Historieløshed har en høj pris

60 år siden Stalins død, 5. mars 2013: Stalin er blevet ortodoks ikon.

For at besejre Hitler måtte Vesten alliere sig med en anden Djævel, Stalin. Venstresiden bevarede en emotionel sympati for Moskva under den kolde krig. Med 1968 gik sværmeriet over på et andet monster, Mao. Murens fald gjorde, at eliten blev grebet af den historieløshed, der har åbnet op for alliancen med islam.

To amerikanske forskere har udgivet The Kremlin Letters, korrespondancen mellem Stalin og Roosevelt/Churchill. Bogen er, ifølge Simon Heffer, en sjældent kvalificeret anmelder, ikke bare fremragende, men uundværlig.

Korrespondancen gør os i stand til at besvare nogle afgørende spørgsmål om forskellen på diktaturer og demokratier i krig, og hvad prisen var for at de samarbejdede mod en fælles fjende.

Vi kan være sikre på at hvis Hitler ikke havde været stormandsgal og brudt ikke-angrebspagten fra august 1939, ville anden verdenskrigs forløb være blevet et helt andet. Vi lader spørgsmålet stå åbent. Ikke-angrebspagten blev fulgt af en hemmelig venskabspagt, hvor de to diktatorer delte Polen og Baltikum mellem sig. Pagten var et chok for vestmagterne og alle vidste, at demokratierne med et slag var blevet svækket og at krig var uundgåelig. Men alligevel var der nogen, der aldrig forlod forhandlingslinjen, som det fremgår af filmen om Churchill. Selv efter Dunkirk ville appeasement-fløjen i Storbritannien anført af Lord Halifax, forhandle. Var han blevet statsminister ville det have været goodbye Britain.

Russerne betalte en enorm pris for at Stalin først udryddede officerskorpset og derefter troede på Hitler. Sovjetunionen blev taget på sengen. I eftertiden har venstresiden givet Stalin æren for russernes blodofre, når det i virkeligheden var Stalin, der var ansvarlig for de enorme tab. En italiensk falden soldat udenfor Stalingrad.

Demokratierne begår fejl, på fejl på fejl. Men der findes fejl man ikke kan genoprette. Prisen for at begå dem kan blive så stor, at man bliver besejret.

Diskussionen om demografi og befolkningsudskiftning er temaer, som er selvfølgelige indenfor en diskussion om hvad der konstituerer en nation og dens fremtid. Det var det under og efter verdenskrigen, og det er det i dag. At den politiske elite bruger nazismen som slagvåben og at Frp. er så svage at de ikke klarer at forsvare sig, forandrer ikke på det.

Strategi og moral

Studiet af historien er tvingende nødvendig hvis man vil forstå dagens konflikter. De samme spørgsmål dukker op: F.eks. om det er moralsk forsvarligt at indgå alliancer med udemokratiske stater. USA’s alliance med Saudi-Arabien er blevet et klassisk eksempel. Den venstreliberale forståelse er pludselig blevet så moralsk at den vil bryde samarbejdet med en spiller, som USA har været allieret med i årtier. Kronprins Salmans forbrydelser kan bruges til at ramme Trump. Vi hører mindre om, at USA’s støtte til den ”dirty” krig i Yemen var noget, som begyndte under Obama.

En udenrigs- og sikkerhedspolitik baseret på en moralsk “VALO vasker hvidere” vil højst sandsynligt ende med en katastrofe.

Mange vil mene at vi allerede er sejlet ind i ikke bare én, men flere katastrofer.

Knapt nogen er så enfoldige, som den norske politiske elite, det skulle da lige være svenskerne.

Dialog og diktat

I ”Kremlin Letters” kan vi lære at Stalin helt fra første stund ville have åbnet en front i Vest, både i syd, i Frankrig og i nord, i Arktis. Dvs. han ville have at engelskmændene skulle gå ind i Finnmark eller Finland fra nord. Da ville Norge være blevet trukket ind i krigen på en helt anden måde. Kontrafaktisk historieskrivning baseret på dokumenter er noget andet end spekulationer.

Men kravene Stalin stillede var helt urealistiske. Engelskmændene havde ikke kræfter, og var helt nede efter Dunkirk. Men for Stalin spillede menneskeliv ikke nogen rolle, og det synes som om denne fuldstændige mangel på empati og moral gjorde ham helt urealistisk. Ligesom Hitler stillede han umulige krav.

Storbritannien var så langt nede at Churchill sagde, selv i Underhuset, at hvis Hitler invaderede Helvede ville han gå ind for en alliance med Djævelen.

Allieret med Djævelen

Det var det, alliancen med Stalin var: En alliance med Djævelen.

Det fik briterne og amerikanerne til at tie eller forsvare hans forbrydelser. Det grundlagde det skisma mellem Polen og vestmagterne som stadig eksisterer.

