårsagen til et kaos som strækker sig i et bredt bælte fra Marokko til Filippinerne? Som nu forplanter sig til Europa og ødelægger os? Nej, det kan man ikke, for så ville læserne blive islamofober, og det Muslimske Broderskab ville begynde at væbne sig. 

Muhammeds ideologi må fejes ind under gulvtæppet, og det får ikke hjælpe at det bevæger sig. Vi finder heller ikke noget fornuftigt under opslagsordet islam; der er det udelukkende positiv eller neutral omtale. Det er for farligt at tage emnet op i et videnskabeligt lys. Forlaget undskylder sig med, at respekten for denne politiker er stor, og det «indebærer at der er restriktioner på, hvordan profeten kan omtales eller fremstilles». Jeg har ikke hørt et pip fra Fritt Ord om denne formulering, og Fritt Ord er medejer af leksikonet. Er dette fint, Knut Olav?

Af Bjarte Kaldhol

Køb Hege Storhaugs bog her!