Da Stalin invaderede Polen 17. september 1939 skød han den polske elite: 22.000 blev taget ud i skovene i Ukraine og skudt, blandt dem cremen af officererne. Da tyskerne fandt massegravene og offentliggjorde billeder af dem i 1943, reagerede Stalin med at gå til angreb og afkrævede briterne og amerikanerne solidaritet.

The Russian massacre of 22,000 Poles in Belorussia and Ukraine in 1940 began to manifest itself when the Germans discovered the mass graves of 4,400 Polish officers in the Katyn Forest near Smolensk in April 1943. The Foreign Office had little doubt who was responsible, nor did the Americans. Stalin, his filthy secret exposed, took the dictator’s traditional route of attack being the best form of defence.

Long having sought an excuse to take issue with Poland’s government in exile, based in London, Stalin accused them of “collusion” with the Nazis for blaming Russia for the massacres, and roared his outrage to Churchill. “The Soviet Government considers that the attitude taken of late by the Polish Government vis-à-vis the Union of Soviet Socialist Republics is completely abnormal and contradicts all the rules and usages of relations between the two allied states,” he wrote.

He denounced the “slanderous campaign… started by the German fascists” over a massacre “perpetrated by themselves”, and further denounced the Poles for not treating the German claim “with the contempt it deserves”, given the “monstrous crime” they had clearly committed. He called a proposed Red Cross investigation “a comedy”.

Stalin ville ikke tåle nogen moralsk fordømmelse og udnyttede Vestens dilemma til at drive moralsk afpresning samtidig med at det var en advarsel og en trussel. Det er det, som diktaturer kan: De kan vende en svaghed til egen fordel.

Moralsk afpresning er noget venstresiden har drevet på med og perfektioneret i forskellige former, helt siden den franske revolution. Man skal høre godt efter for ikke at blive luret.

Solgte ud Polen

Hvis man spiller kort med Djævelen må man tælle fingrene. Churchill gik længere end han burde have gjort.

Shamefully, Churchill chose not to force the issue. Of the massacred Poles, he told Maisky, when he delivered the letter containing this bluster, that “if they are dead, they could not be resurrected”. The British ambassador, like his Foreign Office colleagues, turned the blind eye; and Churchill wrote to Stalin to placate him, and promised to try to bring the Polish government under control.

Men dette var ikke slutningen på eftergivenheden og ”complicity” (medskyldigheden), det var en overskridelse af moralske grænser, som rev andre forbrydelser med sig.

Det mest grusomme og forfærdelige var at Vesten tillod at Warszawa-opstanden i efteråret 1944 blev knust. Den Røde hær stod på den anden side af floden Wisła og lod Warszawa blive ødelagt og blomsten af polakkerne blive dræbt. Det siger alt om Stalin og Hitler. De var to alen af samme stykke.

Sadly, that was not the end of Stalin trying to manipulate Poland. Despite pleas from both his allies, he would not facilitate either American or British air support for the Warsaw uprising in August 1944, precisely because he wanted what he called the “criminals” of the city – who he knew would be opposed to what he planned for the country – to be left to stew.

Én forbrydelse ledte til en endnu større: Flytning af grænserne vestover og overladelsen af Polen til Stalin efter krigen.

Roosevelt and Churchill urged Stalin to allow self-determination for a democratic Poland after the war; but they caved in on the position of the post-war boundaries.

Ni millioner tyskere blev drevet vestover. En million døde. Det er ikke stor opmærksomhed de har fået i vor bevidsthed.

Konvojerne

Moral krydser klinge med strategi, når man er allieret med en Djævel i krig med en anden Djævel. Vestmagterne gjorde det de kunne for at styrke russerne, hvilket var at sende konvojer til Murmansk. Søfolk og gaster betalte med deres liv og ødelagte liv efter krigen.

Britain did what it could to supply Russia with essential materials and weapons via the Arctic convoys, but these were prey to U-boats and, in the nightless days of high summer, to a surface fleet that could spot them unrelentingly. By the autumn of 1942, the losses were so severe that one convoy required 77 Royal Navy ships to protect it.

This diversion of resources became impossible and Churchill decided to stop the convoys, temporarily. Roosevelt begged him not to tell Stalin, but it was too late. Ivan Maisky, Russia’s talented ambassador in London, was already well aware what was going on. Having by now learned something about “Stalin management”, Churchill broke the news to him, and Roosevelt followed up immediately promising more materials sent across the Pacific and to the Persian Gulf, and praising Stalin for the defence of Stalingrad. Stalin remained icy, nonetheless.

Hvordan kommunikerer man med en diktator uden at gå på kompromis med vitale moralske principper? Hvis ens egne vitale interesser står på spil, kan ledere være villige til at sælge ud af moralen.

Trækker sig op ved håret

Den hypermoral som vestlige ledere i dag følger, gør sådanne forbrydelser endda mere sandsynlige, for ikke at sige uundgåelige.

Der må være et rigtigt miks mellem magt og moral og for at opnå det, må man have en strategi. EU og Norge har ikke en sådan strategi. De har erstattet den med hypermoral, både indenlands og udenrigspolitisk. Det kan ikke vare ved.

Skal man undgå at gentage historiens fejl, er man nødt til at studere den.

One sees something approaching the true nature of Stalin in these letters, and the difference in the way that democracies in a state of total war run their affairs, and how a dictatorship does.

Spørgsmålet, man kan udlede er: Hvorfor tror vestlige ledere at man kan kommunikere med autokrater, som om de var som dem selv? Svaret er at troen på dialog er blevet et dogme. Den fylder en vigtig rolle: Der bor en nordmand eller dansker i hver vietnameser eller araber eller somalier som indvandrer. Med nok socialhjælp vil man fremdyrke en socialdemokrat.

Den almindelige befolkning er begyndt at forstå at denne kurs er vejen mod klipperne. Der læsses derfor et stort ansvar over på deres skuldre: De må tage stilling til spørgsmål, som statsledere og generaler burde tage sig af.

Ud af dette vokser for nogle længslen efter den stærke mand. De ønsker sig én, der kan rydde op. Deraf sværmeriet for Putin og Assad.

Det er som at bekæmpe pest med kolera.

Ligesom indvandrere flygter fra kaos, krig og korruption i deres egne land, men uden evne til at forstå hvorfor problemerne opstod, så de genskaber de forhold, som førte til dem, hos os, sværmer folk for løsninger som er løsrevet fra deres sammenhæng: De, som tror at Putin og Assad har svaret, burde prøve at leve under deres åg.

Åreladning

Ikke alene har den europæiske elite lagt Europa åben for islam. Den har også undladt at tage et opgør med kommunismen, socialismen og marxismen. Der er en sammenhæng mellem de ting. Europa fornægter sine kristne rødder, og hylder – som Jean-Claude Juncker gjorde i en kirke i Trier, de marxistiske rødder. Juncker, Macron og Merkel bilder sig ind, at de er toppen af en civilisatorisk udvikling, når de i virkeligheden er fallerede figurer på vej ud i kulisserne.

De kan have skabt noget, som ikke bare vil flænse Europa i spåner, men udløse åben konflikt.

Norge ligger specielt dårligt her. En hybrid-ideologi har overtaget. Grunden til at den hårde venstreside ikke er større, er, at centrum har overtaget store dele af deres ideologi. Den norske pietisme lever videre som enfoldighed, ligegyldighed og passivitet. Alt er muligt. Hele konstruktionen bygger på en løgn.

One great question remains unanswered: which is why it remains respectable in our current political discourse for those on the hard Left to endorse Stalin’s brand of thought and politics, when it has for 80 years, quite rightly, been unthinkable to endorse Hitler’s. What this insight into Stalin proves is that they were as bad as each other (as the unmentionable, for Stalin, non-aggression pact of August 1939 between the two tyrannies showed). And yet Stalin still has not received his due as one of the true monsters of history.

Stalin var lige så ond som Hitler. Det er ikke velset i den norske skole og offentlighed. Det var en kulturminister fra Høyre, Widvey, med Knut Olav Åmås som statssekretær, der udnævnte Aslak Sira Myhre til ny direktør for Nationalbiblioteket.

Den tidligere RV-leder får gode skudsmål af kulturminister Thorhild Widwey:

— En dygtig, engageret og visionær leder, er hendes beskrivelse af den nye nationalbibliotekar på Twitter.

Myhre stillede i op studiet mod Kristin Clemet og ville ikke have noget af at Stalin og Hitler skulle sidestilles i historiebøgerne. Han var modstander af sammenligningen mellem de to.

De fire store: Marx, Engels, Lenin, Stalin. De er ikke kun historiske skikkelser, men guder i den autoritære venstresides pantheon. De prydede frontlinjen på avisen Klassekampen i mange år. De er profeter og forbilleder man skal bøje sig for og efterligne. Fra en udstilling om totalitær kunst i Sofia, Bulgarien, 9. juni 2009. Foto: Stoyan Nenov/Reuters/Scanpix

Da SUF føjede M-L til navnet var det for at omfavne Stalin og Mao, nok et monster. Sådanne handlinger får konsekvenser, hvis man ikke modsætter sig dem.

Man kan ikke tage moral på sig, når det passer én. Moral er bundet op på historie, dvs. erfaringer.

Hvis man ikke er villig til at lære, vil øksen falde. Ubønhørligt.